Indflydelse eller gold protest?
Folketingsarbejdet 2011-14 giver en unik mulighed for at sammenligne, hvad venstrefløjspartier får ud af at være henholdsvis støtteparti og regeringsparti. Det vil være givtigt for venstrefløjens fremtidige ageren, hvis Enhedslisten og SF brugte sommeren på den øvelse
Preben Wilhjelm 9. juni 2014
Det har været et for venstrefløjen usædvanlig dramatisk folketingsår. SF’s folketingsgruppe blev splittet fuldstændigt. Den nye formand trådte tilbage efter mindre end et år på posten. Partiet trak sig ud af regeringen, efter at have mistet over halvdelen af sine vælgere. Den politiske ordfører, næstformand og tre tidligere ministre meldte sig ud. Enhedslisten missede et finanslovforlig, som ellers for første gang ville have givet regeringen kant til blå blok.
Det er nærliggende for ikke at sige uundgåeligt at sammenligne SF’s situation med situationen i 1967, som også resulterede i splittelse og stiftelse af VS. Der er selvfølgelig nogle vigtige forskelle: Dengang var SF støtteparti, i denne omgang var det regeringsparti. Dengang var det S-strategernes (specielt Per Hækkerups) klare mål at kompromittere SF.
Der er intet, der tyder på, at Socialdemokraterne havde en lignende dagsorden denne gang. Tværtimod havde man opstillet fælles regeringsgrundlag. Til gengæld var man afhængig af R, hvilket kom klart til udtryk, da man ved regeringserklæringen måtte forpligte sig til at stemme for den dagpengereform, som både S og SF havde været imod, og til i det væsentligste at videreføre VK-regeringens økonomiske politik.
Men der er også afgørende lighedspunkter: SF-partiledelsen var så forhippet på at komme ind i varmen, at den var parat til ikke bare at indgå kompromisser og sluge kameler, men til på væsentlige punkter at svigte den politik, man gik til valg på (1967: momsforlig og overenskomstindgreb / 2014: dagpengeforringelser og blå økonomisk politik). Og i 2014 såvel som i 1967 kom ledelsen helt ud af trit med baglandet. Det kan man slippe af sted med i et borgerligt parti, men det er dødbringende for et venstrefløjsparti med dertil hørende tradition for et vist medlemsdemokrati.
Magt og indflydelse
Det helt afgørende har efter min mening imidlertid i begge situationer været de forskellige opfattelser af begreberne magt og indflydelse. I begge situationer har partiledelserne – og stort set hele pressen – gjort det til et spørgsmål om politisk modenhed og potens. Som udtrykt af SF’s nye formand (med åbenbar brod til partiets egen venstrefløj og Enhedslisten): »Vi vil være et indflydelsesparti, ikke et protestparti.« Og stadige skoser til »dem, der bare står på sidelinjen og råber op.«
Man forstår, at SF snarest vil søge at komme i regering igen uden videre refleksion eller forbehold.
Det er en falsk påstand, at nogen blot vil stå på sidelinjen og råbe op. Den var falsk i 1967, og det er den også nu. Alle vil da selvfølgelig have størst mulig indflydelse. Og de, der vælger at stå udenfor, arbejder fuldt så hårdt for det som dem, der lægger mere vægt på den formelle magt. Uenighederne gik dengang som nu på, hvordan man får mest reel indflydelse. Det burde være det helt centrale strategiske spørgsmål for venstrefløjspolitikere. På den baggrund er det sørgeligt at se, at Dansk Folkeparti – og nu også de konservative – har en mere nøgtern analyse af indflydelsesmulighederne end både den gamle og den nye SF-ledelse.
Venstrefløjspartier har ellers langt mere grund til overveje deres stilling og muligheder end et hvilket som helst borgerligt parti. For udover de konkrete, politiske resultater, bør det indgå, hvor meget man ved sin deltagelse i ‘magten’ muligvis svækker den grundlæggende systemkritik, man som påstået socialistisk parti står for.
Den overvejelse er i mine øjne ikke ligegyldig; den er tværtimod helt afgørende på længere sigt. Men den vurdering kan kun blive noget spekulativ, så den vil jeg her lade ligge og blive ved de konkrete, sammenlignelige resultater af det ene og det andet valg.
