Enhedslisten diskuterer delprogram om globalisering. Der er to forslag, som årsmødet 5.-6. oktober skal tage stilling til. Det ligner en af venstrefløjens utallige og uendelige diskussioner om et stykke papir. Men der er i virkeligheden tale om en intellektuel kraftanstrengelse, hvor partiet forsøger at forstå forandringerne i den globale virkelighed og indstille partiet på global klassekamp i det 21. århundrede.

Af Mikael Hertoft

Enhedslistens Hovedbestyrelse (HB) har lavet et forslag til et globaliseringsprogram efter to års arbejde. Mikkel Warming m.fl. har skrevet et alternativt forslag, og en række kammerater har skrevet en stribe ændringsforslag. Men på mange måder er der en grundlæggende fælles forståelse og delvis samme tekst i de to forslag. Det sidste er ikke så underligt – for skribenterne bag det alternative forslag var med i HB’s skrivegruppe det meste af tiden, de valgte først at trække sig i sidste øjeblik for at udarbejde deres eget forslag.

Så hvis målet er, at vi skal have en fælles forståelse af situationen globalt – så er vi alligevel kommet et godt stykke vej. Vi er enige om, at verden er mere global end nogensinde. At en stribe problemer er globale – og må løses globalt.

Derfor må vi forstå politik globalt: Det er faktisk blevet meget svært at lave progressiv politik inden for Danmarks rammer. Men Danmark og andre lande kan – håber vi – gå foran med forandringer. Vores fjende i dag er ikke bare en national kapitalistklasse, men internationale kapitalstrukturer.

Der er enighed om årsagen: Kapitalismen. Kernen i det system er et system for profit, for alle aktører – også de store kapitalister – er bundet til et ræs for profitmaksimering og konkurrence.

Men uenighederne?

Der er imidlertid også store forskelle på de to programforslag. Der er nogle centrale globale problemer, som slet ikke er omtalt i det alternative forslag, men som HB bruger en hel del plads på: Krig og fred, autoritære regeringer og trusler mod demokratiet, og international solidaritet som bærende princip.

Ikke et ord om krig og fred?

HB skriver i sit forslag en hel del om risikoen for krig og om kampen for fred. Det alternative forslag siger ingenting om dette, og det synes jeg er pinligt.

I indledningen til begge forslag er der ganske vist nogle fælles ord om ”oprustning og krig”. Men derefter er der intet i det alternative forslag om det tema. Forslaget er kemisk renset for at nævne de krige, som er i gang. Der er intet om oprustningen, ingenting om NATO, ikke et ord om atomvåben. Mest mærkeligt i et forslag, der siger, det fokuserer på økonomi: Der står ingenting om våbenindustrien og den rolle, den spiller i kapitalistiske lande som fx USA – hverken i økonomien, eller om den magt den har over de politiske beslutninger.

Det går selvfølgelig ikke. Da Internationalt Udvalg kommenterede diskussionen om globalisering sidste sommer, lagde udvalget vægt på, at netop spørgsmålet om krig og fred skal indgå.

Når man skriver om den globale økonomi – så er krig og fred tæt forbundet med den: En stor del af den globale økonomi er drevet af oprustningen – det militær-industrielle kompleks. Oveni bliver de økonomiske modsætninger, som er centrale i kapitalismen, til politiske modsætninger og krig.

Hvad med migration?

Migration er en central konsekvens af globaliseringen – både for dem der skifter land, og for de lande som migranterne forlader eller kommer til. Derfor bruger HB en hel del plads, både på at beskrive migrationen og på, hvilken politik et venstreorienteret parti skal føre.

HBs udgangspunkt er en forståelse af modsætningerne:

Når der skal laves regler angående arbejdskraftens bevægelighed, ønsker Enhedslisten at balancere to hensyn. På den ene side ønsker vi, at mennesker skal have størst mulig frihed til at rejse til andre lande og arbejde, hvis de ønsker det. På den anden side ønsker vi ikke, at arbejdsgiverne bruger adgangen til import af arbejdsvilkår til at trykke løn- og arbejdsvilkår nedad.

