Nu må hykleriet stoppe

Nu må hykleriet stoppe

I torsdags behandlede BU forslag til at finde besparelser på ca. 7 mio.

Bortset fra forslaget om at flytte klubben i Aalbæk ind på skolen i stedet for at bruge lejede lokaler, kunne Enhedslisten ikke acceptere et eneste af forslagene.

De vil alle forringe forholdene for førskoleområdet og for skolebørn i en i forvejen alt for presset hverdag, og på lidt længere sigt vil de dårligere betingelser for børn og forældre give større udgifter forskellige steder på familie – og socialområdet.

Forslagene om at sende 2 årige i børnehaver, er direkte imod den viden som vi har hørt igen og igen. Vi har senest kunnet læse det  i artikel af professor i Pædagogik, Charlotte Ringmose, som BU-medlemmerne også hørte  på Børnetopmødet i år.  Hun udtaler : ”Forskning viser, at den tidlige indsats er altafgørende i forhold til at sikre, at børnene har et ordentligt grundlag for den videre læring. At kommunerne rykker børn tidligere op i børnehaven til en lavere bemanding, er en direkte modsætning til det, der virker. Det kan skade børnenes udvikling.”

Forslaget om at skære på lærernes forberedelsestid viser tydeligt, at det er umuligt at spare uden at gå imod sine egne erfaringer. Det er ikke engang et år siden, at politikerne erkendte, at der var nødt til at være en time mere til forberedelse af undervisningen for lærere med mange undervisningstimer. Det foreslås nu fjernet igen!  Det går ikke. Det kan ikke lade sig gøre at levere en acceptabel undervisning ved at gå tilbage til dårligere forberedelse.

På samme måde kan man forkaste alle de øvrige spareforslag.

Så er der muligheden for at spare ved at lukke de sidste mindre institutioner.

Det er efter Enhedslistens mening heller ikke en acceptabel løsning.

Politikerne kan ikke blive ved med at påstå, at de vil prioritere tidlig indsats, og bedre muligheder for børns skolegang, og at det skal være muligt at bo som familie, også på landet, hvis de samtidig lukker de sidste mindre institutioner i lokalområderne. Det giver pressede forældre, flere forhindringer for at vælge at bo i de mindre landsbyer og landdistrikter, hvis de skal til at sørge for lang transport af deres små børn, i stedet for at aflevere dem i de nære institutioner i  lokalområdet, med gode  udfoldelsesmuligheder for børnene. Desuden er små institutioner kvalitativt bedst

https://www.b.dk/nationalt/boern-har-bedst-af-smaa-daginstitutioner

Enhedslisten går stadig imod, at kommunen sparer igen på BU området.

Nu må hykleriet stoppe.

De samme politikere som har besluttet nedskæringer på børneområdet, bliver ved med at prioritere tilskud til erhvervslivet. F.eks. prioriterer de en ekstra byggesagsmedarbejder for at få behandlingstiden på en byggesag halveret til 3 uger – samtidig med, atventetiden for det barn, hvor forældre og lærere har set sig nødt til at bede om psykologhjælp,bliver sat op til 9 måneder.

For Enhedslistens Kommunal politiske Udvalg

Flemming Hardy Olsen