»Venstrefløjens identitetspolitik angriber vores grundlæggende idé om lighed«

Venstrefløjen sidder fast i en identitetspolitisk »moralfælde«, der helt i neoliberalismens ånd slører blikket for den voksende økonomiske ulighed og udbytningen af det enkelte individ. Den bogaktuelle Bernd Stegemann fra den tyske venstrefløjsbevægelse Aufstehen holder sig ikke tilbage i sin kritik af den politiske korrekthed – og af venstrefløjens moralisme i flygtningekrisen

BERLIN – Det knirker og knager på venstrefløjen. Det er ikke nyt – slet ikke i forhold til den tyske venstrefløj, der har været splittet siden Weimarrepublikkens dage. Men i disse år er hele den vestlige verdens venstrefløj måske ved at lægge sig selv i graven med et forræderi mod sin egen mission. Eller mere præcist: Venstrefløjens socialpolitiske fløj er ved at blive overmandet af den identitetspolitiske fløj, der nu selv sidder fast i den »moralfælde« af politisk korrekthed, identitetspolitik og sproglig udrensning, som den ellers har lagt ud for sine modstandere.

Den diskussion kunne vi også trænge til her i Enhedslisten lokalt og formentligt også i andre dele af landet …!

Det er noget vi ikke er så gode til at få sat på dagordenen i vore relativt rutineprægede medlemsforaer, møder mm.

Lad nu læsebrillerne falde på plads . . .

Venligst fho web

Sådan lyder udgangspunktet for den tyske Bernd Stegemanns nye bog Moralfælden – hvordan vi befrier den venstreorienterede politik.

Bernd Stegelmann

»Når identitetspolitik og subjektive følelser som krænkelse i stadig højere grad afløser mere objektive kriterier som udbytning og økonomisk skævvridning, så har vi et alvorligt problem på venstrefløjen,« siger Bernd Stegemann, da Information møder ham i de rå lokaler i det nyindrettede og velrenommerede Ernst Busch akademi for skuespil i Berlin.

Her arbejder Stegemann som professor ved siden af sit job som dramaturg ved Bertolt Brechts gamle scene, Berliner Ensemble. Men han blev for alvor et kendt ansigt i den brede tyske offentlighed, da han fik sin politiske ilddåb sidste efterår: Ved siden af det tyske venstrefløjsikon Sahra Wagenknecht sprang Stegemann ud som »dramaturgen« bag den venstreorienterede bevægelse Aufstehen, der lynhurtigt fik flere hundredtusinder støtter og stor opmærksomhed i pressen. Siden da har den levet en meget stille tilværelse.

For nylig trådte Sahra Wagenknecht ud af Aufstehens bestyrelse for nu at virke mere bag kulisserne. Det fik en række andre prominente støtter til at trække sig, og Aufstehen ser nu umiddelbart temmelig afpillet ud.

Det benægter Stegemann dog. Han tror tværtimod, at bevægelsen nu vil blomstre nedefra. Men først og fremmest vil han »rykke tingene lidt på plads på venstrefløjen« med bogen Moralfælden.

»Jeg har levet i det berlinske kulturliv i mange år, hvor der er en stærk hang til moralisme og selvretfærdighed. Derfor er bogen også en kritik af mig selv og mit miljø,« siger han.

»Den tendens blev tydelig ved flygtningekrisen i 2015, hvor begge fløje oprustede voldsomt retorisk og moralsk. Men på venstrefløjen har det været svært at trænge igennem med nogen form for selvkritik, fordi den konsekvent udløser modsvaret: aha, du forsvarer altså Alternative für Deutschland! Det er ikke bare en logisk og politisk forkert argumentation, men også udtryk for en dysfunktionel offentlighed – under flygtningekrisen blev selv faktuelle kritiske spørgsmål moralsk kvalt,« siger Bernd Stegemann.

Neoliberal identitetskamp

Mens flygtningekrisen åbnede for en giftig debat om omfordeling og solidaritet langt ind i partiet Die Linke, stirrede højrefløjen sig i Bernd Stegemanns øjne helt blind på flygtningespørgsmålet. Det har virket på kort sigt, men den overser fortsat den globale kapitals omvæltende kraft og den himmelråbende skæve fordeling i Tyskland.

»Vi har en enorm lavtlønssektor. De nederste 40 procent af tyskerne ejer ingenting, samtidig med at de bor til leje på et eksplosivt boligmarked. Den øverste procent har derimod ikke bare massive indkomststigninger, men også en voldsom ophobning af formuer – i kapitalismen er det jo en gensidig acceleration,« siger Stegemann.

»Alligevel er der så mange bobler af identitetspolitisk forargelse og ophidselse, så vi slet ikke ser det store billede, nemlig den skæve fordeling og neoliberalismens store konsekvenser for det enkelte individ og for velfærdsstaten. Tragedien er, at alle i stedet for klassekamp nu kæmper for at optimere deres egen hverdag økopolitisk og for at optræde og tale så politisk korrekt som muligt.«

Det er lige i neoliberalismens ånd, mener Bernd Stegemann.

