»Venstrefløjens identitetspolitik angriber vores grundlæggende idé om lighed«

BERLIN – Det knirker og knager på venstrefløjen. Det er ikke nyt – slet ikke i forhold til den tyske venstrefløj, der har været splittet siden Weimarrepublikkens dage. Men i disse år er hele den vestlige verdens venstrefløj måske ved at lægge sig selv i graven med et forræderi mod sin egen mission. Eller mere præcist: Venstrefløjens socialpolitiske fløj er ved at blive overmandet af den identitetspolitiske fløj, der nu selv sidder fast i den »moralfælde« af politisk korrekthed, identitetspolitik og sproglig udrensning, som den ellers har lagt ud for sine modstandere.

Sådan lyder udgangspunktet for den tyske Bernd Stegemanns nye bog Moralfælden – hvordan vi befrier den venstreorienterede politik.

Bernd Stegelmann

»Når identitetspolitik og subjektive følelser som krænkelse i stadig højere grad afløser mere objektive kriterier som udbytning og økonomisk skævvridning, så har vi et alvorligt problem på venstrefløjen,« siger Bernd Stegemann, da Information møder ham i de rå lokaler i det nyindrettede og velrenommerede Ernst Busch akademi for skuespil i Berlin.

Her arbejder Stegemann som professor ved siden af sit job som dramaturg ved Bertolt Brechts gamle scene, Berliner Ensemble. Men han blev for alvor et kendt ansigt i den brede tyske offentlighed, da han fik sin politiske ilddåb sidste efterår: Ved siden af det tyske venstrefløjsikon Sahra Wagenknecht sprang Stegemann ud som »dramaturgen« bag den venstreorienterede bevægelse Aufstehen, der lynhurtigt fik flere hundredtusinder støtter og stor opmærksomhed i pressen. Siden da har den levet en meget stille tilværelse.

For nylig trådte Sahra Wagenknecht ud af Aufstehens bestyrelse for nu at virke mere bag kulisserne. Det fik en række andre prominente støtter til at trække sig, og Aufstehen ser nu umiddelbart temmelig afpillet ud.

Det benægter Stegemann dog. Han tror tværtimod, at bevægelsen nu vil blomstre nedefra. Men først og fremmest vil han »rykke tingene lidt på plads på venstrefløjen« med bogen Moralfælden.

»Jeg har levet i det berlinske kulturliv i mange år, hvor der er en stærk hang til moralisme og selvretfærdighed. Derfor er bogen også en kritik af mig selv og mit miljø,« siger han.

»Den tendens blev tydelig ved flygtningekrisen i 2015, hvor begge fløje oprustede voldsomt retorisk og moralsk. Men på venstrefløjen har det været svært at trænge igennem med nogen form for selvkritik, fordi den konsekvent udløser modsvaret: aha, du forsvarer altså Alternative für Deutschland! Det er ikke bare en logisk og politisk forkert argumentation, men også udtryk for en dysfunktionel offentlighed – under flygtningekrisen blev selv faktuelle kritiske spørgsmål moralsk kvalt,« siger Bernd Stegemann.

Neoliberal identitetskamp

Mens flygtningekrisen åbnede for en giftig debat om omfordeling og solidaritet langt ind i partiet Die Linke, stirrede højrefløjen sig i Bernd Stegemanns øjne helt blind på flygtningespørgsmålet. Det har virket på kort sigt, men den overser fortsat den globale kapitals omvæltende kraft og den himmelråbende skæve fordeling i Tyskland.

»Vi har en enorm lavtlønssektor. De nederste 40 procent af tyskerne ejer ingenting, samtidig med at de bor til leje på et eksplosivt boligmarked. Den øverste procent har derimod ikke bare massive indkomststigninger, men også en voldsom ophobning af formuer – i kapitalismen er det jo en gensidig acceleration,« siger Stegemann.

