Kvinderne fylder ikke meget i historien, uanset om de inden for deres felt måtte have overskygget mændene.

Det gælder også journalisten Ellen Hørup (1871-1953), men så minsandten om der ikke her i anden halvdel af 2019 er udkommet hele to biografier om denne begavede og rebelske kvinde, der i sin tid var en af de fremmeste inden for sit fag, og hvis liv, i hvert fald den sidste tredjedel af det, var lige til en roman.

Man kan mene, at Ellen Hørup var politisk naiv, men hun kunne også være så politisk klartskuende, at hendes betragtninger stadig har relevans.

Det tænkte Maria Grønlykke også, men efter mange forsøg endte det med, at hun skrev En biografisk fortælling om Ellen Hørup – eller Godt for sandheden at ikke alle lever af at sælge flæsk. Det er ikke en traditionel biografi men en veloplagt og underholdende, uden at være overfladisk, beretning, der når hele vejen rundt om hovedpersonen og den historiske tid, hun var en meget aktiv deltager i.

Det kan nærme sig det kulørte, når Grønlykke betegner ateisten Ellen Hørups lidenskabelige forhold til Giuseppe Averna med ordet ”munkesex” indtil flere gange, men det er en anke i småtingsafdelingen.

Det er det derimod ikke, når hun uden kildeangivelse skriver, at kommunisten Ragnhild Andersen har kaldt Ellen Hørup, ”vist nok fra Folketingets talerstol”, for en ”burgøjserkælling”. Med mit kendskab til Ragnhild Andersen ligger det grove ordvalg langt fra hendes sprogbrug, og under alle omstændigheder bør der være dokumentation for det, når man lægger ord i munden på en navngiven person.

Den anden biografi, der er skrevet af historikeren Lone Rünitz, Kvinden, verdensborgeren og rebellen, forholder sig mere akademisk til stoffet uden af den grund at være kedelig eller svært tilgængelig. Her bliver alle udsagn underbygget med citater og kildeangivelser, og den er forsynet med et navneregister, der kan støtte læserens hukommelse og bruges til pluklæsning.

Den store gevinst i lotteriet

Men lad os gå til sagens kerne. Nogle er mere heldige end andre, når de deltager i Det Store Forældrelotteri. Ellen var meget heldig. Hendes mor, Emma, var lærerinde og faderen var Viggo Hørup, der var med til at stifte Politiken.

Hjemmet var kærligt og frisindet og centrum for mange af tidens kulturelle personligheder. Børnene kunne stort set gøre, som de ville og blev respekteret som selvstændige individer. Faderen blev Ellens store idol gennem hele livet, og hun var aldrig i tvivl om, at hvad fatter gør, er altid det rigtige.

Denne opdragelse og vel også naturlige anlæg betød, at Ellen blev meget selvstændig og selvbevidst og kastede sig udi aktiviteter, der ikke var helt almindelige for unge piger på den tid. Hun røg cigaretter, tog kæresten med hjem i jomfruburet i 16-årsalderen, kørte cykelløb og spillede tennis.

Da hun var blevet student, ville hun gerne have læst jura, men det var endnu ikke et kvindefag, så i stedet læste hun til tandlæge og efteruddannede sig i Paris. Det blev dog kun til ganske få tandudtrækninger, for i 1896 giftede hun sig med juristen Vilhelm Nielsen, som gennem familieskabet fik foden inden for i Politikens bestyrelse.

Frigørelse fra hustrurollen

Ægteskabet var barnløst og ikke lykkeligt, og Ellen begyndte efter nogle års forløb at frigøre sig fra hustrurollen. Hun var lidt af et sproggeni, og for at få sin egen økonomi gav hun sig i kast med at oversætte romaner fra engelsk, fransk og russisk, der blev bragt som føljetoner i Politiken. Hun skrev også nogle artikler og engagerede sig i kvindesagen.

Ud over det rejste hun meget, og under et ophold i Italien forelskede hun sig i en irsk-amerikansk læge, der var alkoholiker og, viste det sig senere, gift. Det vidste Ellen ikke på det tidspunkt, og hun var klar til at gifte sig med ham, men Vilhelm nægtede at lade sig skille.

En lykkelig skilsmisse

Første Verdenskrig satte en stopper for hendes udenlandsrejser, men i 1920 rejste hun igen til Italien og mødte i en alder af 50 år sin store kærlighed, en 10 år yngre, høj og smuk munk, Giuseppe Averna, som hun levede sammen med i otte år. Da de skiltes, var det som nære venner, og Ellen bekostede, at han kunne uddanne sig til jurist.