Arbejderklassen har ikke altid sammenfaldende interesser. Der er modsætninger inden for arbejderklassen. Men de kan overvindes gennem organisation, solidaritet og et program, der forener. Det sidste er et socialistisk partis opgave at levere – og her har HB et godt bud, som mangler i det alternative forslag.Afsnittet om migration er resultatet af et langt arbejde. Ved HB-mødet i januar 2019 var der ikke helt tilfredshed med det afsnit om migration, så der blev nedsat en særlig skrivegruppe bestående af Anders Olesen, Astrid Vang, Line Barfod, Maja Albrechtsen og Per Clausen. De formulerede derefter i løbet af en god måned et forslag, som samlede bredt i HB, bortset fra nogle A- og B-afsnit, hvor forskellene ikke er så store.

Afsnittet har titlen ”Gode vilkår for indvandrede arbejdere” og opstiller et program for samarbejde om og forsvar af ordentlige arbejdsvilkår for alle.

Det alternative forslag har et kort afsnit om migration, som munder ud i konklusionen: ”Enhedslisten går ikke ind for fri import af arbejdskraft til Danmark”. Derefter opstiller man meget stærke krav til, hvornår man må arbejde i landet. ”For at kunne arbejde i Danmark, skal man have arbejds- og opholds-tilladelse, som baserer sig på en arbejdskontrakt, der viser, at arbejdet foregår på sædvanlige løn- og arbejdsvilkår”. Det lyder jo smukt, umiddelbart. Men det betyder, at en arbejder, som bliver fyret og dermed mister sin kontrakt, også vil miste sin arbejds-  og opholdstilladelse. Dvs. at indvandrede arbejdere skal leve i en evig angst for at blive fyret. Dermed vil arbejdsgiverne få langt mere magt over dem.

Kort sagt vælger HB at række en hånd ud i solidaritetens navn, mens det alternative forslag går ind for en mere restriktiv udlændingepolitik.

Højrebølgen og autoritære regeringer

HB bruger en del plads på at skrive om udviklingen af autoritære regeringer og højrenationale politiske strømninger: Det mener jeg er en afgørende styrke.

Med koncentrationen af kapitalen – og fordi kapitalismens krav i stigende grad kommer i modstrid med almindelige menneskers behov og liv – så er kapitalismen nødt til at blive mere og mere autoritær og at udhule demokratiet stadig mere. Det er sket med neoliberalismen, som har taget flere og flere funktioner ud af staterne og frataget parlamenter og kommunale strukturer flere og flere muligheder for at beslutte. Det sker også med udviklingen af autoritære regeringer, som i dag regerer mere end halvdelen af jordens befolkning: Kina, Rusland, USA, Saudi-Arabien, Brasilien og mange flere. Og det sker med udviklingen af højrenationale strømninger, som allerede har taget magten i Ungarn og spiller en stor rolle i global politik.

Vi kan ikke nøjes med at skrive om den globale økonomi. Vi er nødt til at skrive om de konsekvenser, udviklingen af kapitalismen får på andre områder. Globaliseringens motor er økonomien og kapitalistklassens stræben efter profit. Det er vi enige om. Men konsekvenserne er vidtrækkende inden for andre områder. Begge forslag skriver da også en hel masse mere om klima, migration mm. Men HB medtager altså krig og fred og udviklingen af reaktionære kræfter på globalt plan.

Et forpligtende internationalt samarbejde?

Det alternative forslag har en klar vision om, at der skal laves et forpligtende internationalt samarbejde:

For at sikre retfærdige handelsvilkår, finansiel stabilitet, globale minimumsstandarder for løn- og arbejdsforhold m.m. skal der være institutioner, der kan gennemføre og overvåge de nye globale rammer, og som sanktionerer overtrædelser. Med udgangspunkt i FN og i samarbejde med globale fagforeninger og sociale bevægelser arbejder Enhedslisten derfor for, at der etableres nye forpligtende og demokratiske, globale institutioner.

Problemet ved denne vision er, at den er ekstremt langt fra virkeligheden i form af de internationale organisationer, der i dag eksisterer.

