Værd at kæmpe for

Leder

Dagbladet Information udland

side 24

lørdag 14. april 2018

Værd at kæmpe for

Hvad stiller vi op med Bashar al-Assad? Det spørgsmål har domineret den internationale dagsorden ikke bare den sidste uge, siden lørdagens kemiske angreb i Damaskus-forstaden Douma, men stort set konstant siden krigen i Syrien brød ud for syv år siden.

Det store spørgsmål har vi for længst besvaret i Vesten: Til trods for alle Assads forbrydelser og de hundredtusinder af liv, han har på samvittigheden, er vi ikke villige til at gennemtvinge et regimeskifte, og vi har i øvrigt virkelig dårlige erfaringer med den slags fra andre lande.

Tilbage står spørgsmålet, hvad vi stiller op med Assad, når han tilsyneladende endnu en gang har forbrudt sig mod en af de mest basale grænser for krig og giftgasset sin egen befolkning.

USA, Storbritannien og Frankrig har hurtigt meldt sig villige til at svare hårdt igen. Vi ved endnu ikke hvordan, men med den retorik, Trump har lagt for dagen, må man antage, at det bliver et større angreb end sidst. For godt et år siden skød USA 59 Tomahawk-missiler mod en syrisk luftbase som svar på et kemisk angreb i Khan Shaykhun. Angrebet gjorde nogen skade på basen og det syriske luftvåben, men ikke mere, end at de syriske styrker nogle timer senere kunne udføre et angreb fra selvsamme base.

Siden er der blevet udført adskillige kemiske angreb i Syrien.

Trumps mere eller mindre effektløse angreb bliver nu brugt som argument for, at symbolske straffeaktioner af denne karakter ingen reel effekt har. Nogle mener endda, at det heller ikke havde gjort nogen forskel, hvis Obama i 2013 havde straffet Assad-regimet, da det første gang overtrådte hans proklamerede røde linje med brug af kemiske våben.

Realistisk set kommer et nyt angreb heller ikke til at have nogen militær effekt. Vi har for længst overladt Syrien til kræfter, der har været villige til at acceptere en større grad af kaos, end vi selv gør.

Det ene aspekt af spørgsmålet om at angribe er realpolitisk. Det er pragmatisk – eller kynisk – af natur og anskuer valget ud fra to præmisser: Hvad koster det, og hvad nytter det?

I bedste fald gør et angreb altså ingen forskel. I værste fald kan et angreb føre til yderligere eskalation, der rækker ud over Syriens grænser. Vi har et internationalt politisk klima, der er så spændt, at et uopklaret attentat mod en ukendt eksspion i London på få dage kan føre til en verdensomspændende diplomatisk krise. Hvad kunne en fejlagtig amerikansk nedskydning af russiske fly og soldater i Syrien ikke afstedkomme?

Men det andet aspekt af spørgsmålet er moralsk: Bør vi angribe?

Det er det moralsk forkastelige i at anvende kemiske våben og overskride de internationalt vedtagne værdier om, at der selv i krig gælder grænser, der er årsag til, at omkring 45 giftgasdræbte civile kan vække så meget større international forargelse end de tusindevis af syrere, der har mistet livet i bombeangreb.

Det moralske aspekt beskæftiger sig ikke kun med et angrebs konkrete virkning på konflikten i Syrien. Det sigter lige så meget mod hele den internationale verdensorden, og hvad man fremover kan tillade sig i krig.

Problemet er, at vi i Syrien længe har set til, mens der bliver begået den ene krigsforbrydelse efter den anden – også med kemiske våben. Grænserne for krig er for længst forrykket. Vi har sat kampen mod Islamisk Stat over hensynet til syrerne, så vi de facto har allieret os med Assad. Det belaster vores moralske autoritet, ligesom USA selv har bidraget til undermineringen af hele det internationale system, vi egentlig byggede til denne slags spørgsmål.

Men uanset hvor langt vi er gået ned ad denne triste vej, er det aldrig for sent at kæmpe for det, vi tror på. Et giftgasangreb må ikke være gratis. Hvis vi finder det bevist, at det var Assad, der stod bag lørdagens angreb, må det være muligt at finde måder at straffe ham, så han kan mærke det.

Vi har tilladt Assad at belejre, udsulte og sønderbombe hele bydele med uproportionale midler, og tillader vi ham også dette, har vi givet resten af verdens militante diktatorer et signal om, at der ingen grænser er for, hvad de kan gøre over for deres egen befolkning. Det er den grænse, vi nu trækker over for Assad – og det minimum af globalt skæbnefællesskab, vi forsvarer, når vi angriber i Syrien. Det er den eneste effekt af angrebet.

Men den effekt er også værd at kæmpe for.

rott