De bornerte og privilegerede har kapret demokratiet
Forargelsen over fløjtekoncerten 1. maj er enorm. Men det er på kanten af det etablerede, vi udvikler os. Derfor er det godt, at nogle skubber til grænserne for god opførsel. Også selv om de er røvirriterende. I dag er der desværre for langt fra Fælledparken til elitens Deadline-studie
Silas Harrebye
4. maj 2014
Fløjteaktionen 1. maj var ikke kun strategisk dum og taktisk fantasiløs, den var også usympatisk, fordi den på sin vis saboterede statsministerens ret og pligt til at adressere folket.
Men den står på skuldrene af en stærk demokratisk tradition – den fredelige kreative protest. Vi skylder derfor vores forældre at se tilbage og vores børn at kigge frem, før vi forarges og forbander.
Jeg vil af principielle grunde ikke overdøve Helle Thorning Schmidt (S), men jeg vil gerne anholde en demokratiforståelse, der bliver så pæn og privilegeret, at den ifølge Peter Hummelgaard fra Socialdemokraterne kun inkluderer at tale fornuftigt sammen, organisere os og indgå kompromisser, som det fremgik af Deadline den 27. april. Vores demokrati fungerer heldigvis oftest sådan, men det gør det jo netop kun, fordi vi i udviklingen af vores demokratiske kultur ikke har glemt også at tage det irrationelle alvorligt, husket på, at de alternativt organiserede måske havde noget at lære os, og fordi vi har turdet engang imellem at stå fast, når uenigheden blev for stor til, at man kunne gå på kompromis med sine kerneværdier. Fløjteaktionen finder sted, fordi Socialdemokraterne synes at have glemt den lektie.
Politik med krop
Op gennem historien er der utallige eksempler på, at demonstranter med succes udfordrer magthaverne igennem et hav af forskellige former for protester – fra amerikanske atleters Black Power-hilsen på medaljeskamlerne ved OL i 1968 til pudekamp i Wall Street i protest mod finansverdenen i 2009. Herhjemme har vi også altid suppleret den fornuftige samtale med sjov og ballade. Det er derfor, vi hylder debattører som Erik Clausen og Sara Al Naser, kreative aktivister som Solvognen og Superflex samt organisationer som Greenpeace og Action Aid.
I Jürgen Habermas’ ideelle version af den politiske borgerlige offentlighed vinder det bedste argument, og de rationelle aktører opnår konsensus.
Men som den politiske teoretiker Chantal Mouffe blandt andre har påpeget, er enigheden kun udtryk for det dominerende hegemoni. Og som Axel Honneth understreger, er risikoen ved for snævre kriterier for, hvad god demokratisk opførsel er, at vi ekskluderer for mange fra vores samtale. Det er langt fra alle, der kan, eller føler de kan, deltage i den fornuftige dialog. Fløjten og buhen, klapsalver og tilråb er alle måder at få kroppen tilbage i politik. Politikken, som den praktiseres af de folkevalgte og fagforeningerne, har måske noget at lære af de sociale bevægelser, ligesom Bertolt Brecht pointerede, at teatret har noget at lære af fodboldkulturen. Den folkelige deltagelse er ikke altid lige saglig og civiliseret, men den er i en vis forstand mere repræsentativ end de elitære kommentatorers mere eller mindre velformulerede analyser og holdningsudsagn (undertegnede inklusiv).
Bornerthed kvæler
De seneste år er bornertheden i den danske debat begyndt at stramme som et korset. Det er svært at få vejret. Det var derfor, det var så befriende, da vi fik lov at se Bertel Haarder (V) råbe »Nu er det fan’me nok!« i det berømmede risengrødsinterview på DR.
Af samme grund har Martin Krasnik så stor succes med sin flabede, direkte stil i Deadline. Han accepterer ikke politikersvar og kradser i den pæne overflade med sine insisterende spørgsmål. Vi vil bag facaden på en kultur, hvis overfladebehandling gør den svær at trænge igennem, svær at gennemskue, svær at blive en aktiv del af. Kritik preller af som vand på gummi. Den grovkornede stemme får ikke lov at komme igennem den bornerte offentligheds fintmaskede net. Den utilpassede stoppes i døren. Vi andre fester videre.
