”Overvågningskapitalismens tidsalder”

Boganmeldelse af Arne Cheller:

Medlem af kommunistisk parti og uddannet bygningsmaler

Shoshana Zuboffs bog om overvågningskapitalisme kan medvirke til at skabe en digital modstandskraft, som igen kan tjene som inspiration i den videre kamp mod kapitalismen.

Mange har i årtier bebrejdet kapitalen og ikke mindst finanskapitalen dens grådighed. En egentlig kritik af kapitalismen som system har imidlertid ikke været helt så fremtrædende. Og der har slet ikke været fokus på, at denne grådighed er selve drivkraften i kapitalismen, som i dag med enkelte pletvise undtagelser behersker kloden. For hvad skulle ellers være styrende for kapitalens dispositioner? Grådigheden pakkes ofte ind i mere positive termer for om muligt at fastholde udbytningen.  Men det er meningsløst at bebrejde en haj, at den opfører sig som en haj og ikke som en dresseret delfin!

”Overvågningskapitalismens tidsalder” leverer en ny optik til at forstå, hvad Google, Facebook og andre sociale tjenester er i gang med.

Egentlig systemkritik handler om at forstå kapitalismens logik. Netop denne logik er omdrejningspunktet i en ny bog af Shoshana Zuboff: Overvågningskapitalismens tidsalder. Værket definerer en fundamental logik i vores tid, men det leverer også det nødvendige begrebsapparat til at bekæmpe den selvsamme logik.

En ny mutant af kapitalismen

”Overvågningskapitalismens tidsalder” kan komme til at rokke fundamentalt ved vores måde at tænke på digitaliseringen og dens konsekvenser for organisationsformer og arbejde. Der leveres en ny optik til at forstå, hvad Google, Facebook og andre sociale tjenester er i gang med – nemlig intet mindre end at undfange en helt ny variant af kapitalismen.

Bogen er et ambitiøst forsøg på at skabe et helhedsbillede og forklare effekterne af den digitalisering, som vi i dag oplever som enkeltindivider. Der er tale om, at en ny mutant af kapitalismen har forstået at udnytte den digitale teknologi til egne formål.

”Overvågningskapitalismen” går ud på at stille gratis tjenester til rådighed for milliarder af mennesker, således at det bliver muligt for udbyderne af disse tjenester at overvåge brugernes adfærd med en forbløffende detaljeringsgrad – og helt uden deres samtykke.

Googles, Facebooks og andre udbyderes virksomhed er velbeskrevet, men der har hidtil manglet et centralt led, nemlig en indsigt og forskning, der kan placere dem i en større kontekst. Det er netop denne forskning, som Zuboff leverer:

Vi befinder os i den nyeste fase i kapitalismens lange evolutionsproces fra håndværksmæssig fremstilling af produkter over industriel masseproduktion og koncern- og finanskapital og frem til i dag hvor adfærdsforudsigelser tilvejebragt ud fra overvågning af brugerne selv udnyttes. Bogen viderefører en tradition, der omfatter Adam Smith, Max Weber og ikke mindst Karl Marx.

Først kom Google

Overvågningskapitalismen er født på baggrund af en menneskelig opfindelse, der har sat sig igennem på et bestemt historisk tidspunkt. Google var pionéren. Og metoden bestod i ”at prøve sig frem” – omtrent på samme måde, som da Ford Motor Company i 1900-tallets begyndelse opdagede masseproduktionens muligheder for mere profit.

Der skabes systemer til at gribe ind i livssituationer og ændre på vores adfærd, så den formes til de ønskede kommercielle resultater.

Under indtryk af stigende pres fra mange firmaer besluttede Googles ledelse at opgive sin oprindelige modvilje mod reklamer. Det blev besluttet at skaffe annonceindtægter ved at udnytte eksklusiv adgang til brugerdata og kombinere disse med virksomhedens store analytiske kapacitet og regnekraft.

Googles annonceindtægter voksede i perioden 2001 til 2004 med ikke mindre end 3.590 procent. På den baggrund blev koncernen børsnoteret i 2004, og der opstod en ny form for kommerciel virksomhed.

