Synes du, det er slemt nu? Så vent til coronamandemien rammer de fattige lande

Dagbladet Information 27-03-2020

Det rør også os i den vestlige del af verden, hvad der sker i udviklingslandene syd for Sahara.Nesrine Malik er klummeskribent hos The Guardian og giver her sit besyv til, hvad der kan være frygt scenariet, hvis det går galt i eksempelvis Afrika.

fho


“Selv om Afrika har langt færre coronatilfælde end Europa, har nogle afrikanske lande reageret med langt mere ekstreme foranstaltninger og langt hurtigere end eksempelvis Storbritannien. I Sudan, mit fødeland, blev skoler og universiteter lukket ned, så snart der var registreret én smittet og ét dødsfald.”

Klumme

Synes du, det er slemt nu? Så vent til coronapandemien rammer de fattige lande

Rædslen over, at Vesten ikke er lykkedes med at inddæmme coronavirussen, vil blegne i sammenligning med de konsekvenser, det vil have, hvis pandemien for alvor rammer udviklingslandene i Afrika, skriver klummeskribent Nesrine Malik i dette debatindlæg


Selv om Afrika har langt færre coronatilfælde end Europa, har nogle afrikanske lande reageret med langt mere ekstreme foranstaltninger og langt hurtigere end eksempelvis Storbritannien. I Sudan, mit fødeland, blev skoler og universiteter lukket ned, så snart der var registreret én smittet og ét dødsfald. Andre nationer har også taget deres forholdsregler og lukket deres internationale lufthavne.

Der er noget smerteligt forudsigeligt over, at coronavirussen blev bragt til Afrika af turister og velhavende lokale, der kom tilbage fra ferier og forretningsrejser. I Egypten kan de første tilfælde af COVID-19 føres tilbage til et krydstogtskib. Lokale, der opvartede krydstogtturisterne, blev smittekædens første led.

Forholdsreglerne er taget uden tøven. Det udspringer dog mere af bitter erfaring end af politisk modenhed. Landene ved, at deres overbebyrdede sundhedssystemer hurtigt vil bryde helt sammen, hvis pandemien rammer. Ebola-epidemien i 2014 står stadig i frisk erindring i mange nationer syd for Sahara. Læren fra dengang var, at rettidig forebyggelse og inddæmning er den eneste løsning, der giver håb om at afværge tusindvis af døde.

De forsvarsløse

Vesten ser med dyb bekymring på de kommende uger og måneder, men i udviklingslandene er perspektiverne endnu frygteligere. Med begrænsede behandlingsmuligheder og flere tilstødende risikofaktorer, herunder underernæring, høj befolkningstæthed, storfamilieboformer, dårlige sanitære forhold og ringe adgang til rent vand, kan dødeligheden blive mange gange højere end i Vesten.

Også økonomisk kan en ny istid forestå: Afrikanske lande har typisk ingen polstring, ingen nødfonde, ingen stimuluspakker, ingen forsikringspræmier at falde tilbage på.

Der findes kun sparsomme data om effekterne af tidligere pandemier i Afrika. Bedre data har vi fra sydasiatiske lande på sammenligneligt økonomisk udviklingstrin. Det vurderes eksempelvis, at op til 30 procent af den spanske syges 50 millioner dødsofre kom fra et enkelt land: Indien.

Der er noget smerteligt forudsigeligt over, at coronavirussen blev bragt til Afrika af turister og velhavende lokale, der kom tilbage fra ferier og forretningsrejser. I Egypten kan de første tilfælde af COVID-19 føres tilbage til et krydstogtskib. Lokale, der opvartede krydstogtturisterne, blev smittekædens første led.

Virussens spredning sker via de trafikale og finansielle strømme, der eksponerer de afrikanske lande for globaliseringen i dens mest skæve form: Udefrakommende er velkomne som turister og investorer, men kun de rigeste med de bedste forbindelser kan frit rejse ud fra kontinentet.

Mønstret går igen overalt, hvor pandemien rammer. De fattige, de uforsikrede, de besiddelsesløse, de underinformerede og de mindst mobile er forsvarsløse ofre. Mange vestlige lande har gradvis trængt disse mennesker ud i periferien, imens privilegier som betalt ferie, sygeorlov og private sundhedsforsikringer er forbeholdt de ressourcestærke.

Mirakel eller Marshallplan

Når den amerikanske og den britiske regering var så længe om at stille gratis test, lægebehandling og økonomisk understøttelse til rådighed for mennesker, der har mistet deres job, beror det også på, at disse uligheder er så strukturelt indlejrede. De kan ikke rulles tilbage fra det ene øjeblik til det andet, selv ikke når der står menneskeliv på spil.

Den globale økonomi er i vidt omfang indrettet på samme måde: Der er vinderne, som indkasserer gevinsterne, og taberne, som må tage til takke med rester. Hvis de rige lande end ikke kan beskytte deres egne befolkninger, er der ikke meget håb om, at de vil udstrække deres bestræbelser til også at hjælpe lande, der kun råder over en brøkdel af deres ressourcer.

Den nuværende krise rummer imidlertid en lære for dem, der helst vil tro, at strukturelle ubalancer ikke er vores problem. For nationale og internationale uligheder kan ikke bestå, uden at vi alle taber på det.

Den erkendelse er ved at dæmre hos vores lovgivere, at her kan de rige ikke barrikadere sig imod de fattige. Skal smittespredning begrænses, må tiltagene omfatte alle, for vi er alle i samme båd, og derfor må også alle kunne få mulighed for at blive testet, gå i selvisolation og modtage behandling efter behov.

Det er ikke en utopisk ambition, men et pragmatisk hensyn. Virusser skelner ikke mellem klasser og nationaliteter.

Lige så lidt som vores arbejdsliv og det offentlige og sociale liv kan, kan heller ikke grænser holdes lukket for altid. De afrikanske lande sætter hårdt ind imod coronavirus i erkendelse af, at de må klare det her selv. Men uden et mirakel eller en antipandemisk marshallplan iværksat af de rigere lande vil en eksplosion af COVID-19 i de fattige lande udløse en katastrofe, der kan opsluge alle.

Nesrine Malik er klummeskribent hos The Guardian