Tanker efter Brexit
Af Pelle Dragsted
1) Briterne har efter måneders grundig debat stemt Leave, og det må alle – uanset synspunkt – respektere. Det nytter ikke noget at blive fornærmet eller tale arrogant og nedsættende om briterne som dumme eller populistiske. Tværtimod er der et dybt behov for at analysere og forstå baggrunden for resultatet.
2) Afstemningen var ifølge analyser ekstremt klassedelt. Kortuddannede lønmodtagere (uanset hudfarve) stemte Leave. Jo lavere indkomst i valgkredsene jo større flertal for Leave.
Det burde være et vink med en vognstang om, at EU ikke har leveret til flertallet af lønmodtagere i Europa. Tværtimod har dette flertal oplevet at skulle bringe ofre igen og igen.
EU’s politik har siden krisen målrettet undermineret de europæiske socialstater, åbnet op for massiv social dumping, og dereguleret arbejdsmarkederne til arbejdsgivernes fordel. Det er ikke underligt, at der reageres negativt. Det handler ikke om at de britiske lønmodtagere ikke har forstået EU, som det lyder arrogant fra mange sider i dag, men om at de netop HAR forstået hvad EU’s politik handler om, og siger nej tak.
3) Derfor kan afstemningen – hvad enten man er glad eller ked af resultatet – i bedste fald blive et nødvendigt wake-up call for EU-eliten (og sådan set også alle andre) om, at der er brug for en total nyorientering. I stedet for at fortsætte med at være et lokomotiv for nyliberalistisk deregulering, er der brug for den modsatte politik. For at et europæiske samarbejde kan vinde opbakning og tillid, skal det levere til almindelige mennesker gennem et benhårdt forsvar for arbejdstagerrettigheder og velfærd, og en lige så benhård regulering af markedskræfternes ødelæggende virkninger.
Om Brexit vil føre til et kursskifte eller i hvert fald en større forsigtighed fra EU-elitens side ved vi ikke endnu. En første prøve vil blive EU’s måde at møde en spansk vesntrefløjsregering under PODEMOS ledelse, som meget let kan blive resultatet af søndagens valg. (Som jeg i øvrigt skal ned og deltage i som gæst for EL.)
Jeg tror at EU’s elite efter Brexit vil være mere forsigtige med at tromle henover demokratisk valgte regeringer, som vi så i Grækenland sidste sommer. Men det vil de kommende måneder vise.
4) Det er ikke hverken nationalistisk eller højrepopulistisk at ønske at flere beslutninger bliver taget tæt på én selv i nationale parlamenter, og at EU blander sig for meget. Det er en legitim diskussion af hvor omfattende og overnationalt et internationalt samarbejde skal være. Jeg synes at EU’s indblanding er alt for omfattende – ikke mindst på det økonomiske område.
5) Det er ikke rart, at se højrepopulister i UK og Europa fejre resultatet.
Men der er i den forbindelse én ting, der er vigtigt at huske: Intet har styrket højrepopulistiske kræfter mere end EU’s centralistiske og antisociale politik. EU’s politik har ikke, som nogen øjensynlig mener, været et bolværk mod nationalismen. Tvært imod har EU’s austerity-politik, underminering af de europæiske socialstater, og sociale dumping været hovedårsagen til at at højrepopulistiske kræfter vinder frem nogle steder på kontinentet.
Så at mene, at vi vinder kampen mod dem, ved mere EU-centralisering, eller ved at udskamme de lønmodtagere, som helt forståeligt siger nej tak til mere EU, er simpelthen både dumt og farligt.
Summa Summarum: Resultatet kan ikke andet end vække blandede føleleser hos mig. På den en bekymring for at briternes valg bliver et rygstød for højrenationale kræfter i UK og Europa. På den anden side et håb om at de britiske lønmodtageres klare budskab, kan blive den begivenhed, der tvinger EU’s elite til en ny politik, og igangsætter en reel diskussion om hvordan vi skabet et europæisk samarbejde som rent faktisk skaber bedre vilkår – ikke bare for en transnational elite, men for almindelige lønmodtagere i Europa.
Vi er alle sammen selv med til at bestemme hvad resultatet bliver.
(Del gerne hvis du synes det er relevante overvejelser)
web; Flemming Hardy, 25-06-2016