Selskabet udviklede nye metoder til hemmelig dataindsamling, så der også kunne opnås adgang til de data, som brugerne ville holde private, og så der kunne udledes omfattende personlige oplysninger, som brugerne ikke tillod adgang til.

Dataoverskud og adfærdsforudsigelse

Det såkaldte dataoverskud, som hermed blev skabt, skulle så analyseres for skjulte betydninger, der kunne bruges til at forudsige ”klik-adfærd”. Overskudsdata kom dermed til at danne grundlag for et nyt marked for forudsigelsestjenester, kaldet målrettet reklame.

Hele processen omkring at akkumulere adfærdsdata er blevet gennemført uden nogen form for lovregulering. Zuboff skriver:

”At afkræve overvågningskapitalisterne respekt for privatlivets fred, eller at lobbye for et opgør med kommerciel overvågning på internettet svarer til at bede gamle Henry Ford om at sørge for, at alle Ford T-biler fremover bliver lavet i hånden. Eller det svarer til at bede en giraf om at afkorte sin hals eller en ko om at opgive drøvtygningen. Sådanne krav er som eksistentielle trusler imod de grundlæggende mekanismer for disse enheders overlevelse.”

Overvågningskapitalismens oprindelse skal altså søges i denne lukrative og aldrig før udnyttede giftbryg: Adfærdsforudsigelser med baggrund i datavidenskab, materiel infrastruktur, computerregnekraft og automatiserede platforme, i takt med at ”klikraterne” vokser.

Overvågningskapitalismen forholder sig lige så lidt til reklameudbud, som masseproduktionsmetoderne begrænsede sig til fremstilling af Ford T-biler. Den blev standardmodel for kapitalakkumulation i Silicon Valley i USA.

Dataoverskuddet bevægede sig fra onlineverdenen til den reelle verden. Disse data om menneskelige handlinger var jo gratis. I virkeligheden er det en del af kapitalismens funktion: Kapitalen tilegner sig data, der lever uden for markedssfæren, og erklærer, at de nu er markedsvarer.

I dag er adfærdsforudsigelser ikke længere begrænset til tech-selskaber. De har spredt sig til en bred vifte af produkter, tjenester og økonomiske sektorer, herunder forsikring, detailhandel, sundhedspleje, finansiering, underholdning, uddannelse og transport. Næsten alle produkter eller tjenester i dag starter med ordet ”smart” eller ”personlig”. På deres vej til at forudsige vores fremtidige adfærd i den nye overvågningsøkonomi er de ligesom alle internetaktiverede enheder og ”digitale assistenter” storleverandører af adfærdsdata.

Som en kolonial erobring

Zuboff sammenligner overvågningskapitalismen med den første kolonialistiske erobringshistorie, hvor de første spaniere ankom til De Caribiske Øer, og hun ser et mønster til vores digitale tidsalder. Hun kalder det for et ”erobringsmønster”, som udfolder sig i tre faser: Først iværksættes en række legale forholdsregler, der skal give invasionen et skær af højere retfærdighed. Så følger en proklamation af territoriale krav. Og siden grundlægges en by, der kan legitimere denne proklamation.

Det borgerlige demokrati har sovet i timen, mens overvågningskapitalisterne har akkumuleret usete koncentrationer af viden og magt.

Da Christoffer Columbus ankom til De Caribiske Øer, betragtede han dem ganske enkelt som underlagt under det spanske monarki og paven. Hverken han eller den tids søfarere har umuligt kunnet forestille sig, at de skrev en drejebog, som blev samlet op i et digitalt 21. århundrede: Overvågningskapitalisterne erobrede territorium. De erklærede private erfaringer for materiale, som de uden videre kunne gøre til deres ejendom, og som de kunne oversætte og manipulere, som de ville.

Så mennesket er blevet fanget. Lige så lidt som de oprindelige befolkninger i Caribien kunne forudse de strømme af blod, der blev konsekvensen af deres første gæstfrihed, lige så lidt har vi kunnet forestille os næste skridt i den digitale dataudveksling. Ganske som den tids caribiere står vi over for noget, der er uden fortilfælde.

