“Tror de, vælgerne er så småt begavede?

Fredag, 12. oktober, 2018, 15:00:17

Helt, helt utilstrækkelig klimaplan

Kritikken har været omfattende, siden hele seks ministre i tirsdags trådte ud af en lejet elbus for at præsentere regeringens klimaudspil.

De grønne organisationer har kritiseret, at planen ikke er ambitiøs nok og slet ikke i overensstemmelse med opråbet i FN’s klimarapport fra i mandags, som slog fast, at ambitionsniveauet skal være højt, hvis verden skal nå målet om maksimal 1,5 graders temperaturstigning.

Kapitalismens syge system bekræfter hver dag, at det ikke kan sikre menneskehedens overlevelse på kloden.

Og høje ambitioner er der netop ikke i planen, som freder landbruget, og for en stor dels vedkommende består af nye beregningsmetoder, som på papiret reducerer udledningen af CO2, men i virkelighedens verden intet som helst ændrer.

Kritikken kommer også fra regeringens mere traditionelle bagland, som blandt andet påpeger, at man har valgt en af de dyreste veje til klimaforbedringer, nemlig udfasning af benzin- og dielsesbiler. Tidligere departementschef i Finansministeriet, Erik Bonnerup, betegner ligefrem i Berlingske klimaudspillet som “et grelt eksempel” på, hvordan politikerne frem mod valget kommer med ambitiøse og dyre forslag uden at anvise konkret finansiering:

“Tror de, vælgerne er så småt begavede? Det er da at tale ned til folk. Det mindste man kan gøre, er da at fortælle åbent, hvor mange milliarder man regner med, det vil koste, og at man ikke er sikker på, at EU vil godkende det”, siger Erik Bonnerup.

På mange måder slår han hovedet på sømmet. Udspillet er nemlig først og fremmest designet til valgkamp, hvor det vil være godt at snakke om elbiler. Det er konkret, og alle kan forstå det.

Men ligegyldigt hvilken kritisk hat man tager på, så står det fast, at regeringens klimaudspil – hvis man overhovedet kan kalde det et klimaudspil – er helt, helt utilstrækkeligt. I hvert fald hvis vi skal redde jorden fra de menneskabte klimaforandringer.

Kapitalismens syge system bekræfter hver dag, at det ikke kan sikre menneskehedens overlevelse på kloden. Det kræver et helt andet økonomisk system, hvor der ikke regeres efter landbrugets og erhvervslivets profitter, men efter almenvellet.

Dagbladet Arbejderen