Nej er ikke nok – modstand mod Trump & højrepopulismens chokpolitik.

Hvordan bekæmper vi Donald Trump?

”Trump er en uforudsigelig type med psykopatiske tendenser”, får vi at vide igen og igen. Men den analyse er ikke tilstrækkelig. Naomi Klein tager dybere spadestik i sin nye bog, hvor hun analyserer Trumps sejr og regering.

Mikael Hertoft, Rød+Grøn

Naomi Klein slår hovedet på sømmet, når hun skriver, at ”Trumps kabinet af milliardærer og multimilliardærer fortæller os meget om hans administrations egentlige mål. Exxon-Mobil får udenrigsministeriet, General Dynamics og Boeing får Forsvarsministeriet og Goldman Sachs-folkene får mere eller mindre resten.”

Med Trump er den allerrigeste del af jordens befolkning trådt direkte ind i regeringen og fører politik i deres egen interesse, skriver hun. Det er den ene procent af befolkningen, der allerede ejer 89 procent af klodens rigdom ifølge Credit Suisse.

Privatisering kom med storm

Trumps politik bliver ikke påvirket nævneværdigt af kaos i Det Hvide Hus. Politikken består bl.a. i: fjernelse af alle blokader fra udvikling af klimakrisen. USA skal bare bruge løs af olien. Skattelettelser til de rige. Sociale nedskæringer. Aggressiv udenrigspolitik, der søger en alliance med verdens værste diktatorer. Nedbrydning af demokratiet – ved stramninger af valglove og ved at fjerne statslige rapporter og viden fra det offentlige rum. Og ikke mindst: en massiv investering i våben gennem store stigninger på USA’s militærbudget.

Denne politik forudsiger Naomi Klein vil føre til krise, fordi den forværrer klimaet, er aggressiv, forøger fattigdommen, nedbryder demokratiet og ødelægger statens funktion.

Som eksempel nævner hun orkanen Katrina, der ødelagde New Orleans i 2005. Den var allerede aftagende, da den ramte byen. Men fordi digerne var blevet dårligt vedligeholdt, trængte vandet alligevel ind.

Chokket over stormen og evakueringen af New Orleans førte til genopbygningen af byen på de mest konservative betingelser – herunder rydningen af mange gamle boligkvarterer og privatiseringen af New Orleans’ skolevæsen. Statens indsats blev gennemført ved private underleverandører, og massevis af penge forsvandt uden at komme folk i New Orleans til gode. Manden, der stod i spidsen for den republikanske tænketank, som planlagde dette, var Mike Pence – den nuværende vicepræsident.

Højredrejning lever af kriser

Et omdrejningspunkt i Naomi Kleins analyse af Trump er, hvordan han og neoliberalismen bruger chok og katastrofer som redskaber for at gennemtvinge deres politik. Man så det i Chile, hvor neoliberalismen blev gennemført i chokket efter Pinochets magtovertagelse i 1973. I Irak efter den amerikanske besættelse i 2003. Og i chokterapien, der blev brugt i det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa i halvfemserne. Katastrofer og chok gør befolkningen svag og desorienteret. Derved bliver det muligt at gennemtvinge en politik, der ellers aldrig vil være flertal for.

Trumps politik fører til flere katastrofer og chok. Disse vil så blive brugt til at gennemføre mere chokpolitik. Derfor er det afgørende for modstanden mod Trump at forstå disse chok – og modarbejde dem.

Naomi Klein mener, at mennesker kan lære af sine erfaringer. De progressive har en stor opgave i at opstille et positivt program, der kan samle modstanden mod Trump i en bred, folkelig koalition.

Naomi Klein: Nej er ikke nok – modstand mod Trump & højrepopulismens chokpolitik. Forlaget Klim

Naomi Klein

Foto: Flickr, Peoples’ Social Forum (CC BY 2.0)

Fra Rød+Grøn: