Det handler om styrkeforhold
Når hverken Enhedslisten eller SF har formået at bremse regeringens højreskred, skyldes det dårlige styrkeforhold snarere end forkert forhandlingsstrategi. Et svar til Preben Wilhjelm
Pelle Dragsted
16. juli 2014
Preben Wilhjelm giver i en kronik 10. juni bolden op til en evaluering af Enhedslistens og SF’s erfaringer efter tre år med en socialdemokratisk ledet regering. Hvad har vi hver især opnået – SF som regeringsparti og Enhedslisten som støtteparti? Hvad har vi lært i forhold til den gamle diskussion om, hvordan venstrefløjen bedst øver indflydelse på samfundsudviklingen?
Det er hamrende relevante spørgsmål, der selvfølgelig ikke lader sig besvare fyldestgørende i én kronik. Så jeg vil lufte nogle indledende overvejelser til brug for videre debat.
Man skal ikke være politisk ekspert for at konstatere, at tingene hverken for SF eller Enhedslisten er gået som ønsket. Jeg vil lade SF diskutere erfaringerne med regeringsdeltagelse og blot nøgternt konstatere, at trods megen snak om at være indflydelsesparti formåede SF ikke at dæmme op for den højredrejede og ulighedsskabende politik, som regeringen har været bærer af. Det viser, at spørgsmål om politisk magt og indflydelse ikke kan banaliseres til et spørgsmål om regeringsdeltagelse eller ej.
Men heller ikke Enhedslisten har som parlamentarisk grundlag været i stand til at stoppe højredrejningen i regeringens politik. Vi har opnået vigtige, konkrete resultater for mennesker og miljø – f.eks. stærkere indsats mod social dumping, ferierettigheder til kontanthjælpsmodtagere og redningspakke for de udfaldstruede dagpengemodtagere. Men overordnet har Danmark i regeringsperioden bevæget sig i den forkerte retning. Mere økonomisk ulighed i stedet for mindre. Ringere, ikke bedre, vilkår for mennesker ramt af arbejdsløshed og sygdom. Færre, ikke flere, ansatte i den borgernære velfærd. Det er ikke et scoreboard, man som socialist kan være tilfreds med.
Dybe politiske modsætninger
Preben Wilhjelm rejser i sin kronik en række spørgsmål til Enhedslistens håndtering af forhandlingsforløb, herunder den famøse skattereform i 2012 og sidste års finanslov. Jeg synes, det er helt relevant, at diskutere erfaringerne med konkrete forhandlinger, men for at forstå de seneste års genvordigheder er man nødt til at gå et spadestik dybere og se på de politiske parlamentariske rammer, der omgav forhandlingerne.
Der er blevet talt meget om, hvorvidt de turbulente forhandlinger og mange sammenstød mellem Enhedslisten og regeringen skyldes manglende evner på begge sider af forhandlingsbordet eller dårlig kemi mellem Corydon og Enhedslistens forhandlere. Begge forklaringer ignorerer imidlertid det åbenlyse faktum, at konflikterne først og fremmest skyldes dybe politiske modsætninger.
Før valget var der en relativt stor fælles politisk platform mellem Enhedslisten og de kommende regeringspartier. Vi var enige om at bekæmpe ulighed og fattigdom. Enige om at investere frem for at spare os ud af krisen, og om at regningen efter krisen skulle betales af alle danskere. Men efter de famøse forhandlinger i det sorte tårn og de tre første regeringsår står det klart, at fællesmængden stort set ikke længere eksisterer.
De ting, vi var enige om – såsom millionærskat, trængselsring, bedre dagpengeregler og en offentlig vækst, der som minimum fulgte med den demografiske udvikling – blev der luget ud i. I stedet overraskede regeringen med reformer, som forringede vilkårene for mennesker ramt af sygdom og arbejdsløshed, som brugte velfærdsmidler til skattelettelser i toppen, og som rundbarberede den offentlige vækst, mens den skar i selskabsskatten.
