Ukraine: 366 dage med præsident Zelenskij: krig eller fred i Donbass?

For et år siden vandt Volodymyr Zelenskij præsidentvalget i Ukraine med 73 pct. af stemmerne. Han havde lovet fred i Østukraine og bekæmpelse af korruption. – Krigen er dog fortsat, og nye korruptionsskandaler har forbindelser helt ind i præsidentens egen nærmeste omkreds. Aksel V. Carlsen tegner et portræt af Zelinskijs Ukraine efter et år med komikeren ved magten.

Af Aksel V. Carlsen

Ukrainsk politik har ikke udviklet sig i den retning, mange havde håbet på med valget af den tidligere komiker, Volodymyr Zelenskij: Heroiseringen af ukrainske nationalisters blodige samarbejde med Nazityskland under Anden Verdenskrig har for nyligt sat sindene i kog, og oven i det kom så corona-pandemien. Zelenskijs odds i meningsmålingerne er nu faldet fra 74 % i september til 44 % i april, og den nyudnævnte præsident har efter et år mistet meget af rygstødet fra valgkampen.

Zelenskijs bedrifter

Årsdagen for valgsejren markerede præsidentens stab med at offentliggøre en resultat-liste på 11 sider. Det dokument bærer titlen ”Zelenskijs gerninger som præsident i et år” og består af 6 afsnit.

Det første afsnit – ”Krig og fred” – omtaler 5 bedrifter. Det næste ”Politisk system og anti-korruption” – 12 styk bedrifter. Flest bedrifter – 22 – nævnes i afsnittet ”Økonomi og erhvervsliv”. Desuden følger afsnittene ”Sociale problemer”, ”Digitalisering” og ”Kommunikation med samfundet” I alt 50 gode gerninger. Og til slut følger så konklusionen: “Hvad har Ukraine lært under Zelenskij”.

Befolkningen har, ifølge dette papir, lært “at det er muligt at få vores soldater hjem fra fangenskab”, “at for at få afskediget rigsadvokaten, behøver man ikke afvente telefonopkald fra Washington” og ”at under en pandemi taler præsidenten oftere end den lokale borgmester til folket”.

I forhold til valgløfterne er disse kække udmeldinger dog et magert resultat. Og der siges intet om, hvilke problemer Zelenskij og ukrainerne har mødt – og hvilke konsekvenser de har fået.

Donbass: Krig eller fred

I Ukraine er ønsket om fred i Donbass-regionen (landets østligste region, som har været centrum for konflikten med separatister, red.) og genforening af landet vokset med årene, men Vestens darling, daværende milliardær-præsident Petro Poroshenko kunne ikke indfri det. Heller ikke hans rådgiver Anders Fogh Rasmussen formåede at hjælpe. Vælgerne vendte tommeltotten nedad, og knyttede deres håb til Zelenskij.

Ifølge ”resultatlisten” er det på et år, takket være Zelenskijs ”særlige indsats og en ændret retorik” lykkedes at få ”genstartet forhandlingerne og få frigivet krigsfanger”, at få ”adskilt tropperne i tre landsbyer ved frontlinjen” samt at ”oprette en tv-kanal der til de besatte territorier sender pro-ukrainske informationer og underholdning”.

Det er ganske vist, at præsidenterne for Rusland og Ukraine i juni 2019 for første gang i lang tid talte med hinanden, og i december mødtes de til topmøde i Paris. I september var der en fangeudveksling, så søfolk fra de ukrainske krigsskibe, der var tilbageholdt af Rusland, vendte hjem. Både i december og nu i april blev der atter udvekslet fanger. Det skete dog ikke som ellers aftalt, da Kiev ikke levede op til aftalen om at udveksle ”alle for alle”.

Topmødet i Paris viste, at Moskva og Kiev grundlæggende ser forskelligt på situationen. Den største uenighed gjaldt Donbass’ fremtidige status. Kreml ønskede, at områdets nye status skulle indskrives i Ukraines forfatning, hvilket Kiev er imod. Og når politikere ikke kan blive enige – så fortsætter kanonerne med at skyde. Ifølge rapporter fra OSCE’s overvågningsmission går der ikke en dag uden skudveksling ved frontlinjen. Ukraines hær rammer fortsat civile mål i oprørs-republikkerne.