I 1923 blev ægteskabet med Vilhelm endelig opløst i fordragelighed, og Ellen slog sig fast ned i Rom. Her oplevede hun fascismens fremmarch, blev oven i købet nabo til Mussolini, og begyndte at skrive artikler hjem til Politiken, og det blev starten på hendes virksomhed som journalist.

Som medejer af avisen skulle man tro, at hun ville have haft frie hænder, men sådan blev det ikke. Hun var kompromisløs, når det gjaldt, hvad hun mente og skrev, og det var ikke altid i overensstemmelse med bladet linje, hvad der ikke så sjældent skabte diskussioner og afvisninger. Deraf titlen på Grønlykkes bog, ”Godt for sandheden at ikke alle lever af at sælge flæsk”, en udtalelse fra Ellen i et brev til bladets redaktion.

Hun var pacifist, feminist, ateist, antikapitalist og antiimperialist og altid på de svages parti. Hendes forbilleder blev med årene udvidet til at omfatte Albert Schweitzer, A.S. Neill (ham med Summerhillskolen) og Gandhi.

Rejser og engagement

Med til hendes heldige forældrelod hørte, at hun arvede deres aktier i Politiken og dermed blev økonomisk uafhængig og mere til. Hun kunne oprette sine egne tidsskrifter for at få trykt artikler, Politiken ikke ville trykke, hun kunne støtte sine hjertesager økonomisk, og hendes munk var ikke den eneste, hvis uddannelse hun betalte for. Og hun havde råd til at rejse verden rundt, hvad hun gjorde, for at skaffe sig viden, som hun kunne bruge i artikler og kronikker.

Flere gange var hun i Indien, hvor hun mødte Gandhi, og hendes artikler om englændernes udbytning af Indien var ikke populære på Politiken, hvor man gik varmt ind for venskab med England. Derfor stiftede hun tidsskriftet og foreningen Indiens Venner.

I 1932 slog hun sig ned i Geneve for at være nær ved Folkeforbundet, og her oprettede hun sit eget pressebureau. Fredsarbejdet fyldte meget, og samme år deltog hun i den første fredskonference i Amsterdam og betalte for de andre danske deltageres rejse og ophold, heriblandt Andersen Nexø og Karin Michaëlis.

De sidste år

Under krigen opholdt hun sig i Danmark og koncentrerede sig om at få reformeret børneforsorgen, der var under al kritik, og hun udgav tidsskriftet ”Forældrebladet”, hvor hun tog sager op. Hendes aktive engagement på dette område førte til flere retssager mod hende, men i det lange løb var det medvirkende til, at systemet blev ændret til det bedre.

Efter krigen var det Marshallhjælpen og Atlantpagten, der fik hendes blod i kog. Begge dele betragtede hun som USA’s middel til at beherske ”sin halvdel” af verden.

I en alder af 82 år tog hun igen på en rejse, som skulle blive hendes sidste. Den gik til Italien, til Po-dalen, for at undersøge, hvordan bøndernes forhold var. Som sædvanlig foregik den på 3. klasse, for det var der, hun kunne komme i kontakt med folk, og så var det billigt. Under opholdet blev hun angrebet af en forkølelse, der udviklede sig så alvorligt, at hun døde af den efter at være kommet hjem.

I forbindelse med hendes død manglede det ikke på rosende omtale i pressen, men da dette ikke er en nekrolog, vil vi tillade os at nævne, som det fremgår af begge biografier, at nok var Ellen en ildsjæl, der ofrede sine kræfter og midler på at hjælpe, hvor der var behov, og som ønskede at lave verden om til et bedre sted, men nogen engel var hun ikke. Det har ikke altid været nemt at være hendes nærmeste, for hun kunne være både herskesyg, selvoptaget og humørsvingende.

Både politisk naiv og klartskuende

Man kan så spørge om, hvor hun egentlig befandt sig i det politiske spektrum, og det kan måske mest enkelt besvares ved at citere, hvad Hans Kirk skrev i nekrologen over hende i Land og Folk: at hun var ”en af de sidste af det radikale frisinds store personligheder”.

Man kan mene, at hun undertiden var politisk naiv, men hun kunne også være så politisk klartskuende, at hendes betragtninger stadig har relevans, som for eksempel hendes udtalelse om Atlantpagten: ”Vi, der er indmeldt i vestblokken gennem Atlantpagten, er dermed blevet solidariske med Amerika. Vi er sammen om alt hvad U.S. internationalt foretager sig. Vi bliver ofre for de dumheder, de begår, og vi bliver straffet for vor egen dumhed ved at blive revet med ind i deres krige. Vi er gjort til en krigsførende lilleputmagt i en krig mellem giganter”.

Dagbladet Arbejderen