Efter en længere politisk krise lover en ny centrum-højre-regering et ”midlertidigt anti-oligarkisk samarbejde”. Samtidig besluttede Moldovas stærkeste rigmand, oligarken Vlad Plahotniuc, i huj og hast at flygte ud af landet.

---

Moldova, Europas fattigste land, klemt inde mellem Ukraine og Rumænien, gennemgik i starten af juni en hæsblæsende politisk krise.

Vlad Plahotniucs parti PDM har i 10 år været en del af den politiske magt og har siden 2016 stort set haft den absolutte magt i landet.

Efter et sjældent diplomatisk samarbejde mellem Rusland, USA og EU endte den dog overraskende med, at der blev dannet en centrum-højre-regering.

Samtidig slap Moldova – antageligt – af med oligarken Vlad Plahotniuc. Denne forhadte ”direktør for det hele” har siden 2016 stort set kontrolleret Moldovas politiske liv, retssystem og økonomi. I Rusland er han sigtet for hvidvask.

---

Politisk krise

Siden højrepartiernes komplot i 2009 mod de regerende kommunister har Moldova været præget af ustabilitet: Skiftende borgerlige regeringer, korruption, bankskandaler og en omstridt ændring af valgloven.

Det lykkedes ikke for det største parti, det socialdemokratiske parti PS, at danne regering efter parlamentsvalget i februar i år.

Derfor forblev Pavel Filips regering – udpeget af Vlad Plahotniucs højrepopulistiske parti (PDM) – ved magten. PS havde tre måneder til at danne ny regering, men kunne ikke blive enig – hverken med PDM eller med den liberale blok ACUM.

Udgangspunktet for PS var, ifølge netavisen kommersant.ru, at fastholde Moldovas neutrale status, at en ny regering skal forhindre at Moldova indlemmes i Rumænien, at Moldova og udbryderepublikken Transnistrien genforenes i en forbundsstat samt at iværksætte trepartshandelsforhandlinger med Rusland og EU. Men afstanden mellem parterne var for stor.

I starten af juni var tidsfristen for at danne ny regering ved at udløbe. Derfor truede præsident Igor Dodon med at opløse parlamentet og udskrive nyvalg.

Både det EU-orienterede ACUM’s leder, Maia Sandu, og PDM-premierministeren, Pavel Filip, tog til Bruxelles for at få EU’s støtte til at løse problemet. Men skub i udviklingen kom der først, da også Rusland og USA blev inddraget.

Den 3. juni mødtes Ruslands vicepremierminister Dmitrij Kozak, EU-kommissær Johannes Hahn og en embedsmand fra USA’s udenrigsministerium, Brad Freden, med præsident Dodon og flere partiledere i Moldovas hovedstad Chisinau. De anbefalede Dodon, at PS indgik i et samarbejde med ACUM.

Med udsigt til at miste magten, tilbød partiejer og milliardær Vlad Plahotniuc i sidste øjeblik Rusland og præsident Dodon, at PDM, som et kompromis, ville skifte fra en pro-vestlig til en mere russisk-venlig kurs. Han blev dog afvist.

En uges dobbeltmagt

Lørdag den 8. juni mødtes lederne af de to modstanderpartier, PS og ACUM, og indgik overraskende et såkaldt ”midlertidigt anti-oligarkisk samarbejde”.

Derefter udnævnte præsident Dodon den 47-årige Maia Sandu til ny premierminister, og SP fik posten som parlamentsformand.

For at imødekomme ACUM accepterede Dodon, at de liberale fik syv pladser i den nye regering, mens hans eget parti, PS, nøjedes med posterne som forsvarsminister og integrationsminister.

Vlad Plahotniuc var chokeret. Hans parti, PDM, har i 10 år været en del af den politiske magt og har siden 2016 stort set haft den absolutte magt i landet.

Han opfordrede nu sine tæskehold og andre tilhængere til at etablere en fysisk blokade af parlamentsbygningen. PDM’s busser begyndte fra partiets højborge i provinsen at bringe støtter til en protestdemonstration mod præsident Dodon.

Samtidig gik Plahotniuc til Moldovas forfatningsdomstol. Her lykkedes det ham – som han i det seneste år har gjort fem gange – at få præsident Dodon afsat midlertidigt.

Vlad Plahotniucm, den forhadte ”direktør for det hele”, har siden 2016 stort set kontrolleret Moldovas politiske liv, retssystem og økonomi.

Forfatningsdomstolen udpegede nu Pavel Filip, den fungerende premierminister, til midlertidig præsident. Som første skridt opløste han det legitime parlament og udskrev nyvalg. Samtidig annullerede forfatningsdomstolen Dodons udnævnelse af ny premierminister og parlamentsformand.

Moldova havde nu to præsidenter og to regeringer. Alle andre end Plahotniuc og hans PDM indså, at opløsningen af parlamentet var i strid med forfatningen. Og præsident Dodon betegnede forfatningsdomstolens beslutning som “magttilraning”.

