På søndag går Ukraine til præsidentvalg. 44 kandidater er kommet igennem valgkommissionens nåleøje, inklusive højreekstreme kandidater, mens kommunister og venstrefløjen er udelukket.

Ukraines valgkommission har tilladt 44 kandidater at opstille til præsidentvalget den 31. marts. Selv om fem kandidater har trukket sig i løbet af valgkampen, betegner medierne på forhånd valget som demokratiets triumf.

Valgkom-missionen har afvist Petro Simonenko, formand for KPU, som kandidat.

Blandt kandidaterne er en populær komiker, nogle socialdemokrater og højreekstremister samt en stribe forretningsfolk, heriblandt et par milliardærer.

Da præsidenten, chokoladefabrikant Petro Porosjenko, registrerede sig, manglede der vigtige oplysninger om formue og fast ejendom, alligevel har valgkommissionen givet ham grønt lys. Godkendt blev også den 49-årige Ruslan Koshulynskij som fælleskandidat fra det højrenationale parti Svoboba, C-14 og andre højreekstremister.

Landets venstrefløj har derimod ikke fået lov til at stille op. I 2015 suspenderede en domstol Ukraines Kommunistiske Partis (KPU) valddeltagelse, og partiets anke ligger stadig hos landets forfatningsdomstol.

KPU’s lokaler har flere gange været udsat for hærværk og politirazziaer. Og nu har valgkommissionen afvist Petro Simonenko, formand for KPU, som kandidat, selv om han har afleveret alle nødvendige dokumenter.

Fælles for de tre favoritter er, at de bag sig har formuer og rigmænd.

Årsagen er, at KPU i strid med landets famøse kommunistlov ikke har ændret ideologi, navn og logo. Myndighederne har også syltet registreringen af partiet ”Progressive Socialister”, og den marxistiske gruppe ”Borotba” er blevet stemplet som terrorister.

KPU havde forinden drøftet opstillingen i lokalafdelinger og på en landskonference. En del medlemmer var imod opstilling, fordi det kunne ses som en blåstempling af det forhadte Kijev-styre.

Et flertal støttede dog Simonenkos opstilling for at udnytte en sjælden mulighed til at få adgang til landsdækkende medier og fremlægge partiets visioner om fred og social retfærdighed.

Simonenko betegner i den ukrainske netavis Golos afvisningen af ham som et brud på forfatningen. KPU har nu appelleret beslutningen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og flere vestlige venstrepartier har fordømt afvisningen af ham.

Tre favoritter

Ifølge meningsmålinger er valgets tre favoritter: Vladimir Zelenskij, Julija Timosjenko og den siddende præsident Petro Porosjenko.

De to sidste er gamle kendinge. Den første er en 41-årig standupkomiker, manuskriptforfatter og TV-producent. Han blev populær på grund af programmet ”Kvartal-95”, hvor han længe har lavet parodier over præsidenterne Porosjenko, Janukovitj og Putin.

Fælles for de tre favoritter er, at de bag sig har formuer og rigmænd. Alle tre har været forbi Washington samt haft møder med amerikanske toppolitikere. Senest mødtes Zelenskij med USA’s særlige forhandler i Ukraine-anliggender Kurt Volker og USA’s ambassadør Marie Yovanovitch.

Alle tre favoritter beskylder hinanden enten for direkte at være Ruslands forlængede arm. Eller som Porosjenko har sagt om de to andre, vil ”deres holdning føre til Ukraines sammenbrud, hvilket reelt er, hvad Rusland ønsker”.

Zelenskij taler til fordel for fred, men heller ikke han har reelle planer om at anerkende eller blot at forhandle med oprørsrepublikkerne i Donbass.

Ingen af disse tre står til at kunne forny ukrainsk politik.

Blandt valgets outsidere er forretningsmanden Jurij Bojko fra partiet Oppositionsplatform, der især har opbakning i Østukraine. Han er en af de få kandidater, der ønsker direkte fredsforhandlinger både med Donbass og Rusland.

