I 1948 formulerede George F. Kennan (fra sin post på USA’s ambassade i Moskva) en analyse, der implicit blev grundlaget for USA’s udenrigspolitik.

Ikke alene skulle Sovjetunionen, som havde overlevet Anden Verdenskrig, inddæmmes, men fordelingen af verdens rigdomme skulle begunstige USA.

Mens USA var optaget i andre dele af verden, kunne Sydamerika nyde en større grad af selvstændighed.

Grunden til at minde om denne doktrin er, at den indeholder et forklaringsparadigme, der kan anvendes til forståelsen af den aktuelle venezuelanske krise.

For nylig udtalte præsident Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, at USA’s olieindustri var interesseret i at få adgang til Venezuelas reserver. Samtidig indvarslede USA’s udenrigsminister Mike Pompeo en tilbagevending til og styrkelse af Monroe-doktrinen.

50 procent af rigdommene

Dilemmaet for USA’s rolle i verden var/er i George Kennans formulering følgende: ”Vi har omkring 50 procent af verdens rigdomme men kun seks procent af dens befolkning… Vores reelle opgave i den kommende tid er at udtænke et mønster, der tillader os at opretholde denne ulighed uden at skade vores nationale sikkerhed.”

Ideologisk mente han, at USA må opgive sentimentalitet og dagdrømmeri og koncentrere sig om sine nationale interesser. ”Vi burde holde op med at snakke om vage, … uvirkelige målsætninger såsom menneskerettigheder, levestandarder og demokratisering. Den dag er ikke fjern, hvor vi vil blive tvunget at handle efter rene magtbegreber. Jo mindre hæmmet vi er af idealistiske slagord des bedre.”

Den nuværende kynisme, som anvendes af Trump-administrationen overfor resten af verden, passer godt til George Kennans strategiske forkastelse af ”blød magt”!

Den dominerende amerikanske geopolitiske arkitektur, der opstod efter Anden Verdenskrig, krævede både inddæmning af Sovjetunion og Kina samt kontrol over den ”frie verden” og adgang til de tidligere koloniers ressourcer.

På den anden side viste det russisk-kinesiske forhold sig ude af stand til at overvinde deres politiske, ideologiske, og kulturelle modsigelser. Alligevel blev verden karakteriseret af bipolaritet mellem den sovjetiske sfære og den vestlige alliance. Magtbalancen mellem Moskva og Washington udviklede sig til en ikke problemfri sameksistens.

I Kina blev landets ressourcer mobiliseret til at forene landet og at modstå truslerne fra begge supermagter. Kulturrevolutionens deroute banede vejen til en større deltagelse i verdensøkonomien. De vestlige investeringer i den kinesiske industri blev reeksporteret som varer og profit til de ledende kapitalistiske lande.

Konvergensen mellem USSR’s politiske og økonomisk sammenbrud og Kinas åbning mod den internationale arbejdsdeling bidrog til at fremme amerikansk overmod.

Som den eneste supermagt bestræbte USA sig på at skabe et utilsløret verdens-hegemoni. Mens USA (mis)brugte sine kræfter i adskillige krige i Mellemøsten og Afghanistan, blev Rusland styrket som politisk og militær stormagt. Samtidig fremstod  Kina som verdens andenstærkeste økonomi.

Trodsede USA

Det er i denne sammenhæng at situationen i Venezuela skal analyseres. Mens USA var optaget i andre dele af verden, kunne Sydamerika nyde en større grad af selvstændighed. Stigende råvarepriser gjorde det muligt for den ”bolivarianske” bølge at trodse USA. Men i den senere tid er flere progressive regeringer blevet væltet med amerikansk støtte.

Ruslands og Kinas strategiske målsætning om en multipolær verdensorden gør, at de to lande er tvunget til at støtte den legitime venezuelanske regering. I modsat fald står både tabet af deres økonomiske interesser og deres projekts troværdighed på spil.

Dagbladet Arbejderen