EU, Rusland og USA

Dodon tog kontakt til Rusland, USA og EU. Fem EU-lande, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Sverige og Polen, udtalte, ifølge netavisen point.md, støtte til præsident Dodon og det legitime parlament.

Modsat EU undlod USA’s ambassadør i Moldova, Derek Hogan, i et par dage at udtale sig om USA’s holdning til dobbeltmagten. Ganske forudsigeligt gjorde Ukraine, Moldovas nabo, det samme. Dette gav i en stund Plahotniuc håb om USA’s opbakning.

Mandag den 10. juni holdt de to regeringer møder i to forskellige bygninger, imens PDM’s fysiske blokade af parlamentet fortsatte. Filips regering fandt det nødvendigt i denne situation at gøre sine hoser grønne hos USA og lovede, at Moldova vil flytte sin ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem.

Maia Sandus koalitionsregering vedtog en programerklæring med titlen, ”Den erobrede stat”. Den fastslog: ”Flere centrale statsorganer har i lang tid direkte betjent landets oligarker”.

Moldovas sikkerhedstjeneste, statsadvokatur, den nationale valgkommission og forfatningsdomstolen blev nævnt som værende ”erobret”, og der blev udtrykt et mistillidsvotum til disse. Det hed i erklæringen, at disse strukturer havde ”brudt retsstatens rammer”.

Den nye regering formulerede desuden en lovændring om højesteret samt et udkast til ny valglov, der skal erstatte den omdiskuterede lov fra 2017, der har svækket det proportionelle system med forholdstalsvalg.

Tirsdag den 11. bad Europarådets generalsekretær, Thorbjørn Jagland, den rådgivende Venedig-kommission om at vurdere forfatningsdomstolens beslutninger. Venedig-kommissionen har længe med bekymring overvåget situationen i Moldova. Fredag 21. juni erklærede kommissionen entydigt, at forfatningsdomstolen havde krænket Moldovas forfatning.

ACUM og PS, ikke meget tilfælles ud over at betragte Plahotniuc som fælles modstander.

På krisens sjette dag, den 14. juni, opsøgte USA’s Moldova-ambassadør, Derek Hogan, PDM’s hovedkvarter. Efter en kort snak med Vlad Plahotniuc, erklærede PDM sig villig til at gå i opposition. Straks derefter blev den fysiske blokade af parlamentsbygningen ophævet… Og Plahotniuc forsvandt.

Oligark forsvandt

Efterfølgende forlød det, at Plahotniuc enten havde været ombord på et af de seks privatfly, der samme aften fløj ud af Moldova, eller at han i bil var flygtet til Ukraine. To dage efter skrev han på Facebook, at han nu var forenet med sin familie i udlandet, men at han snart ville vende tilbage til Moldova. Angiveligt var også andre kendte politikere og forretningsfolk med blakket ry ombord på et af disse fly.

Da blokaden og dobbeltmagten var ophævet, fik Sandus regering lørdag den 15. juni adgang til regeringskontorerne.

Det blev besluttet at ændre den upopulære valglov, som Plahotniuc havde fået vedtaget i 2017, for igen at genindføre det oprindelige system med forholdstalsvalg. Forinden havde Maia Sandus regering ifølge netsiden omg.md desuden kaldt Moldovas PDM-udnævnte ambassadør i USA hjem.

Man skulle dog helt frem til søndag den 16. juni, før forfatningsdomstolen indrømmede, at de har fejlfortolket forfatningens artikel 85 om at opløse parlamentet. Ifølge dommerne havde de ”i weekenden været udsat for politisk pres”.

De annullerede alle de famøse beslutninger, som de havde truffet under den politiske krise. Den almene tillid til dem var hermed på nulpunktet, og Sandu opfordrede dommerne til at træde tilbage. Dette gjorde formanden for forfatningsdomstolen torsdag den 20. juni.

Så langt så godt.

En ustabil koalition

Der er dog to grunde til, at Moldovas systemkrise næppe er løst.

Dels kan Plahotniuc med sit ”imperium” i det politiske system og i retsvæsenet ikke helt afskrives endnu. De ændringer, der er sket, er, ifølge netavisen newsmaker.md, ”kun toppen af isbjerget”. Rigmanden vil stadig kunne blande sig.

Og dels har de to nye regeringspartnere, ACUM og PS, ikke meget tilfælles ud over at betragte Plahotniuc som fælles modstander.

PS-partiet, der betegnes som prorussisk, går ind for samarbejde med øst og vest, mens ACUM er varm tilhænger af EU og NATO samt stor ven af USA. Endelig er det hjerteblod for ACUM, at Moldova bliver indlemmet i Rumænien.

En kommende artikel om situationen i Moldova, ”En erobret stat”, beskriver Plahotniucs ”imperium”, hvad der lå bag Moldovas politiske krise, og hvad man kan forvente af Maia Sandus nye regering.