Alle tre favoritter har været forbi Washington samt haft møder med amerikanske toppolitikere.

Ham betegner Kijev-styret derfor som upatriotisk. Ifølge netavisen gordonua.com nægtede den statslige TV-station Pershij at vise Bojkos valgvideo, fordi den indeholdt hans udsagn: ”Siden sidste valg er præsidentens formue ti-dobblet, mens folkepensionerne er halveret”. Han har klaget over dette indgreb, som han betegner for politisk censur.

Chokoladefabrikanten og magtspillet

Porosjenko var i 2014 blandt de rigmænd, der sponsorerede Majdan-oprøret. Han vandt præsidentvalget i 2014 og blev set som moderat kandidat, der lovede fred og opgør med korruption.

I dag kritiseres han af alle andre – fra venstre til det yderste højre – for løftebrud. Og senest er han  blevet forbundet til en ny korruptionsskandale af sine modstandere.

En gruppe ukrainske journalister fra netstedet bihus.info afslørede for nylig et kriminelt netværk indenfor ukrainsk våbenindustri og militær.

Højtstående embedsfolk i det statsejede selskab Ukroboronprom, der i fem år har stået for køb af russisk militærudstyr, svindlede med priserne og har stukket store beløb i egen lomme.

Blandt dem var personlige venner og forretningsforbindelser til Petro Porosjenko. Præsidenten, der har sendt hæren i krig mod indbyggerne i Donbass, bebrejdes nu for ikke at have rent mel i posen. Han lover dog i valgkampen ifølge netaviserne glavred.info og rbc.ua, at han nu agter at gøre rent bord ved at placere højtstående NATO-repræsentanter i selskabets bestyrelse.

Skandalen har svækket Porosjenkos i forvejen dårlige ry. Som underdanig og loyal tilhænger af USA er han politisk gået mod højre og fører valgkamp under mottoet: ”For hæren, sproget og troen”. Han anvender skarp antirussisk retorik, har fået parlamentet til at opsige venskabsaftalen med Rusland og har fået indskrevet i forfatningen, at Ukraine orienterer sig efter EU- og NATO-medlemskab.

Han kritiseres af sine modstandere for at stå bag stemmeopkøb. Mange mener, at han har forsøgt at score billige points og udnytte det oppiskede had til Rusland ved i vinter bevidst at skabe en provokation i Kertj-strædet ved at sende militærfartøjer ind i det konfliktfyldte område.

Han har direkte blandet sig i striden mellem den ukrainske og russiske ortodokse kirke og stolt fremstillet dette brud som sin personlige fortjeneste. Da patriarkatet i Konstantinopol bekræftede den ukrainske ortodokse kirkes uafhængighed, sagde Porosjenko: ”Dette er lysets sejr over mørket”.

Og endelig er hans talsmænd ifølge netavisen censor.net blevet afsløret i at anvende antisemitisme mod konkurrenten Vladimir Zelenskij.

Penge og magt

Omdrejningspunktet i ukrainsk politik er dog hverken partier, tro eller holdninger, men magt og penge. Igor Kolomojskij er den af Ukraines oligarker, der har mistet mest i løbet af de sidste fem år. Porosjenko har været opsat på at reducere Kolomojskijs rigdom ved at nationalisere Kolomojskijs ”Privatbank”.

Kolomojskij kontrollerer dog stadig vigtige industri- og transportobjekter samt medier. Ifølge ukrainske medier støtter han nu både Julia Timosjenko og Vladimir Zelenskij.

Den markante rigmand Viktor Medvedtjuk, der i forbindelse med Minsk-aftalerne på Kijevs vegne indgik aftaler med Rusland om fangeudvekslinger, er nu knyttet til Oppositionsplatformen og støtter outsider-kandidaten Jurij Bojko.

