Årsagen er EU

Tirsdag, 24. oktober, 2017, 07:08:45

Post-dumping

Danske skatteydere skal nu betale 1,7 milliarder kroner for, at PostNord kan fyre 4000 ansatte. Til gengæld lover finansminister Kristian Jensen, at serviceniveauet ikke bliver forringet af den grund: Der vil stadig ikke gå mere end fem dage, før et brev når frem til modtageren…

Det er ikke digitaliseringens skyld, at du må vente længe på dit brev, og at PostNord ligger i toppen på listen over tjenester, danskerne er utilfredse med. Årsagen hedder EU.

De fastansatte, herunder tidligere tjenestemænd, skal ud af vagten, fordi digitaliseringen har ført til en kraftig nedgang i brevforsendelserne og dermed PostNords indtjeningsgrundlag. Sådan lyder begrundelsen, kort fortalt.

Men det er ikke digitaliseringens skyld, at du må vente længe på dit brev, og at PostNord ligger i toppen på listen over tjenester, danskerne er utilfredse med.

Årsagen hedder EU.

Den  nye PostNord-aftale er blot sidste skridt i en “gradvis og kontrolleret liberalisering” af posttjenesterne i EU. Der skal være “fri konkurrence” på postmarkedet, fordi det vil sikre den billigste og bedste postbetjening, lyder begrundelsen fra EU.

Men EU-liberaliseringen har ikke ført til fri konkurrence på postmarkedet. Tværtimod.

PostNord har som den eneste virksomhed en såkaldt befordringspligt, det vil sige en pligt til at bringe pakker og breve ud i hele landet, til samme pris i såvel tyndt befolkede områder som i storbyerne.

Samme pligt har private virksomheder ikke. De kan med EU-direktivet i hånden vælge de mest lukrative områder, de store byer, som deres kundegrundlag. Dermed kan de underbyde PostNords takster, der er baseret på de samlede udgifter for hele landet.

En del af de private virksomheder benytter sig også af underbetalt, ofte østeuropæisk, arbejdskraft – hvad der har fået PostNord til at gøre det samme.

Så ikke blot er postservicen blevet ringere i takt med “liberaliseringen” – det samme er de ansattes løn og arbejdsvilkår, både i PostNord og i de private postvirksomheder. Det er konsekvensen af dette EU-støttede opgave-tyveri af offentlig service. Og det er endnu en grund til at få smidt EU ud af Danmark

Dagbladet Arbejderen 24.10.2017, web fho