”Engang søgte vi på Google. I dag søger Google på os. Engang tænkte vi os digitale tjenester som gratisydelser. I dag betragter overvågningskapitalisterne vores tanker som gratis.”

Mens det er umuligt at forestille sig overvågningskapitalisme uden den digitale verden, kan man sagtens forestille sig en digital verden uden overvågningskapitalisme. Den pointe ligger Zuboff nær. Hun skriver, at den digitale verden kan antage mange former og have mange effekter, alt afhængigt af den sociale og økonomiske logik, der bringer den til live.

Målet er at automatisere menneskene

I dag har overvågningskapitalisterne flyttet deres fokus fra de individuelle brugere til hele befolkningsgrupper, f.eks. byers indbyggere og samfund som helhed. Tænk på al den kapital, der kan tiltrækkes til fremtidige markeder, hvor forudsigelser om befolkningsadfærd kan raffineres til at blive pålidelig indtil vished grænsende viden.

Til en begyndelse fandt de ud af, at jo større dataoverskud de kunne tilvejebringe, des bedre forudsigelser kunne de fremstille. Det førte til stordriftsfordele i forsyningskæden fra den første computer til mobilen og videre ud i verden: dine køreture i bil, når man shopper, når man jogger, leder efter parkeringspladser, vores blodtype, vores ansigtstræk – og til enhver tid: din placering og lokalisering.

Men her stoppede det ikke. I sidste ende forstod de, at de fleste adfærdsmæssige data stammer fra, hvad Zuboff kalder handlingsøkonomier: Her designes systemerne til at gribe ind i livssituationer og faktisk ændre på adfærd, så den formes til de ønskede kommercielle resultater. Man ser denne udvikling i Facebooks såkaldte smitte-eksperiment (der viste, hvorledes følelser smitter på Facebook), og i det Google-udklækkede forstørrede reality-spil Pokemon Go.

Målet er at automatisere menneskene. Processerne er omhyggeligt designet til at producere uvidenhed ved at omgå individuel bevidsthed og dermed eliminere enhver mulighed for selvbestemmelse. Som det bliver forklaret, kan vi designe konteksten omkring en bestemt opførsel og fremkalde forandringer. Vi er kort sagt ved at lære os selv at komponere den musik, der får folk til at danse.

Udemokratisk

Overvågningskapitalisterne har i de sidste to årtier ikke skullet forholde sig til indblanding fra love og regler, der kunne begrænse deres virke. Det borgerlige demokrati har sovet i timen, mens overvågningskapitalisterne har akkumuleret usete koncentrationer af viden og magt. De har skabt mulighed for at forme individers og befolkningers adfærd med baggrund i menneskets sociale deltagelse og deres enorme kapitalreserver. De ved mere om os selv, end vi ved om dem.

Disse former er socialt ulige, og de er ikke mindst udemokratiske.

Samtidig afviger overvågningskapitalismen fra markedskapitalismen i vigtige henseender. En af disse forskelle er, at overvågningskapitalismen giver afkald på den sociale gensidighed mellem mennesker. Overvågningskapitalisterne er ikke længere afhængige af enkeltmennesket som forbruger. I stedet dirigerer de udbud og efterspørgsel hen mod de virksomheder, der ønsker at foregribe adfærd hos både befolkninger, grupper og enkeltpersoner.

En anden forskel er, at de store overvågningskapitalister i kraft af deres enorme teknologiske ressourcer kun har brug for relativt få mennesker. General Motor ansatte flere mennesker, da Den Store Depression i 1930’erne var på sit højeste, end Google eller Facebook gjorde, da deres markedsværdi var højest.

Kan vi slippe fri

Overvågningskapitalismen behersker det digitale miljø og har en magt til at konfiskere private oplevelser og forme menneskelig adfærd, som gør, at de fleste af os ikke kan undslippe – og mange spekulerer på, om det overhovedet er muligt.