Hvis vi nu starter med FN, så bliver organisationen gjort til udgangspunktet for visionen. Derfor er det meget underligt, at der ikke står et ord mere om FN i det alternative forslag. Forslaget forholder sig slet ikke til, hvordan FN faktisk fungerer – og man rejser ikke nogle krav til, hvordan FN kan blive ’demokratisk’. Derved kommer visionen til at hænge i luften

I modsætning til det skriver HB i sit forslag faktisk en hel del om FN. HB kritiserer, at FN ikke fungerer demokratisk i dag: Efter at have konstateret, at FN er nødvendig, skriver HB:

FN er imidlertid ikke et folkenes verdensparlament, men et samarbejde mellem regeringer. Enhedslisten arbejder for styrkelse og reform af FN-systemet, herunder afskaffelse af vetoretten i sikkerhedsrådet, så FN bliver bedre i stand til at løse de store problemer, vi står overfor.

HB har også fundet plads til at skrive om FN’s verdensmål – og med et ændringsforslag fra Mads Barbesgaard m.fl. som HB anbefaler, er formuleringerne blevet skærpet.

FN’s struktur er ikke demokratisk. I FN bliver de centrale beslutninger taget i sikkerhedsrådet. Her sidder 5 stormagter med vetoret: USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig. Derfor gør FN fx absolut intet effektivt i forhold til Yemen-krigen: Tre af de fem stormagter i sikkerhedsrådet er nemlig aktivt involveret i krigen i Yemen som leverandører af våben, service, spionage m.m. til fordel for Saudi-Arabien: USA puster aktivt til ilden for at få igangsat en krig mod Iran. En reform af FN er altså helt afgørende, hvis organisationen skal bevæge sig i demokratisk retning. Men reformeringen bliver selvfølgelig svær, fordi de fem stormagter har vetoret og vil nedlægge veto mod demokratiseringen.

Når nu det alternative forslag vil gøre FN til hovedstrukturen, der skal udvikle sig for at redde verden, hvorfor skriver de så ikke noget om, hvordan det skal ske?

Jeg vil lade Tobias Clausen – som er en af medforfatterne til mange ændringsforslag til begge dokumenter sammen med Mads Barbesgaard m.fl. – få ordet med en kritik af visionen:

»Man kan godt ønske sig en utopisk fremtid, hvor der findes sådanne globale institutioner, men jeg mener, det er og bliver en utopi. Samtidig mener jeg ikke, at et sådant scenarie tager højde for spørgsmålet om demokrati. For hvordan skal sådanne institutioner være demokratisk forankret? Og hvordan sikrer man, at det ikke vil føre til en øget centralisering af magt? Hvordan adskiller sådanne institutioner sig fra det EU, vi kender i dag?«

Her rammer Tobias hovedet på sømmet med et rigtigt godt spørgsmål. For det er jo en kendt sag, at Mikkel Warming – en af forslagsstillerne til det alternative forslag – er en af de mest ivrige EU-tilhængere i Enhedslisten. Man kan frygte, at hvis han får vedtaget sin vision, så vil den blive brugt som murbrækker for at nedbryde Enhedslistens EU-kritik med henvisning til, at der jo er brug for forpligtende internationalt samarbejde.

En detalje, som kan gøre én noget skeptisk over for forpligtende samarbejde, er – at det allerede i dag er nemt for de store lande at forpligte de små. Omvendt er det meget svært eller direkte umuligt for små lande at forpligte de store til noget.

Det er snublende nært at svare ja til et forpligtende internationalt samarbejde, fordi vi står over for globale problemer – allermest opvarmningen af kloden. Klimakonferencerne har ført til globale mål om at begrænse CO₂ udslippet. Men de fleste lande sætter ikke ord bag handling. Det er et problem. Men det kan ikke løses fra oven. Det må løses gennem politisk kamp i de enkelte lande, international solidaritet og en international klimabevægelse.

Den centrale vision om et stærkere internationalt samarbejde – det skal være demokratisk, står der i forslaget. Men det internationale samarbejde, der nu finder sted, er meget lidt demokratisk og er generelt til fordel for de rige og herskende i det globale samfund. Det virker også meget lidt virkelighedsnært, når det alternative programforslag ikke skriver om det angreb på demokratiet, der finder sted globalt.