»Engang betød fremskridt, at alle fik forbedret deres livsbetingelser. I dag er det den enkeltes ansvar at kæmpe sig op i et partikulariseret samfund. Og engang handlede det om lige materielle kår. I dag har det forskudt sig til det symbolske niveau, hvor kampen handler om lige anerkendelse for forskellige måder at leve på. Det skaber nye fællesskaber, men de er skabt og defineret ud fra et subjektivt perspektiv. Klasserne er derimod defineret ud fra økonomiske forhold. Derfor er ’afskaffelsen’ af klasserne den store triumf for neoliberalismen, der tilmed har fået identitetspolitikken som sin ideologiske overbygning.«

Køn, race, klasse

I trekløveret køn, race og klasse, er det i dag således kun køn og race, som for alvor diskuteres i forhold til diskriminering og udgrænsning. Men er det ikke en naturlig konsekvens af, at der ikke længere findes klasser som i industrisamfundet?

»I den gammeldags form er klassebegrebet måske dødt. Men økonomisk udgrænses millioner jo stadig alene i Tyskland,« siger den politiske teatermand, der kalder fattigdom for »verdens største diskrimineringsfaktor«.

»Vi må udvikle et nyt begreb om klasse og atter rykke kampen mellem kapital og menneske i centrum. Og når vi nu taler om køn, race og klasse, så har kvinder med migrationsbaggrund altså mere brug for en fair social- og arbejdsmarkedspolitik, end de har brug for anerkendelsespolitik.«

Et af Stegemanns eksempler er her, hvor få der interesserer sig for det lave lønniveau i plejesektoren. Når Tyskland i dag forsøger at få »hænder« fra lande som Polen, Rumænien eller Bulgarien, udråber et parti som De Grønne det tilmed som et tegn på kulturel åbenhed, mens de afviser venstrefløjskritikken af denne blanding af dumpingløn og import af arbejdskraft som fremmedfjendsk nationalisme.

»I stedet for at hente plejekræfter i Bulgarien kunne vi måske bruge nogle af de halvanden million arbejdsløse i Tyskland. Hvis de havde ordentlige arbejdsforhold og lønninger, ville det blive mere attraktivt, og vi ville skabe en større berøring mellem de forskellige miljøer og … ja, klasser.«

Angreb på universalismen

Overser du ikke fuldstændig den produktive funktion, som politisk korrekthed og identitetspolitik også har – den kraft til at forandre diskrimination, som vi f.eks. ser det i #MeToo-bevægelsen?

»Selvfølgelig forsvarer jeg ligeberettigelse på alle planer. Og der er nok at tage fat i derude,« siger Bernd Stegemann.

»Men identitetspolitik er det helt forkerte middel. Den vil fremtvinge lighed med ulige strategier. I ophidselsesindustrien på de sociale medier er forargelsen og den personlige krænkelse efterhånden blevet noget absolut. Den er ikke begyndelsen på en debat, den lukker den derimod. Vi fejrer offerstatussen i stedet for at arbejde på at overvinde den.«

I denne ånd er identitetspolitikkens krav om, at netop min gruppe skal have særlig beskyttelse et direkte angreb på den vestlige universalisme, mener Stegemann.

»Alle gør sig til særligt beskyttelsesværdige grupper, og alle, der kritiserer denne særlige status, udråbes til fjender. Dermed havner den offentlige debat lynhurtigt i ven-fjende-kategorier a la Carl Schmitt (tysk retsfilosof med tråde til Det Tredje Rige, red.). Det angriber rødderne af den universalisme, som det borgerlige samfund trods alt skabte i det 19. århundrede. Identitetspolitikken er et skridt baglæns mod en fundamentalistisk tænkning, en stammetænkning, hvor der gælder andre regler for min gruppe end for andre grupper,« siger han.

»Med USA oplever vi for tiden et land, der er ved at knække i to dele – hvor de to fløje stort set ikke kan snakke sammen. Her har store dele af dem, der opfatter sig som majoritet, reageret på, hvordan moralen ofte er blevet brugt som identitetspolitisk afpresning.«

Grøn dobbeltmoral

I et tysk perspektiv lægger Bernd Stegemann ikke skjul på, at han ligger tættest op ad Sahra Wagenknecht og den socialpolitiske og indvandringsskeptiske fløj i Die Linke.

Hvad socialdemokratiske SPD angår, ser han det som en skandale, at partiet stadig hænger i skørterne på Merkels CDU/CSU, og at SPD ikke har gjort op med de liberale Agenda 2010-socialreformer under Gerhard Schröder, som forkortede dagpengeperioden, sænkede pensionerne og muliggjorde en massiv lavtlønssektor. Alligevel er De Grønne med deres »liberale og Merkel-agtige populisme« det parti, der får Bernd Stegemann til at korse sig mest højlydt.