Bag denne politiske højrekurs ligger en nyliberalistisk og nærmest manisk besættelse af at øge arbejdsudbuddet. Når en blind loyalitet over for EU’s strenge budgetkrav tilsættes, umuliggøres selv en moderat socialdemokratisk-keynesiansk-orienteret politik.
For at opsummere står vi reelt i den aparte parlamentariske situation, at regeringen på mange punkter er mere enig med de højrefløjspartier, der vil tage livet af den, end med det parlamentariske grundlag, som holder den i live. Hertil kan så lægges, at fagbevægelsen i samme periode har vægret sig ved at udfordre og presse regeringen til en politik til fordel for deres medlemmer.
Teaterpolitik, nej tak
Det er på dette bagtæppe, man skal forstå de turbulente forhandlingsforløb. Når regeringen både i forbindelse med skatteaftalen og senere finanslovforhandlingerne i efteråret valgte at indgå forlig med højrefløjen, var det på grund af politik. Regeringen ville hellere imødekomme højrefløjens krav om nye skattereduktioner til erhvervslivet og de mest vellønnede end Enhedslistens krav til dagpenge, minimumsrettigheder i velfærden og effektiv bekæmpelse af social dumping.
Det ses tydeligt af det faktum, at det tog Enhedslisten ugevis af benhårde forhandlinger at få presset regeringen til at lægge blot én milliard på bordet til de ældre, mens Lars Løkke kunne valse ind i Finansministeriet og få halvanden milliard til skattelettelser på én eftermiddag.
Det er helt rimeligt at diskutere, om Enhedslisten skulle have lagt sig ned i finanslovsforhandlingerne for at undgå, at regeringen gik til højre. Men vores tilgang var, at vi skulle gøre en reel forskel. At vi ikke ville deltage i et teaterstykke, hvor vi skulle sælge krummer fra regeringen som store sejre, mens det nyliberalistiske lokomotiv i praksis buldrede videre derudad.
Det er også helt rimeligt at diskutere, om vi kan blive dygtigere i forhandlingsforløb, og hvordan den stærke demokratiske kontrol, som vores hovedbestyrelse har på vores forhandlere, spiller ind i forhold til dette.
Men det er afgørende at forstå, at de konkrete forhandlinger er sket med udgangspunkt i nogle meget svære politiske og parlamentariske styrkeforhold, fordi regeringen grundlæggende deler Løkke og co.’s syn på den »nødvendige økonomiske politik« og foretrækker aftaler til højre. Selv med de mest erfarne, snu og operative forhandlere havde Enhedslisten altså næppe kunnet dæmme op for det højreskred, som regeringsperioden desværre har været udtryk for.
Venstrefløjen skal styrkes
Derfor bliver det helt afgørende spørgsmål for venstrefløjen da også, hvordan de nuværende rammer og styrkeforhold kan forrykkes, så vi i fremtiden kan stå i en mere fordelagtig situation, når vi igen skal lægge arm med socialdemokrater eller andre regeringspartier. Enten som regeringspartner eller som støtteparti.
Det er en svær opgave, der rejser en række spørgsmål:
Hvordan kan vi gøre op med den overvældende konsensus om »nødvendighedens politik«, der i den grad har taget Socialdemokraterne som gidsler – og har Socialdemokratiet overhovedet en fremtid? Hvordan kan vi bidrage til et opgør med den nyliberalistiske konsensus og finansministeriets stærkt politiske regnemodeller? Hvordan kan vi frigøre os fra EU’s massive indflydelse på vores økonomiske politik? Hvordan kan vi få styrket de kræfter uden for Christiansborg – ikke mindst i fagbevægelsen – som historisk har været i stand til at presse regeringer til en mere progressiv politik? Hvordan kan vi få reduceret Det Radikale Venstres indflydelse, og hvordan forholder vi os politisk og parlamentarisk til Dansk Folkeparti og deres voksende opbakning fra arbejdervælgere?
Disse og mange andre spørgsmål bør i de kommende måneder og år drøftes – gerne på tværs af venstrefløjen – og gerne med deltagelse af kloge partiuafhængige debattører. Så hermed er bolden kastet tilbage, Preben!
Pelle Dragsted er politisk rådgiver i Enhedslisten og folketingskandidat