Foruden penge udgør magtpositioner en vigtig ressource. Den magtfulde indenrigsminister med ansvar for politiet Arsen Avakov indgår sammen med markante politikere – alle med nynazistisk baggrund –  i det liberal-konservative, pro-amerikanske parti ”Folkefront”. Politikerne med nynazistisk baggrund omfatter eksempelvis Andrij Biljetskij, Andrij Parubij og Oleksandr Turtjinov.

Folkefronten sejrede ved sidste parlamentsvalg i Ukraine, men opstiller ikke nogen officiel kandidat ved dette valg.

Netavisen obozrevatel.com og andre ukrainske medier antyder, at Avakov som magtfuld minister har været en grå eminence i de politiske stridigheders kulisser.

Han har samarbejdet tæt med den højreradikale Andrij Biljetskij. Han har en fortid i Azov-regiment, der er berygtet fra borgerkrigen i Donbass . I dag indgår Azov-regimentet i indenrigsministeriets 60.000 mand store Nationalgarde.

Men da Biljetskij oprettede et paramilitært hjælpepoliti, ”Nacdruzhina”, var Avakov officielt imod. Nu markerer det nye korps sig i flere byer med vold i hverdagen. Det har været i slagsmål med Avakovs politi, og valgkommissionen har senest accepteret korpset som officiel observatør ved alle valgsteder.

Dette hjælpepoliti skal altså bidrage til ro og orden. I den situation antages det, at Avakov vil alliere sig med den national-liberale Julia Timosjenko, i håb om at han også fremover kan bevare sin ministerpost, hvis hun vinder.

Vælgerne

Ukraines vælgere er splittet. Det skyldes både landets brogede historie og den massive hjernevask, som er præget af militant chauvinisme, omskrivning af historien og fjendebilleder.

Der kan tales om fire geografiske områder, hvor valgets favoritter hver har sin højborg. I Vestukraine og Centralukraine (Zelenskij, Porosjenko og Timosjenko), i Sydukraine (Zelenskij og Bojko), Østukraine (Bojko og Zelenskij).

Myndighederne har på forhånd frasorteret en stor gruppe vælgere. Således har Ukraines højesteret besluttet, at lukke de fem valgsteder i Rusland, hvor ukrainske borgere tidligere kunne stemme. Netavisen censor.net mener, at det rammer tre millioner ukrainere, der arbejder i Rusland, og som antagelig ville stemme til fordel for genskabelse af samarbejde med Rusland samt fred i Donbass.

Medier og tillidskrise

I en situation præget af russerhad får de fleste vælgere deres daglige information via TV. Myndighederne har forbudt russiske TV-programmer, som ellers er populære blandt millioner af russisktalende ukrainere.

De største stationer ejes af de samme oligarker, der også står bag de førende valgkandidater. Således: 1+1 (ejes af Kolomojskij og Pintjuk), TRK (Akhmetov), Intermedia og NTN (Firtash og Ljovotjkin), Ukraina (Akhmetov), 5. kanal (Porosjenko), Prjamij (Makejenko og Porosjenko).

Vælgere, der ønsker mere alsidig information, bruger sociale medier. Bag TV-stationer med kritiske holdninger som newsone.ua, Nash og 112ukraina.ua står forretningsfolk samt politikere fra partiet Oppositionsplatform.

Disse stationer er udsat for myndighedernes sanktioner, og journalister udsættes for overfald af højreekstremistiske tæskehold.

Styrets forsøg på at samle nationen mod en ydre fjende kan ikke skjule de mange løftebrud. Der hersker en tillidskrise i forhold til præsident, parlament og partierne. Hvor dyb den krise er, vil valgdeltagelsen – selv med forbehold for stemmefusk – vise.

Ved præsidentvalget i 2014 deltog 59 procent af vælgerne, og ved parlamentsvalget samme år deltog kun 52 procent.

Dagbladet Arbejderen