Offentligt ansattes ytringsfrihed er under voldsomt pres. Det er dokumenteret den ene gang efter den anden.

Igennem flere år har fagbevægelsen og andre kæmpet for at sikre, at offentligt ansattes ytringsfrihed ikke kun var pæne hensigtserklæringer, men rent faktisk kunne bruges. Men i de senere år er det i den offentlige debat og især på Christiansborg blevet indskrænket til kun at handle om whistleblowerordninger.

Det nye er, at det i de seneste år ikke kun går ud over den ansatte, der har brugt sin ytringsfrihed, men også risikerer at gå ud over kollegerne.

Men der er stor forskel. Den almindelige ytringsfrihed indebærer, at offentligt ansatte har ret til at deltage i den offentlige debat, også om deres egen arbejdsplads og udfra deres egen viden. Selvfølgelig ikke så der videregives oplysninger, der er belagt med tavshedspligt og fortrolighed. Men det kan de fleste offentligt ansatte sagtens finde ud af.

Eksempelvis kan skolelærere skrive debatindlæg om konsekvenserne af nedskæringer på skoleområdet uden at videregive oplysninger om konkrete elever.

Ytringspligt

Vi har brug for de offentligt ansattes viden og erfaringer i den offentlige debat, hvis vi skal kunne have en seriøs debat baseret på viden. Ideelt set burde man næsten pålægge de offentligt ansatte en ytringspligt.

En whistleblower er en person, der videregiver konkrete oplysninger, der oftest er fortrolige, om ulovlige eller kritisable forhold. De fleste whistleblowerordninger arbejder med anonymitet til whistlebloweren. Og det er så nogle andre, der skal undersøge de oplysninger, whistlebloweren kommer med og eventuelt bruge dem som grundlag for en undersøgelse af forholdene.

Dette kan føre til en offentlig debat, men det er langtfra sikkert. Whistleblowerordninger kan således føre til vigtige afsløringer af ulovligheder, men de hjælper ofte ikke i forhold til at få debatteret nedskæringer, reformer med videre.

For ti år siden fremsatte S, R, SF og Enhedslisten forslag i Folketinget om, at ytringsfriheden skulle styrkes, blandt andet ved at nedsætte et nævn og ved at indføre omvendt bevisbyrde ved fyringer, ligesom der er for eksempelvis tillidsrepræsentanter. Desværre ville S, R, SF ikke gennemføre forslaget, da de senere fik regeringsmagten.

Rammer kollegaer

Der har altid været konkrete sager, hvor politikere og chefer i det offentlige gik efter ansatte, der offentligt fremsatte kritiske ytringer. Det nye er, at det i de seneste år ikke kun går ud over den ansatte, der har brugt sin ytringsfrihed, men også risikerer at gå ud over kollegerne. Eksempelvis ved at et institut, råd, styrelse, afdeling – eller hvad det nu er – nedlægges, flyttes (eksempelvis til en anden del af landet), eller kraftigt beskæres.

Og en ting er, at man er villig til at risikere sit eget job for at komme med oplysninger og deltage i en offentlig debat, som man finder væsentlig. Noget helt andet er, når man risikerer, at det går ud over ens kolleger og den arbejdsplads, som man netop ønsker at skaffe bedre vilkår.

Det dilemma løser man ikke med whistleblowerordninger. Det kan kun løses ved en stædig kamp for at få mange flere til at bruge deres ytringsfrihed og ved en stærk opbakning til de, der rammes af sanktioner. Herunder offentlig udstilling af de politikere og chefer der iværksætter sanktioner. Som vi eksempelvis har set i kølvandet på sagen om Klimarådet.

Dagbladet Arbejderen

Mandag, 04. februar, 2019, 15:30:36