Det sker for vore øjne, jeg sender varselsskrig. Gør op med flugt og løgne og stands den sidste krig

Danmark skal aktivt arbejde imod atomoprustning

Pressemeddelelse:

Enhedslistens medlemsmøde Frederikshavn 15.08.2017                                                                                                    

 Danmark Skal aktivt arbejde  imod atomoprustning

Det er desværre en trist nyhed der henover denne sommer når nyhedsmediernes spalter. I begyndelsen af Juli måned vedtog 122 lande i De Forenede Nationer at forbyde, brug og trussel om brug af atomvåben, hvilket jo er glædeligt.

Den danske regering valgte nemlig at blive væk fra forhandlingerne i FN. Udenrigsminister Anders Samuelsen begrundede dette med, at Danmark støtter NATOs atomstrategi og ser brugen af atomvåben som en mulighed.

Alle ansvarsbevidste forældre og bedsteforældre, der husker 80ernes store fredsbevægelse, må straks gå i spidsen for at råbe vores folkevalgte politikere i Folketinget op for at få vores land til at skrive under inden d. 20 september.

Den svenske statsminister Oluf Palme slog i sin tid fast at kun en fælles sikkerhed der indbefatter alle vil kunne sikre en fredelig verden.

Danmark har ingen interesser i at opretopholde den eksisterende atomtrussel. Danmarks placering og bidrag til NATOs missilskjold betyder, at der er stor chance for, at Danmark vil blive berørt af atomkrig.

Jeg vil håbe at udenrigsministeren og regeringen nøje overvejer hvilke konsekvenser det vil få at vedblive at være et af NATOs kernelande og kritikløst efterplapre USAs atompropaganda.

Mængden af våben og atomare springhoveder m.m. i hele verden udgør tilsammen stadig den dag i dag en større trussel mod menneskeheden end den ”fjende” den egentlig skulle forsvare os imod!

Derfor må alle unge som gamle gøre jer gældende og bruge jeres demokratiske rettigheder til som verdensborgere at kæmpe for vor alles fælles sikkerhed.

 

For Enhedslisten Frederikshavn – Læsø
Ida Skov, Frederikshavn
Flemming Hardy Olsen, Skagen