Det er på tide vi får et pensionssystem der er præget af rettigheder

25% af 3F’s medlemmer bliver førtidspensioneret eller dør inden de fylder 60 år. 40% af FOA’s medlemmer oplever dagligt smerter i muskler eller led. 14% af nyuddannede sygeplejersker oplever inden for de første 3 år at blive sygemeldt på grund af psykisk arbejdsmiljø.

Tydelige tegn på at vi har et arbejdsmarked med store problemer både i forhold til fysisk og psykisk nedslidning. Derfor handler det både om en styrket indsats for at forbedre arbejdsmiljø, så vi undgår stress og nedslidning, men også at sikre retten til tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, inden alt overskud er pint ud. Der er trods alt et liv udenfor arbejdslivet!

Det er helt afgørende at vi får stoppet stigningen i pensionsalderen. Som udviklingen er nu, kan en 18-årig se frem til at skulle arbejde til hun bliver 75. Det er fuldstændig uholdbart. Derfor skal velfærdsforliget opsiges. Det bør både S og DF erkende, som en forudsætning for at lave en retfærdig aftale om pension og tilbagetrækning.

Enhedslisten foreslår ret til tilbagetrækning efter 40 år på arbejdsmarkedet og 35 år i A-kasse, til en ydelse svarende til dagpengesatsen.

Ret til nedsat tid med lønkompensation svarende til dagpengesatsen, efter 35 år på arbejdsmarkedet og 30 år i A-kasse.

Det skal være en rettighed, man kan benytte sig af, uanset branche.

Adgangen til førtidspension skal gøres lettere. Som første skridt skal man have ret til førtidspension hvis arbejdsevnen er på højst 7 timer om ugen.

Det er på tide vi får et system der er præget af rettigheder. Hvor man ikke skal stå hatten i hånden eller jages rundt i endeløse arbejdsprøvninger og udredninger. Blot for at få ret til en værdig tilværelse.

Peder Hvelplund

  • Sundhedsordfører
  • Ældreordfører
  • Psykiatriordfører
  • Indfødsretsordfører

Regeringen, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti vil sætte pensionsalderen op: Jo yngre du er, jo højere bliver din pensionsalder. Det betyder mindre tid til familien og til at nyde din alderdom.

Vi skal stoppe den stigende pensionsalder.

Se hvor mange år du mister