HB har mere konkret politik

Det bredere fokus i HBs analyse fører også til flere konkrete forslag til politik end i det alternative forslag:

HB’s forslag slår international solidaritet fast som et afgørende princip. Det er vigtigt, fordi det er vejen frem til internationalt samarbejde. Derfor skriver vi ind i programmet, at vi støtter en række kampe for national selvstændighed – og at vi ”støtter menneskers ret til at bruge deres eget sprog i forhold til offentlige myndigheder og retssystemer og ret til vidtgående regionalt og lokalt styre for nationale mindretal.” Der er ikke noget afsnit om international solidaritet i det alternative forslag.

HB skriver også som en del af den internationale solidaritet, at Enhedslisten støtter, at Grønland og Færøerne selv bestemmer – om de skal være en del af rigsfællesskabet; og at vi også fremover prioriterer et dansk samarbejde med de lande … og Enhedslisten med venstrefløjen i Grønland og Færøerne. Der står ikke noget om Færøerne og Grønland i det alternative forslag.

HB er også mere opmærksomme på den globale kamp mellem patriarkat og kvindefrigørelse, og at kvinderettigheder, såsom retten til abort er under pres.

HB skriver om u-landsbistanden. Dels skal den sættes i vejret, og dels er Enhedslisten imod tendensen til, at u-landsbistand bliver brugt som erhvervsstøtte til danske virksomheder. HB ønsker, at pengene bliver brugt til ”målrettet opbygning af bevægelser og civilsamfund i modtagerlandene”. Hovedformålet skal være at bekæmpe fattigdom, styrke lokalbefolkningsgrupper, demokrati, miljø m.m. Et særligt fokuspunkt er støtte til ulandes opbygning af solide skattesystemer. Der er ikke noget om ulandsbistand i det alternative forslag.

HB foreslår et grænseoverskridende kædeansvar, således at virksomheder i Danmark kan stilles til ansvar for, hvad deres underleverandører i andre lande foretager sig. Begge forslag er mod reaktionære handelsaftaler, der skader mennesker eller miljø. HB noterer også, at vi er imod militære interventioner, der gør det samme.

HB har et langt afsnit om ”Ret til asyl”, hvoraf nogle enkelte formuleringer har både en A- og B-version. Jeg vil gerne slå et slag for B-versionen: ”Flygtninge der får asyl skal have ret til permanent ophold, så man ikke risikerer senere at blive deporteret”. Hvis et menneske har været igennem krigens rædsler i Syrien eller tortur i Irans fængsler … så har det menneske brug for at begynde på en frisk, at vide, at det er i et land, hvor det kan blive. Det er menneskelig fornuftigt. Er vi ikke humanister?

Er flygtningeproblemet globalt? Ja. Er det på grund af kapitalismen? Ja. Er det så ikke nødvendigt at skrive om det i globaliseringsprogrammet? Jo.

Som følge af, at HB vælger at betragte krig, fred og oprustning som globale problemer, har HB også et helt lille fredspolitisk program, der indeholder:

• Udmeldelse af NATO
• Aktiv nedrustning, bl.a. i Østersøområdet
• En verden uden atomvåben
• Stop produktion og eksport af våben
• Nedlæggelse af militæret, som skal erstattes af en mindre organisation, der kan stå for bidrag til fredsbevarende FN-indsatser.

Fælles i de to forslag er, at Danmark er nødt til at beskytte sig lokalt mod effekter af globaliseringen – herunder diktater fra EU. Vi ønsker, at Danmark går forrest, og det gør vi ved at gøre oprør mod EU-diktater.

Et andet fælles princip er, at Enhedslisten går ind for ”Det lokale princip” for produktionen dvs. – at man skal producere de vigtigste produkter – tøj, mad osv. – så tæt på brugerne som muligt. Det gør samfundet robust mod kriser, minimerer transporten og giver lokale arbejdspladser.

Endelig er begge programforslag optaget af, hvordan vi skal kæmpe mod skattely og mod handelsaftaler som TTIP. Det sidste er blevet klart bedre med ændringsforslagene fra Mads Barbesgaard m.fl.

Konklusion: HB’s forslag For en grøn jord med fred og plads til alle er det bedst gennemarbejdede forsøg på at forstå den globale udvikling. HBs forslag bringer Enhedslisten en tand længere ind i det 21. århundrede, end det alternative forslag ville gøre det.

Mikael Hertoft er medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse (HB). Medforfatter til HB’s forslag til globaliseringsprogram.

Netmediet Solidaritet