Bevar skolerne

Borgermødet i Raabjerghallen samlede omkring 600 mennesker.

– Involver de lokale i de ting, der skal gøres, og de visioner, der er. Der er nogle embedsmænd, der skal i arbejdstøjet. Og så skal der planlægges 10 eller 20 år ud i fremtiden. (opfordring fra en forælder)

 

Tre byrådsmedlemmer vil kæmpe for Ålbæk Skole

 

De tre byrådsmedlemmer, som mandag aften deltog i et særdeles velbesøgt borgermøde i Ålbæk, gjorde det klart, at de vil kæmpe for at bevare Ålbæk Skole fra 0.-9. klasse.

Det skriver formanden for skolebestyrelsen, Tina Himmelstrup, i en pressemeddelelse. Omkring 600 borgere i alle aldersgrupper var mødt frem for at udtrykke deres store bekymring over for en mulig skolelukning. 

Hele Byrådet var inviteret med til mødet, men kun Ida Skov fra Enhedslisten og Flemming Rasmussen fra Dansk Folkeparti – begge medlemmer af Børne- og Ungdomsudvalget – samt Peter E. Nielsen fra Konservative mødte op.

 

 Ida Skov udtaler:

– Enhedslisten mener, at alle har ret til en skole inden for en rimelig afstand. Man skal kunne cykle i skole og få passet de mindre børn i lokalområdet.

Flemming Rasmussen (DF) vil også kæmpe sammen med Ålbæk-borgerne for at bevare Ålbæk Børnehave og Ålbæk Skole som en fuld folkeskole med klasser op til og med 9. klasse:

– Der er ikke plads i Skagen til Ålbæks elever, så det er ikke engang muligt at flytte eleverne dertil. Skal alle børnene så ind på Strandby skole? Det er heller ikke muligt. Vi kan ikke undvære skolerne i de små landsbyer. De er livsgrundlaget for, at man kan bevare en god landsby. Ålbæk er den eneste by, der holder et stabilt børnetal de næste syv år. Det er der ingen andre byer, der kan vise. Det vil vi slå hårdt på i de fremtidige forhandlinger, udtaler Flemming Rasmussen.

Peter E. Nielsen tvivler på, at man kan spare penge ved at fjerne overbygningen, som det er blevet foreslået for nylig.

– De penge man vil spare, skal man bare bruge på at transportere eleverne til de andre byer. Og skal der slet ikke være en skole på en strækning på 40 km langs kysten? Skulle det være sådan, at vi kommer til at mangle en liniefagslærer på Ålbæk Skole, er det altså nemmere at flytte en lærer til Ålbæk end at flytte 60 elever. Hvorfor er det altid de bløde områder, der skal spare?, lød det fra Peter E. Nielsen.

De mange fremmødte forældre udtrykte blandt andet bekymring over, hvordan forældrene skal kunne få transporteret børnene til skole, når forældrene, som i nogle tilfælde, skal møde kl. 5 og kl. 7 om morgenen:

– Der kommer ikke nogen fritidsordning, hvis skolen lukker. Hvordan skal vi så få børnene sendt af sted om morgenen?, spurgte en mor til børn på Ålbæk Skole.

En anden forælder udtalte:

– Hvorfor mener man ikke, at vores unge mennesker bliver udviklet i et trygt og godt nærmiljø i Ålbæk? De skal spredes ud på forskellige skoler og sidde i skolebussen og spekulere over, hvordan de skal komme i kontakt med vennerne hjemme i Ålbæk, når de kommer hjem og også skal lave lektier og i seng.

Skolebestyrelsesformand Tina Himmelstrup indledte borgermødet med at fortælle om konsekvenserne af en lukning af Ålbæk Skole:

– Det vil betyde, at eleverne vil få 9-9,5 times arbejdsdag, inkl. transporttid. Hvor mange børn har derefter tid til fritidsaktiviteter? Får de tid til at lege med venner og være sammen med familien? Og hvordan kan vi få tilflyttere til byen uden en skole? Uden skole ingen foreningsliv og ingen handelsliv. Turen fra Frederikshavn til Skagen kommer til at bestå af lukkede byer. Hvorfor vælger man dog at lukke en skole i fremdrift og udvikling?

På mødet blev der ligeledes rejst en pointe om, hvor troværdigt det er, at nordjyder gerne vil have folketingspolitikerne til at tage hensyn til ”udkantsdanmark”:

– Vi vil miste troværdighed i denne debat, hvis vi ikke selv tager det samme hensyn inden for Frederikshavn Kommune, mente en forundret borger.

Både fremmødte borgere og politikere mener, at behandlingen af Frederikshavn Kommunes forslag om ny struktur og skolelukninger går alt for hurtigt, samt at det er vigtigt at få tænkt sig rigtigt godt om og få undersøgt alle løsningsforslag.

– Jeg er dybt frustreret over endnu engang at opleve en situation, hvor en hovsa-løsning skal gennemføres på så kort tid, og tingene ikke er gennemarbejdede. Frederikshavn Kommune: Tænk ud af boksen! Gør noget ved det på en anden måde end den sædvanlige, sagde en af de mange fremmødte borgere.

Også Flemming Rasmussen opfordrer til, at man ikke gentager tidligere fejltagelser med skolelukninger i Frederikshavn Kommune:

– Lukningen af Hedeboskolen i Skagen er skrækscenariet i kommunen, hvor en helt ny idrætshal står og forfalder. Det er der ingen udsigter eller fornuft i. Omkring kvaliteten er det op til os som politikere at fortælle dette til forvaltningen. Så opfordringen skal være “keep it up”.

