Flere hænder i sundhedssektoren og færre af dem på indrejsecentrene. Højere krav til fagligheden i skolen og lavere statistikker på kriminalitetsområdet. Kreativiteten fejler ingenting, når det populære emner til folketingsvalgkampen skal vælges.

Vi står i en socialpolitisk krise, der betyder, at folk mangler penge til selv basale fornødenheder.

Men en ting kan man som udgangspunkt vide sig sikker på. Det er aldrig de socialt udsatte mennesker levevilkår, der kommer højt op på mediedagsordenen i en valgkamp.

Det er ærgerligt, for her taler vi virkeligt om et område, der absolut ville have gavn af en portion valgflæsk eller to på sidebenene, og et par konkrete løfter om reelle forbedringer at læne sig op ad bagefter.

Øget ulighed

For vi står i en socialpolitisk krise i disse år. Ulighed og fattigdommen stiger, og det samme gør boligpriserne i landets større byer. I takt med de mange reformer på overførselsindkomsterne, er den sociale opstigning blevet et stejlere og stejlere bjerg at forcere.

En socialpolitisk krise der betyder, at folk mangler penge til selv basale livsfornødenheder. At det psykiske pres over ikke at vide, hvor den næste husleje skal komme fra, medfører en stigning i såvel diagnoser som i generel utilpashed. Og det betyder at kræfterne til at hive sig selv op i nakkehårene og søge hjælp, forlade den voldelige partner, kvitte sit misbrug eller starte på en uddannelse bliver sværere og sværere at finde.

Det rammer ikke mindst børnene, hvis muligheder for at få en uddannelse og dermed muligheder for selv at skabe sig et bedre liv falder drastisk, jo længere tid af deres barndom der tilbringes i fattigdom.

Vi i alliancen mod børnefattigdom kender det alt for godt fra vores daglige virkelighed: Børnefattigdommen i Danmark stiger, og kurven er stejl. Fra 2016 til 2017 steg antallet af børn, der lever i familier under fattigdomsgrænsen, med 12.000. Det betyder, at der nu er 64.500 børn, der lever i relativ fattigdom i Danmark.

Fagpersoner omkring børnene oplever konsekvenserne på nærmeste hold. Tøj, der ikke passer til årstiderne, fejlernæring og sociale afsavn er blot enkelt eksempler fra listen.

Eller sagt med andre ord: Vi befinder os i en elendighedsspiral, hvor den stigende fattigdom begrænser mulighederne for social opstigning, den fastholder folk i uholdbare livsvilkår, og den gør det sværere for os sociale ngo’er at udføre vores arbejde med at hjælpe folk til at få et bedre liv.

Godt købmandskab

Det paradoksale er, at hvis vi investerede i de mennesker, der har allermest brug for det, så ville vi faktisk vinde på de andre områder.  Færre ville blive syge af fejlernæring eller stress, færre ressourcer skulle bruges på at genhuse husvilde familier, og flere børn ville gennemføre folkeskolen med gode standpunkter.

Drop de fattigdomsskabende reformer, de hjælper alligevel ikke. Fokuserer på den tidlige indsats på børneområdet og lav et rummeligt arbejdsmarked med plads til alle. Det er godt købmandskab, både på det menneskelige og det økonomiske plan

Det kan faktisk betale sig at tænke på dem på gulvet, kære politikere. Så kom endelig med jeres flæsk, vi er allerede sultne!