Zuboff peger på flere forskellige grunde til, at overvågningskapitalisterne har kunnet slippe af sted med at udvikle strategier, der holder os fast i deres greb. Årsagerne skal søges i de bestemte historiske, politiske og økonomiske forhold, der har muliggjort deres succes. En af de vigtigste grunde er det bemærkelsesværdige princip om ”erobring per proklamation”. Andre vigtige årsager er behovet for inklusion, identifikation med tech-ledere og deres projekter, social overtalelse og en følelse af stor hjælpeløshed.

Overvågningskapitalismen behersker det digitale miljø og har en magt til at konfiskere private oplevelser og forme menneskelig adfærd.

Overvågningskapitalisterne ønsker, at vi skal tro, at teknologien er en uundgåelig kraft. Men før overvågningskapitalismen var der en stor og mangfoldig historie om digitale muligheder, der var frigørende og kan anvendes til gavn for mennesker. Som Zuboff skriver: ”Teknologien er kun dukken, mens overvågningskapitalismen er dukkeføreren.”

Overvågningskapitalismen er et menneskeskabt fænomen, og det er på det politiske plan, at den skal konfronteres. Vores demokratiske institutioners ressourcer må mobiliseres, mener Zuboff.

Hun er af den overbevisning, at EU’s forordning om databeskyttelse og privatlivssikkerhed (GDPR) er en god begyndelse, men kun tiden vil vise, om der kan bygges videre på den. Vores samfund har før lagt en dæmper på den rå kapitalismes uhyrligheder – om det er muligt i dag, hvor kapitalismen hersker overalt på kloden, er mere tvivlsomt.

Til trods for eksisterende økonomiske, juridiske og kollektive handlemodeller som antitrust-initiativer (opsplitning af monopoler), privatlivslovgivning og fagforeninger har overvågningskapitalismen haft hele to årtier til uhindret at kunne slå rod og blomstre. Så der er brug for nye ideer, der må vokse ud af en nøje forståelse af hele komplekset. For eksempel bliver ideen, om et ”dataejerskab” fremført som mulig løsningsmodel. Men man kan spørge:

Hvad er overhovedet meningen med at kunne eje data, der egentlig slet ikke burde eksistere? En sådan tilgang fremmer og legitimerer i virkeligheden dataindsamlingerne. Det svarer til at skulle forhandle om, hvor mange timer om dagen, en syvårig bør have lov til at arbejde, snarere end at bekæmpe børnearbejde som noget grundlæggende illegitimt.

Et andet eksempel: Vel kan der være gode antitrust-begrundelser for at bryde de største tech-virksomheder op. Men dette alene vil ikke fjerne overvågningskapitalismen. I stedet vil den bare producere mindre overvågningskapitalistiske virksomheder og åbne feltet for endnu mere af det samme.

Fremmer digital modstandskraft

”Overvågningskapitalismens tidsalder” er blevet rost i hele den internationale presse, og man skal lede længe efter anmeldelser, der problematiserer eller kritiserer Zuboffs teser. Men der er enkelte historiske afsnit, hvor forfatteren kommer for let om ved det.

I et kapitel skrives der om totalitarisme, og her skæres Nazityskland og Sovjetunionen over én kam. Hvad Zuboff betegner som ødelæggelse, skyldes efter hendes mening, at nogle ”grupper” blev holdt ude, i Hitlers Tyskland på baggrund af ”race” og i Sovjetunionen på baggrund af ”klasse”. Disse luftige udsagn fremsættes uden at inddrage samfundenes økonomiske basis.

Når man sætter et meget skarpt lys på overvågningskapitalismen, skal man selvfølgelig ikke lukke øjnene for alle de andre destruktive og skandaløse former for rovdrift, som den globale kapitalisme står bag. ”Overvågningskapitalismens tidsalder” er imidlertid vigtig og kan anbefales. Bogen kan medvirke til at skabe en digital modstandskraft, som igen kan tjene som inspiration i den videre kamp mod kapitalismen.

For vi må spørge:

Er de fleste ved at blive frivillige medløbere for overvågningskapitalismen, hvis vi accepterer de fordele, vi får på kort sigt – en magisk digital assistent, den korteste rute på Google Maps – uden tanke på de ofre, vi yder på lang sigt?

Dagbladet Arbejderen

Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen, nummer 4, december 2019.