Konklusionen på mødet var ifølge Tina Himmelstrup, at borgerne ønsker mere tid til, at politikerne kan tænke sig ordentligt om og finde en bæredygtig løsning på de økonomiske udfordringer, hvor Ålbæk Skole kan bevares fra 0- til 9. klasse. De tre politikere lovede hver især at forsøge at få behandlingen af sagen i Børne- og Ungdomsudvalget standset, således at sagen kan bringes ind i Byrådet.

Flemming Rasmussen siger:

– Jeg er slet ikke i tvivl om, at sagen skal i Byrådet. Selvfølgelig skal den det. Så kommer de til at redegøre for, hvordan landet ligger.

Margrete Vejby fra Borgerforeningen i Ålbæk afrundede mødet med et håb om, at politikerne er blevet lidt klogere og har noget at tage med hjem:

– Det er os, der kender lokalsamfundene, og embedsmændene har fået for meget magt. Men jeg har også en opfordring til specielt de unge, der er her. Kan I ikke gå hjem og lave nogle flere børn? Så ville vi alle få noget mere at lave, lød opfordringen fra Margrethe Vejby.

Maja Søndergaard, der er tilflytter i Ålbæk, har selv oplevet det gode sammenhold i byen:

– I har fremlagt alle argumenterne fantastisk godt. Jeg har aldrig før følt mig så godt modtaget i en by.

En opfordring fra forælder Mads Hardahl-Haugaard til politikerne er:

– Involver de lokale i de ting, der skal gøres, og de visioner, der er. Der er nogle embedsmænd, der skal i arbejdstøjet. Og så skal der planlægges 10 eller 20 år ud i fremtiden.

Ålbækkernes næste skridt er en demonstration forud for Børne- og Ungdomsudvalgets møde onsdag 14. maj kl. 11.45 foran Frederikshavn Rådhus.

 Gengivet fra Kanal Frederikshavn 13.05.201 

_______________________________________________________________________________________________________________

 Enhedslisten smider en bombe ind i skoleforhandlinger

 14. MAJ 2014 17:37 AF: LARS HOFMEISTER

Skoleproces i Frederikshavn Kommune bliver forsinket -Enhedslistens Ida Skov vil have sagen i byrådet.

 FREDERIKSHAVN: De var frygteligt irriterede!

 Sådan kan man roligt sige om formanden for børne-og ungdomsudvalget, Christian Lykke Eriksen samt Brian Kjær (S) og Pia Karlsen (V).

De tre byrådspolitikere havde onsdag eftermiddag inviteret til pressemøde omkring en ny struktur på skole-og daginstitutionsområdet. 

Men inden pressemødet for alvor kom i gang, blev der smidt en bombe. Byrådsmedlem Ida Skov fra Enhedslisten, der også er medlem af børne-og ungdomsudvalget, har nemlig benyttet sig af sin såkaldte

 standsningsret.

 Det betyder, at processen er udskudt i 14 dage, indtil sagen bliver behandlet i byrådet. Og samtidig bliver de forskellige beslutninger ikke

 sendt ud i offentlig høring før efter byrådsmødet.

 Alt var ellers timet og tilrettelagt, planen kørte, som den skulle, men nu er der smidt en jernstang i det kommunale hjul.

 Mange er frustrerede

Mange borgere er frustrerede over, at den her proces er gået så hurtig. Både Stensnæsskolen i Voerså og Gærum Skole mister jo de ældste klasser. Derfor synes, jeg, at der skal mere tid til at sætte sig ind i, hvad det her får af konsekvenser, siger Ida Skov.

Christina Lykke Eriksen beklager derimod, at hele processen nu bliver udskudt, hvilket betyder, at skolebestyrelserne skal bruge en del af

 deres sommerferie til at skrive indsigelser.

-Vi bliver forsinkede. Men det vil ikke ændre noget som helst på beslutningerne, siger Christina Lykke Eriksen.  Men det var selvfølgelig ikke kun Ida Skov, der kom i fokus på pressemødet. 

Der skal spares

Børne og ungdomsudvalget skal spare 40 millioner kroner fra næste år, og dermed var der lagt op til en massakre på skoleområdet.  

Men nu viser det sig, at en række af de lukningstruede skoler i Frederikshavn Kommune bliver reddet i et eller andet omfang.

Indgået en aftale

Det er SF, Venstre og Socialdemokraterne, der har indgået en aftale, som blandt andet medfører, at Aalbæk Skole bevares fra 0.-9. klasse.I

Jerup lukker skolen, og der indføres en aldersintegreret institution for 0-6 årige.

Også i Elling lukker skolen, og her skal ligeledes laves en aldersintegreret institution for 0-6 årige.

Gærum Skole bliver bevaret – dog kun for elever fra 0-6. klasse.

Stensnæsskolen i Voerså mister også overbygningen og har fremover kun elever fra 0.-6. klasse.

Men spørgsmålet er så, hvordan udvalget kan spare 40 millioner kroner ved kun at lukke to skoler?

Først og fremmest bliver der fremover kun tale om fire skoledistrikter, hvilket medfører at der kan spares 22 mellemledere. Samtidig hæfter politikerne sig ved, at der alt i alt bliver sparet 15 klasser væk.

Børnehave på skole

Desuden skal syv børnehaver i Frederikshavn lægges sammen og placeres på den nedlagte Ørnevejens Skole.Også på anbringelsesområdet (børn med særlige behov) skal der spares penge ved at satse på forebyggelse.

Udover de syv børnehaver i Frederikshavn, der placeres på Ørnevejens skole, er der ikke planer om at lukke daginstitutioner. Dog er der en enkelt børnehave, der stadig er i spil i Skagen, og den beslutning er ikke truffet endnu.

Forligsparterne erkender, at man ikke når op på de 40 millioner kroner i 2015, men at den nødvendige besparelse slår igennem i 2016.