Sandheden er at prisen er ukendt

Fredag, 01. december, 2017, 06:00:12

Stop for nye jagerfly

Regeringen har fremsat forslag i Folketinget om køb af 27 nye kampfly af typen F35. Umiddelbart ser det ud til at flertallet er sikret, på baggrund af den aftale regeringen indgik sidste år, med blandt andet Socialdemokratiet.

Kritikken tårner sig op fra både ind- og udland. Fredsbevægelsen har afleveret 20.000 underskrifter imod nye jagerfly i denne uge. De nye jagerfly er angrebsvåben, der vil trække Danmark ind i nye krige og skærpe konflikten med Rusland.

Sandheden er, at regeringen ikke kender prisen på de fly man vil købe.

Den danske rigsrevision har påpeget, at regeringen overvurderer hvor mange timer F35 jagerne rent faktisk kan være i luften, på baggrund af andre landes forventninger. Regeringen kritiseres for at have skruet tallet i vejret, for at tegne et billede af, at de 27 F35 fly kan løse lige som mange opgaver, som de nuværende 44 F16 jagerfly.

Det er ikke kun er fredsbevægelsen, som advarer mod F35 jagerne. De Konservative tiltrådte først forliget, da partiet trådte ind i regeringen. men har flere gange rejst en offentlig kritik. Partiet frygter, at købet af F35 “er en gøgeunge, der kommer til at skubbe andre projekter i graven” og medføre store nedskæringer af både hæren og søværnet, hvis ikke krigsbudgetterne hæves yderligere.

Australien, Norge og Italien har allerede købt F35. Her er der stigende bekymring over, at flyene automatisk sender de data de indsamler i luften, direkte videre til den amerikanske producent. Af frygt for deres nationale suverænitet har man derfor startet produktionen af software, som kan forhindre dette. Inden man køber F35 må den danske regering også afkræves en holdning til dette spørgsmål.

Officielt vil regeringen afsætte 66.1 milliard til køb af kampflyene. Men der er intet der tyder på at denne pris holder. I følge den amerikanske rigsrevision er de forventede vedligeholdelsesudgifter steget med 25 procent på bare 4 år. Amerikanske medier skriver direkte at udgifterne til F35 er løbet løbsk. Sandheden er, at regeringen ikke kender prisen på de fly man vil købe. Der er god grund til at fortsætte modstanden mod danmarkshistoriens største våbenkøb.

Dagbladet Arbejderen, fho 02.12.2017