I fem år arbejdede forfatteren Jens Østergaard med bogen "Fisk kan ikke tale", der både skulle være et minde om Rav-Aage og hans kamp mod havforureningen, men også et indlæg i miljø-debatten idag.

Bog anmeldelse; Fisk kan ikke tale

Forord:

Det er almindeligt at indholdet her i kampagne – banneret er udtryk for lokale aktiviteter af enhver politisk og lokal karakter. Da miljøet er en meget stor vigtig del af Enhedslistens DNA har vi valgt at bringe anmeldelsen af “Fisk kan ikke tale”.

God fornøjelse.

Flemming Hardy Olsen

KLIK = læs mere i kulturboksen,  

Arbejderen torsdag 19. september 2017  anmeldt af Allan Vokstrup


Her var noget vigtigt som jeg måtte være en del af

Forfatteren blev grebet af Rav Aages kamp

I fem år arbejdede forfatteren Jens Østergaard med bogen “Fisk kan ikke tale”, der både skulle være et minde om Rav-Aage og hans kamp mod havforureningen, men også et indlæg i miljø-debatten i dag.

– Det blæser for meget, siger Jens Østergaard eller Kaag-Jens, som det første, da jeg stiger ud af bilen på Havnevej i Valsted. Vi havde aftalt, at vi skulle røgte et par åleruser, mens vi talte om bogen “Fisk kan ikke tale”, som Jens Østergaard er hovedforfatter på. Regntøj og gummistøvler bliver derfor liggende i bilen, og vi tager i stedet samtalen over kaffe, rundstykker og en hjemmelavet pæresnaps i havestuen.

Da jeg er opvokset i et fjordfisker-miljø på Lundø, havde jeg jo fulgt med i Cheminova-sagaen og havde den dybeste respekt for Aages kamp for miljøet.
Jens Østergaard, forfatter

Jens Østergaard og Flemming Højgaard Madsens mindebog over miljøpioneren og aktivisten Rav-Aage og hans kamp mod Cheminova er også “en barsk og meget rystende beretning om magtarrogance, store økonomiske interesser, manipulationer og fortielser”, som forfatterne skriver.

Og jeg tilføjer gerne: Danmarks største miljøskandale – indtil videre, nemlig Cheminovas forurening i Måløv og på Harboøre Tange, som stadig er en tikkende bombe på sidstnævnte sted.

Et kæmpe materiale

Da Jens Østergaard har set min anmeldelse af bogen om Rav-Aage, bliver dens tilblivelse omdrejningspunktet for vores samtale. Den er ikke klart beskrevet i selve bogen, og jeg er nysgerrig på, hvordan man arbejder med et kæmpemateriale på flere tusinde sider oparbejdet i en periode på mere end 50 år.

Før sin død ytrede Rav-Aage ønske om, at der blev lavet en bog om kampen for miljøet på Harboøre Tange. Sønnen Bjarne Hansen tog handsken op, selvom Aage havde advaret imod det. “Familien Hansen havde kæmpet nok.” Selv opfordrede Aage journalist og antropolog Malene Brandt til at skrive en bog. Hun påtog sig opgaven, og der blev dannet en arbejdsgruppe bestående af hende selv og Flemming Højgaard Madsen fra Cheminovagruppen, der som Aage kom til at deponere sit liv til kampen mod Cheminovas svineri, og han er om nogen den tekniske og historiske viden in persona.

Troubadour og stenhugger Knud Høirup var også med og fik til sidst Jens Østergaard med på vognen, da Malene måtte stoppe. Siden kom forlægger og redaktør Henrik Bugge Mortensen til. Fem år skulle det tage at få bogen færdig.

– Hvis jeg havde vidst, at der skulle gå fem år, hvor der ikke gik en dag, uden at jeg tænkte på Rav-Aage, havde jeg alligevel ikke sagt ja, siger Jens Østergaard i dag.

– Først havde jeg hverken mod på eller lyst til at påtage mig opgaven, da Knud Høirup havde bragt mit navn i spil overfor Bjarne Hansen (Rav-Aages søn). Da jeg er opvokset i et fjordfisker-miljø på Lundø, havde jeg jo fulgt med i Cheminova-sagaen og havde den dybeste respekt for Aages vedholdende kamp for miljøet. Jeg sagde dog ja til sammen med Knud at besøge Rav-Aages Rav Museum i Vesterhavsgade i Thyborøn, som Bjarne videreførte ligesom smykkeproduktionen, efter at Aage døde 25. februar 2008, forklarer Jens Østergaard.

Et indlæg i miljødebatten

– Den dag var der mange besøgende, og Bjarne viste en video, som rektor på Lemvig gymnasium, Lars Ebbensgaard, stod bag. Den fangede mig ind. Her var noget vigtigt, som jeg måtte være en del af. Så jeg endte med at påtage mig opgaven, som hovedforfatter.

– Vi var enige om, at vi skulle have så meget som muligt med af det kæmpemæssige stof. Da opdraget var, at det både skulle være en mindebog for Aage, men også et indlæg i miljø-debatten, der peger fremad, erkendte jeg hurtigt, at vi ikke kunne bevæge os kronologisk frem, siger Jens Østergaard og uddyber:

– Vi skulle snarere formulere en slags knagerække at hænge de vigtige hændelser op på i forskelligt perspektiv. Derfor er vi nødt til at have et kapitel som “Med Vorherre til styrbord og Djævlen til bagbord” – ellers ville vi slet ikke kunne forstå Aages natursyn og principfasthed overfor et kommercielt kynisk natursyn, som stadig er gældende i dag. Naturen er til for menneskets skyld, hvorfor vi frit kan udnytte, udpine og ødelægge den. Mange kapitler kommer til at krydse hinanden, og da det er de færreste, der læser sådan en bog ud i et stræk, har jeg valgt at lægge små resumeer ind her og der, ligesom i en tv-serie.

Den betændte byld

Vi er enige om, at bogen har stor aktualitet. Jens Østergaard mener, at “Fisk kan ikke tale” sammen med Ole Jensens bog “På kant med klodens klima” burde være obligatorisk læsestof på økonomistudiet på CBS og andre læreanstalter. Under alle omstændigheder er den væsentlig som fortælling og kildemateriale i en virkelighed, hvor penge stadig “kommer først”.

Inden jeg bryder op, beder Jens mig slå op på side 377 i bogen. Her skriver Hans Ulrik Riisgaard, biolog på Miljøstyrelsens Havforureningslaboratorium i årene 1977-83, men i dag professor på Marinebiologisk Forskningscenter ved Syddansk Universitet i Kerteminde, og jeg læser:

“… Der blev skåret dybt i den betændte byld. Men det var selvfølgelig ikke uden personlige omkostninger. Jeg kendte prisen. Avancement-mæssigt havde jeg ingen fremtid under Miljøstyrelsen…I dag er jeg glad for, at jeg forlod Miljøstyrelsen, og jeg er glad for, at jeg kan se tilbage uden at skamme mig over min rolle i Cheminova-sagen”.

Med disse ord, kører jeg sammen med en røget ål tilbage til Aalborg. Tak for snakken Kaag-Jens.

af Arbejderens kultur anmelder

Allan Vokstrup

Foto: Per Nielsen, arbejderen