Regeringen afviser forbud mod atomvåben

Arbejderen 1.02.2021

Et FN-forbud mod atomvåben trådte i kraft den 22. januar. Samme dag diskuterede Folketingets partier, om Danmark skal tilslutte sig den internationale lov. Et flertal af politikerne mener, at en ratificering vil gøre nedrustning sværere, mens 78 procent af danskerne støtter forbuddet mod atomvåben.

følg linket . . . herunder:

https://arbejderen.dk/indland/folketingsflertal-afviser-forbud-mod-atomvåben-som-78-procent-af-befolkningen-støtter

Christian Juhl deltog i markering den 6. august 2020 for på 75-årsdagen at mindes atombomben over Hiroshima. Et stort flertal støtter ifølge en meningsmåling dansk tilslutning til FN-traktaten om forbud mod atomvåben.
FOTO: Aage Christensen
Kommentar

Regeringen afviser forbud mod atomvåben

I Folketinget havde vi en næsten to timers debat om FN-traktaten, skriver Christian Juhl.

Fredag den 22. januar skulle blive en god dag. Da trådte FN-traktaten om forbud mod atomvåben i kraft.

En dugfrisk meningsmåling viser, at af de 1008 adspurgte var 78 procent for et ja til traktaten. 7 procent sagde nej, og 16 procent sagde “ved ikke”.

Det er nu imod folkeretten, hvis et land deltager i planlægning, udvikling, produktion, test, erhvervelse, opbevaring, transport, stationering og brug af atomvåben samt truslen om at benytte disse våben.

Forbuddet blev i 2017 vedtaget i FN med 122 stemmer for og ville træde i kraft, når 50 stater havde ratificeret aftalen, og det er nu sket.

Danmark og andre NATO-lande blev væk fra både FN’s forhandlinger og afstemninger om traktaten, fordi USA havde lagt hårdt pres på sine allierede.

I NATO skal atomvåben fortsat være en del af alliancens strategi.

I Folketinget havde vi en næsten to timers debat om FN-traktaten, fremsat af Enhedslisten og SF og støttet af Alternativet og Frie Grønne.

Vi opfordrede til, at Danmark skal tiltræde traktaten.

Regeringen og resten af Folketinget ville gerne af med atomvåbnene i verden, men ikke så længe Danmark er medlem af NATO, og så længe der findes atomvåben.

Mange andre masseødelæggelsesvåben, blandt andet kemiske våben, landminer og klyngebomber, er blevet forbudt, men ikke atomvåben.

Danske og internationale sikkerhedseksperter mener ellers, at faren for atomkrig ved et uheld eller som en bevidst fjendtlig handling i dag er større end under Den Kolde Krig.

Fra 1970 til 1988 var det mere end 100 gange “lige ved”, at atomkrigen startede på grund af fejl og misforståelser.

FN’s banebrydende ikke-spredningsaftale fra 1970 har ligget stille i årtier.

Atommagterne lovede ved indgåelse af ikke-spredningsaftalen, at mængden af atomvåben skulle nedbringes.

I stedet for har landene moderniseret våbnene, og en atombombe har i dag meget større sprængkraft end bomberne over Hiroshima og Nagasaki.

I dag råder Rusland, USA, Storbritannien, Frankrig, Kina, Indien, Pakistan, Israel og Nordkorea over atomvåben.

Sidste år sendte 56 tidligere præsidenter, premierministre, udenrigsministre og forsvarsministre fra 20 NATO-lande samt Japan og Sydkorea et åbent brev til støtte for den nye FN-traktat.

Medunderskriverne tæller blandt andre tidligere FN-generalsekretær Ban Ki-moon, tidligere NATO-generalsekretærer Javier Solana og Willy Claes og fra Danmark tre tidligere udenrigsministre: Mogens Lykketoft, Holger K. Nielsen og Kjeld Olesen.

De skriver blandt andet i deres fælles henvendelse til den danske regering:

“Forbuds-traktaten, der blev vedtaget i 2017, kan være med til at afslutte årtiers lammelse af nedrustningen. Den er et fyrtårn af håb i en tid med mørke.

Den gør det muligt for alle lande at tilslutte sig den højst tilgængelige og mest omfattende norm imod atomvåben og samtidig være med til at skabe et internationalt pres for yderligere handling.”

En dugfrisk meningsmåling i Danmark viser, at af de 1008 adspurgte var 78 procent for et ja til traktaten. 7 procent sagde nej, og 16 procent sagde “ved ikke”.

Meningsmålingen var et klart signal til Venstre og Socialdemokratiet. Målingen viser, at af deres vælgere stemmer henholdsvis 80 og 85 procent for, at Danmark skal tilslutte sig traktaten.

De fleste troede, at Danmark allerede havde tilsluttet sig.

Jeg var dybt skuffet over, at især Radikale Venstre og Socialdemokraterne ikke støttede et forbud mod atomvåben.

22. januar var en god dag for verden – men en trist dag i Folketinget.