»Alligevel er der så mange bobler af identitetspolitisk forargelse og ophidselse, så vi slet ikke ser det store billede, nemlig den skæve fordeling og neoliberalismens store konsekvenser for det enkelte individ og for velfærdsstaten. Tragedien er, at alle i stedet for klassekamp nu kæmper for at optimere deres egen hverdag økopolitisk og for at optræde og tale så politisk korrekt som muligt.«

Det er lige i neoliberalismens ånd, mener Bernd Stegemann.

»Engang betød fremskridt, at alle fik forbedret deres livsbetingelser. I dag er det den enkeltes ansvar at kæmpe sig op i et partikulariseret samfund. Og engang handlede det om lige materielle kår. I dag har det forskudt sig til det symbolske niveau, hvor kampen handler om lige anerkendelse for forskellige måder at leve på. Det skaber nye fællesskaber, men de er skabt og defineret ud fra et subjektivt perspektiv. Klasserne er derimod defineret ud fra økonomiske forhold. Derfor er ’afskaffelsen’ af klasserne den store triumf for neoliberalismen, der tilmed har fået identitetspolitikken som sin ideologiske overbygning.«

Køn, race, klasse

I trekløveret køn, race og klasse, er det i dag således kun køn og race, som for alvor diskuteres i forhold til diskriminering og udgrænsning. Men er det ikke en naturlig konsekvens af, at der ikke længere findes klasser som i industrisamfundet?

»I den gammeldags form er klassebegrebet måske dødt. Men økonomisk udgrænses millioner jo stadig alene i Tyskland,« siger den politiske teatermand, der kalder fattigdom for »verdens største diskrimineringsfaktor«.

»Vi må udvikle et nyt begreb om klasse og atter rykke kampen mellem kapital og menneske i centrum. Og når vi nu taler om køn, race og klasse, så har kvinder med migrationsbaggrund altså mere brug for en fair social- og arbejdsmarkedspolitik, end de har brug for anerkendelsespolitik.«

Et af Stegemanns eksempler er her, hvor få der interesserer sig for det lave lønniveau i plejesektoren. Når Tyskland i dag forsøger at få »hænder« fra lande som Polen, Rumænien eller Bulgarien, udråber et parti som De Grønne det tilmed som et tegn på kulturel åbenhed, mens de afviser venstrefløjskritikken af denne blanding af dumpingløn og import af arbejdskraft som fremmedfjendsk nationalisme.

»I stedet for at hente plejekræfter i Bulgarien kunne vi måske bruge nogle af de halvanden million arbejdsløse i Tyskland. Hvis de havde ordentlige arbejdsforhold og lønninger, ville det blive mere attraktivt, og vi ville skabe en større berøring mellem de forskellige miljøer og … ja, klasser.«

Angreb på universalismen

Overser du ikke fuldstændig den produktive funktion, som politisk korrekthed og identitetspolitik også har – den kraft til at forandre diskrimination, som vi f.eks. ser det i #MeToo-bevægelsen?

»Selvfølgelig forsvarer jeg ligeberettigelse på alle planer. Og der er nok at tage fat i derude,« siger Bernd Stegemann.

»Men identitetspolitik er det helt forkerte middel. Den vil fremtvinge lighed med ulige strategier. I ophidselsesindustrien på de sociale medier er forargelsen og den personlige krænkelse efterhånden blevet noget absolut. Den er ikke begyndelsen på en debat, den lukker den derimod. Vi fejrer offerstatussen i stedet for at arbejde på at overvinde den.«

I denne ånd er identitetspolitikkens krav om, at netop min gruppe skal have særlig beskyttelse et direkte angreb på den vestlige universalisme, mener Stegemann.

»Alle gør sig til særligt beskyttelsesværdige grupper, og alle, der kritiserer denne særlige status, udråbes til fjender. Dermed havner den offentlige debat lynhurtigt i ven-fjende-kategorier a la Carl Schmitt (tysk retsfilosof med tråde til Det Tredje Rige, red.). Det angriber rødderne af den universalisme, som det borgerlige samfund trods alt skabte i det 19. århundrede. Identitetspolitikken er et skridt baglæns mod en fundamentalistisk tænkning, en stammetænkning, hvor der gælder andre regler for min gruppe end for andre grupper,« siger han.

Dagbladet Information