Bedre sent end aldrig.

Nu får de ældre besked, bedre sent end aldrig.

Det er åbenbart den livsfilosofi, som politikerne i Frederikshavn Kommune bruger som rettesnor, efter det står klart, at en række borgere nu endelig får et brev med information om ændringer i hjemmehjælpen.

Ordlyden i brevet er vedtaget af et enigt socialudvalg.

“På baggrund af den seneste tids omtale vedrørende hjemmeplejen og de omstillinger, der er foretaget i forbindelse med budgettet for 2015 i Frederikshavn Kommune, får du som modtager af personlig pleje denne information.”

Sådan begynder brevet fra Frederikshavn Kommune, som ganske enkelt vil fortælle de relevante borgere, at hjemmehjælperne har fået besked på at udføre deres arbejde i et højere tempo.

Nå det samme på kortere tid

Kommunen skal spare, og hjemmehjælperne skal nå det samme – bare på kortere tid.

Budskabet er dog formuleret lidt anderledes i brevet, hvor det blandt andet fremgår, at “du kan opleve, at din hjemmehjælper har ændret praksis i udførelsen af den hjælp, som du modtager.”

Men uanset hvordan ordene er formuleret, er der tale om en væsentlig ændring i den måde, hjemmehjælperne udfører deres arbejde på.

Selv om socialudvalget rent faktisk vedtog denne besparelse tilbage i juni 2014, er det altså først nu, at informationen når frem.

NORDJYSKE har tidligere beskrevet den kritik, som borgere og enkelte politikere har fremført i forbindelse med den manglende information.

Og til sidst måtte formanden for socialudvalget, Jørgen Tousgaard (S), beklage den måde, sagen er tacklet på.

Sagen i byrådet

På et byrådsmøde sidst i november slog Jørgen Tousgaard således fast:

– I bagklogskabens lys burde vi have sendt et brev om, hvad vi politisk har besluttet. Det er mit ansvar, og jeg beklager meget, sagde Jørgen Tousgaard dengang.

En af de hårdeste kritikere af kommunens håndtering af sagen er byrådsmedlem Ida Skov (EL), og det var Enhedslisten, der sørgede for, at ændringerne i hjemmeplejen kom i byrådet:

– Jeg synes, indholdet i informationsbrevet er skuffende. Brevet oplyser godt nok, at Frederikshavn Kommune har skåret i tiden til personlig pleje. Men den enkelte modtager af hjemmehjælp er stadig lige uvidende om hvor meget tid, der egentlig er skåret, siger Ida Skov, der mener, at ordlyden i brevet blot øger usikkerheden hos brugerne af hjemmehjælp.

Ikke enig

– Den oplysning, brugerne har behov for er, om deres hjemmehjælp er blevet beskåret og hvor meget, den er beskåret, siger Ida Skov.

Formanden for socialudvalget, Jørgen Tousgaard (S), er ikke enig i, at brevet burde have været formuleret anderledes.

Et krav til hjemmehjælperne

– Der er jo ikke skåret i nogens hjemmehjælp. Der er tale om, at hjemmehjælperne skal løbe stærkere. Jeg kan godt forstå, hvis nogen føler, at de får mindre hjemmehjælp. Men det er et krav til leverandørerne, at de skal levere den samme ydelse på kortere tid, siger Jørgen Tousgaard, der understreger, at sammenlignet med Aalborg, Hjørring og Brønderslev kommuner, så er hjemmeplejen i Frederikshavn kommune den, der bruger mest tid hos borgerne.

Ida Skov mener dog, at der er tale om ordkløveri, og at brugerne af hjemmehjælp – uanset hvad – har krav på ordentlig information.

– Var det ikke Birgit Hansen (borgmester (S), red) som sagde, at det var vigtigt at kalde en spade for spade? Brugerne er da nødt til at få at vide, hvor lang tid hjemmehjælpere skal være i ens hjem. Og når man ved, at hjemmehjælperne i forvejen arbejder hurtigt, så synes jeg, det er umenneskeligt, at de skal nå det samme arbejde som før – bare på kortere tid, siger Ida Skov.

AF LARS HOFMEISTER Nordjydske

21 januar 2015 – kl. 19:25 – af Flemming Hardy Olsen (WebAnsvarlig)