»Det er ikke længere et venstrefløjsparti, men et parti for middelklassen, der bor i fine lejligheder, rejser, taler flere sprog, sender deres børn på Steiner-skole. Altså mit miljø,« siger han.

»Jeg ser De Grønne som et borgerligt forsøg på at redde sig selv med lidt dårlig samvittighed. Det er nærmere konservativt – og stærkt identitets- og symbolpolitisk.«

Ved De Grønnes mislykkede regeringsforhandlinger i efteråret 2017 var partiet desuden straks klar til at opgive kravet om formueskat, siger Bernd Stegemann med hovedrysten. Han peger på de to forskellige engangsplasticflasker med vand, der står på bordet foran os.

»Miljøbeskyttelse er supervigtigt. Men De Grønne bedriver den overvejende med individuelle moralske appeller: ’Du bør ikke drikke af plastikflasker og engangskrus,’ siger de, i stedet for at gå benhårdt efter, at EU kun tillader tre typer genbrugsflasker og sørger for en ordentlig genbrugsstrategi for plastic. Det ville være en sand grøn politik.«

Hvid mand Marx

Ud over en markant højere mindsteløn, som også ville løse det stigende problem med alderdomsfattigdom, er et af Bernd Stegemanns krav en industripolitik, der ikke lader sig diktere af kapitalinteresser.

»Selvfølgelig skal vi lave en ambitiøs økonomisk politik og industripolitik for Tyskland og Europa. Men at gøre det ved at tage stadig mere fra arbejdstagerne og give stadig mere til kapitalen – det er håbløst,« siger han.

»Hallo! Fordi vi er i konkurrence med Kina, kan vi jo ikke sætte vores sociale standarder ud fra kinesiske standarder. Så kan vi i sidste ende slet ikke have en velfærdsstat, fordi vi er i global konkurrence. I den konflikt er det bekvemt at skifte en seriøs socialpolitik ud med en ren anerkendelsespolitik, som giver alle en personlig fornemmelse af at være frie og liberale,« siger Stegemann ironisk.

»Det er den neoliberale ånd i ’den tredje vej’. Den giver bare ikke mere brød på bordet til de nederste i samfundet.«

Med sin skarpe kritik af venstrefløjens tilstand er Stegemann blevet taget imod med kyshånd af de tyske medier – også de mere borgerlige af slagsen som Der Spiegel og Cicero. I avisen Die Zeit er der de seneste uger opstået en debat om, hvordan Stegemann kan påstå, at indignation altid kun er et identitetspolitisk mål i egen vindings tjeneste, og at moral og humanisme dermed aldrig skulle grunde i en reel overbevisning, men blot være midler til at polere sin offentlige karma med.

»Man tør slet ikke forestille sig, hvordan Stegemann ville positionere sig over for den historiske arbejderbevægelse efter Marx, hvor den berettigede indignation over samfundets uretfærdighed gik forud for den egentlige opstand,« lyder en del af kritikken.

I et svar i samme avis, der i høj grad bakker Bernd Stegemann op, lyder det derimod, at vi må holde op med de symbolpolitiske piruetter og de halvkvalte forsøg på at bekæmpe reel diskriminering med de rigtige ’holdninger’: »Selv Karl Marx ville i dag blive affejet som en hvid gammel mand uden ret til at ytre sig om en lang række spørgsmål.«

Social bevægelse

Denne diagnose er Stegemann selvsagt enig i. Og med Aufstehen vil han kæmpe videre for, at venstrefløjen ikke ofrer den demokratiske stridskultur og den materialistiske kritik på det identitetspolitiske bål.

Selv om en række prominente figurer fra Aufstehen som SPD-politikeren Marco Bülow og forfatteren Ingo Schulze allerede har skrevet deres gravskrift over bevægelsen, tager Stegemann ikke dette oprør i »den berlinske boble«, som han kalder det, videre alvorligt.

»Vi har jo ikke opnået noget med Aufstehen, så det ville være tosset at give op nu. Der er titusindvis af mennesker i hele Tyskland, der stadig er engageret i det her, og der er ulighed nok at tage fat i,« siger han.

»Det har aldrig været målet at skabe et parti, heller ikke for Wagenknecht. Bevægelsen handler netop ikke om, at en flok politikere skal profilere sig, men om alle de mennesker, der har dannet Aufstehen-grupper ude i landet. I Tyskland har vi for over 30 år siden oplevet De Grønne spire op som en uhyre succesrig græsrodsbevægelse. Alternative für Deutschland skulle blive den næste ’succesfulde’ bevægelse i Tyskland,« siger Bernd Stegemann og vifter med gåseøjnene ved ordet ’succesfuld’.

»Nu prøver vi at lave det samme for venstrefløjen i form af en social bevægelse. Det er på høje tid.«

Dagbladet Information 2 april 2019