Her har vi i 2011-14 for første gang en mulighed for at sammenligne. Vi havde et venstrefløjsparti i regering og samtidig et andet udenfor, hvis mandater var nødvendige for et flertal. Det er som et ideelt sociologisk eksperiment, formentlig uden sidestykke nogetsteds.
Det ville være utrolig givtigt for venstrefløjens fremtidige ageren i og uden for det parlamentariske liv, hvis begge partier hen over sommeren ville forsøge helt nøgternt at beskrive og dokumentere, hvad de fik ud af det, og hvor de evt. forspildte nogle muligheder. Og med SF-formandens nylige udtalelse om, at »selv om vi ikke er i regeringen, kan vi godt være med til at ændre den her verden« (Information den 23. maj), er der måske håb om en mere nuanceret vurdering end tidligere.
Selvransagelse i SF
Fra SF ville det være interessant at høre, hvilke tanker man gjorde sig om forskellen på et S-SF og et S-R-SF-samarbejde, og om overvejelserne, efter at det blev klart, at man i givet fald ikke blot blev nødt til at opgive det meste af S-SF-aftalerne, men også i hovedtræk at videreføre den tidligere regerings økonomiske politik og at stemme for dagpengeforringelserne. Hvad forventede man at få i stedet for disse indrømmelser, når man gik i regering og ikke valgte at være støtteparti? Hvad kan man henvise til, at man faktisk opnåede? Det siger sig selv, at man ikke kan påberåbe sig de ting, en SR-regering alligevel ville være kommet igennem med. Og at man ikke kan henvise f.eks. til milliarden til de ældre, modifikationen af dagpengegrænsen eller togfonden, som jeg har hørt henholdsvis Anette Vilhelmsen, Jonas Dahl og Pia Olsen Dyhr påberåbe sig. Jeg er ikke i tvivl om, at SF varmt støttede disse ting, men kendsgerningen er, at igen af delene var med i regeringens egne udspil, som SF stod bag, men var et resultat af forhandlinger med EL.
Jeg har mere end svært ved at finde reelle SF-fingeraftryk på regeringens politik, men vil ikke udelukke, at de er der. Lad os så endelig få dem frem. Desuden ville det være interessant at høre, hvordan man strategisk forholdt sig til regeringens støtteparti. Det er bekendt, at den radikale partileder i afgørende situationer spillede sammen med V og K for at opnå forlig, der lå tættere på R, end det, der ellers ville blive indgået med EL. Gjorde SF tilsvarende for at sikre forlig med EL, eller fandt man det strategisk vigtigere ikke at lade EL få æren af nogle resultater, men at fremstille det som et ubrugeligt protestparti?
Selvransagelse i EL
Fra EL ville det være af stor interesse at høre, hvilke konkrete resultater, man fik ud af sin position som parlamentarisk grundlag for regeringen? Hvordan gik det helt præcist til, at EL missede et praktisk taget færdigforhandlet skatteforlig med regeringen i sommeren 2012? Hvordan var det konkrete forløb af de otte ugers forhandlinger og 32 møder med regeringen om finansloven for 2014? Hvilke ønsker mødte EL op med fra begyndelsen, hvilke frafaldt man, og hvilke nye blev fremsat undervejs og hvornår? Hvor sent i forløbet fik man de bemærkelsesværdige indrømmelser vedrørende skattefradrag for faglige kontingenter, indsatser mod social dumping og milliarden til de ældre? Hvorfor stillede man et rigidt krav om lovfæstet ret til to bade om ugen? Var kravet ultimativt? Var man klar over, at man så var ude af forhandlingerne? Hvordan var samarbejdet med eller forholdet til SF, mens SF sad i regeringen. Og i hvilket omfang begrænsede afhængigheden af partiets hovedbestyrelse direkte eller indirekte de parlamentariske muligheder. Det, vi skal have, er vel at mærke en åbenhjertig analyse, og ikke blot en rituel henvisning til, at folketingsgruppen følger hovedbestyrelsesflertallet. Endelig: Hvilke betingelser skal være til stede, for at partiet evt. selv vil finde det rigtigt at deltage i en regering?
Det er en enestående mulighed for at diskutere det klassiske, strategiske venstrefløjsdilemma på et konkret og ikke bare spekulativt eller teoretisk grundlag.
Preben Wilhjelm er tidligere folketingsmedlem for Venstresocialisterne.
Kilde-URL: http://www.information.dk/500257