Erstat satspuljen med et helt nyt system

Sagen om underslæb for 111 millioner kroner fra satspuljen er først og fremmest en sag om et gement tyveri af midler, som skulle være gået til indsatser til gavn for socialt udsatte borgere.

Satspuljen lever ikke op til ambitionen om at være ”socialt udsattes finanslov”.

Men sagen giver også anledning til at se nærmere på hele konstruktionen omkring satspuljen – hvilket børne- og socialminister Mai Mercado (K) da også har givet udtryk for, at hun er villig til.

Det er fortsat helt afgørende, at der er tilstrækkeligt med midler til indsatser for socialt udsatte mennesker, som der desværre kommer flere af i disse år. Men det nuværende system fungerer på flere fronter ikke.

For det første er der store udfordringer med satspuljens finansieringsmodel – og det er faktisk nok her, det største problem er. Det er helt grundlæggende urimeligt, at kontanthjælpsmodtagere, folkepensionister og andre på overførselsindkomst skal finansiere nytænkning og udvikling af indsatser til socialt udsatte.

De fattigste betaler

Midlerne i satspuljen tages nemlig fra overførselsindkomsterne, som dermed ikke stiger i takt med lønudviklingen. Man fodrer så at sige hunden med sin egen hale. Indsatser til socialt udsatte bør finansieres på den almindelige finanslov, mens overførselsindkomsternes udvikling selvfølgelig bør følge den almindelige lønudvikling.

Det andet problem er, at satspuljens midler efterhånden bliver brugt på så mange ting, som lige skal finansieres for at opfylde et politisk løfte, så der er forsvindende få midler tilbage til udvikling og udbredelse af indsatser til gavn for socialt udsatte for slet ikke at tale om en indsats mod fattigdom. Satspuljen lever ganske enkelt ikke op til ambitionen om at være ”socialt udsattes finanslov”.

Det tredje problem med det nuværende system er den uforholdsmæssigt store mængde kontrol, sociale organisationer, som modtager puljemidler, er underlagt. Det er et kæmpe paradoks, at mens små sociale organisationer år efter år nærmest drukner i kontrol, evalueringer og dokumentationskrav, har der tydeligvis ikke været god nok intern kontrol i Socialstyrelsen.

Et fjerde problem ved det nuværende system er de afgrænsede projektperioder. Særligt de små organisationer er meget sårbare, når projektperioderne og bevillingerne ophører, og alt for mange gode indsatser overfor udsatte børn og voksne ender med at ryge ud med badevandet, hvor de ellers kunne have gjort stor gavn som permanente tilbud.

Skal på finansloven

Løsningen bør være, at større regeringsinitiativer på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet – for eksempel en hjemløsehandlingsplan eller psykiatriplan – finansieres på den almindelige finanslov, og at der oprettes en ny og mere ubureaukratisk udviklingsfond på for eksempel 600 – 800 millioner kroner årligt på finansloven til nytænkende udviklingsindsatser overfor udsatte grupper.

Endelig bør sociale indsatser, som er veletablerede og har vist gode resultater, få permanente bevillinger på finansloven – så de kan bruge deres tid på at lave socialt arbejde frem for på at søge puljemidler og starte forfra gang på gang.

Dagbladet Arbejderen