I sin nytårstale gjorde statsministeren et stort nummer ud af, at vi skal tale pænt til hinanden. Det skal vi da selvfølgelig som udgangspunkt. Men engang i mellem er det på sin plads at lufte ud, at give mennesket bag forskeren, politikeren, journalisten plads. Politikerleden bliver ikke bedre af, at der er så langt fra skurvognsjargonen til mediedialekten, fra det folkelige karneval til VIP-receptionen, fra det befriende udråbstegn til de indforståede gåseøjne og fra Fælledparken til Deadline-studiet.
Hykleriet stikker dybt
Vi er i dag blevet et sprogligt rationelt folkefærd, i en sådan grad at vi risikerer at miste forbindelsen til vores længsler og drifter. Ikke de pornografiske og underholdningsafhængige. Men til dem, der er drevet af politiske utopier eller faste mavefornemmelser. Vores bevidsthed koloniserer vores drømme, vores hoved glemmer kroppen, og vores visuelle kunstnere skal på skrift kunne formulere, hvordan deres billeder har værdi, for at kunne få statens støtte.
Politik er mulighedens kunst, siger man. Men det umulige skal også have plads, hvis vi skal blive ved med at udvikle os som demokratisk samfund.
Når de pæne skoledrenge beder de mindre dannede om at stikke piben ind, går vi glip af noget. Kollektivt og hver for sig. Harmen over Firoozeh Bazrafkans fuck-finger i Deadline den 4. januar, forargelsens sobre censur og den overbærende latterliggørelse af Dovne Robert bunder på forskellige måder i en sippet og snobbet arrogance, der i praksis er dybt udemokratisk.
Vi stødes over Se og Hørs metoder, men læser historierne alligevel. Vi bander ikke offentligt, men sviner hinanden til i privaten. Vi går til 1. maj, men lever det blå liv. Hykleriet stikker dybt.
Danske politikere har så travlt med at opføre sig ordentligt og korrekse hinanden, at de går mere op i bilag, tone og proces end i egentlig substans. Bornertheden er i værste fald en mulighedsbetingelse for totalitarisme og i bedste fald apatiens dårlige undskyldning.
»I dag er bornertheden den største trussel mod det frie menneske«, skriver Rune Lykkeberg i bogen Kampen om sandhederne.
Shh, eliten taler
Men er fløjteaktionen så ok? Jeg synes, den var tåbelig, men svaret er principielt ja. I praksis syntes den heller ikke at være noget egentlig stort problem. Nogle fløjtede og buhede, andre klappede og hujede. Tænk på, hvad man kunne have gjort i frustration over ikke at føle sig hørt. Hvad man gør mange andre steder i verden. Dette var trods alt en fredelig demonstration. Og hvornår har man ellers mulighed for kollektivt at konfrontere magthaverne?
Endelig kan man i forhold til argumentet om, at det er svært at have den efterspurgte dialog, når man overdøver sin samtalepartner, spørge, om der rent faktisk er tale om dialog i Fælledparken? Statsministerens tale er simpel veldrejet envejskommunikation – ikke faciliteret samtale.
Vi gør derfor os selv en bjørnetjeneste, hvis vi blot affejer aktivisterne som »banale gøglere«, som Leif Donbæk (SF) skrev på Facebook. Når chefredaktøren for avisen her, Christian Jensen, skriver, at »det handler om, at grundlaget for vort folkestyre omstyrtes, hvis vi ophører med at lytte til hinanden«, er den politiske debat blevet så elitær, at vi kun godkender dem, der har lært at udtrykke sig ligeså fint som os selv.
Det er på kanten af det etablerede, vi udvikler os som mennesker og som samfund. Derfor er det nogle gange også godt, at der er nogle, der skubber til grænserne for, hvad der er god opførsel. Også selv om de er røvirriterende.
Når alt det er sagt, var fløjtedemonstration i højere grad simpel sabotage, end den var symbolsk afslørende, provokerende tankevækkende eller inspirerende anderledes. Aktivisterne demonstrerede imod Helle Thorning Schmidt, men de demonstrerede ikke, hvordan vi kan indlede en ny type af dialog med Socialdemokraterne om fremtidens politiske, økonomiske og kulturelle udfordringer. En, der formår også at få det utilpassede og folkelige i spil på en ny og konstruktiv måde. Det projekt er afgørende, hvis man vil skabe idérige, demokratiske og holdbare forandring.
Silas Harrebye er adjunkt ved Institut for Samfund og Globalisering, RUC
Kilde-URL: http://www.information.dk/496280