Zelenskij tager ikke åbent afstand fra Minsk-aftalerne, men han kommer gang på gang med ændringsforslag og tilføjelser, fordi han har lært, at fredsprocessen er et minefelt. Ved at afvise tanken om føderalisering af Ukraine, tanken om et permanent udvidet selvstyre for de to Donbass-republikker eller blot om at forhandle med de to republikker – følger han Poroshenkos konfrontationslinje. Hver gang et kompromis bliver formuleret inden for Minsk-forhandlingerne, iværksætter Ukraines højrekræfter højlydte protester i parlamentet, i medierne og på gaden – og så retter regeringen ind.

Sådan gik det også, da Kremls nye chefforhandler, Dmitrij Kozak, og Zelenskijs nye stabschef, Andrej Jermak, i marts blev enige om i det mindste at nedsætte ​​et rådgivende udvalg for repræsentanter fra Kiev og de to oprørsrepublikker. Men pres fra ukrainske højre-nationalister tvang Kiev til at droppe denne ide – hvilket Kreml tog ilde op.

Vladimir Fesenko, en ukrainsk analytiker der står Zelenskij nær, kom i et interview til erhvervsavisen Kommersant med et partsindlæg og forklarede, at præsidenten opererer inden for et snævret råderum: ”Han er egentlig villig til at indgå kompromis, men hverken Putin eller en vis del ukrainere er klar til dette”.

Ukrainske soldater patruljerer uden for Donetsk i Donbass-regionen. Russisk-sindede separatister har siden 2014 kontrolleret store dele af Donbass-regionen, takket være kraftig militær støtte fra Moskva. Præsident Zelenskij har fulgt sin forgænger, Petro Poroshenkos linje, og afviser at forhandle med de to oprørsrepublikker, ‘Donetsk Folkerepublik’ og ‘Luhansk Folkerepublik’. Ingen FN-lande har anerkendt de to republikkers status, om end Rusland anerkender officielle dokumenter som f.eks. pas og vielsesattester. Foto: Lyonking / Wiki Commons

Modstridende signaler

Signalerne fra Zelenskij og de ukrainske såkaldte magtministerier er modstridende. Og en af Ukraines mest anerkendte analytikere Mikhail Pogrebinskij er måske den, der er nærmest sandheden, når han – næsten som drengen i Kejserens Nye Klæder – til tv-stationen Newsone udtaler, at Zelenskij overhovedet ingen reel handlingsplan har.

På den ene side overholder Zelenskij sidste års forfatningsændringer, der fastholder drømmen om medlemskab af EU og NATO – selv om over halvdelen af befolkningen især er imod det sidste.

Han betegner stadig Rusland som besættelsesmagt. Ved markeringen af 75- året for afslutningen af Anden Verdenskrig viste det officielle Ukraine, at man fortsat heroiserer ukrainske nationalisters blodige samarbejde med Nazityskland og undertrykker mindet om de sovjetiske folks fælleshistorie. Oppositionskræfterne bemærkede, at præsident Zelenskij den 9. maj – i modsætning til sidste år – valgte ikke at være sammen med de tusinder af ukrainere, der lagde blomster ved de resterende sovjetiske mindesmærker for Anden Verdenskrig.

“Topmødet i Paris viste, at Moskva og Kiev grundlæggende ser forskelligt på situationen. Den største uenighed gjaldt Donbass’ fremtidige status. Kreml ønskede, at områdets nye status skulle indskrives i Ukraines forfatning, hvilket Kiev er imod.”

På den anden side deltager Kiev i de møder, der – ofte et par gange om måneden – afholdes af Minsk-processens treparts-arbejdsgruppe (TKG). Da Kiev har nedlagt veto mod Donbass-republikkernes deltagelse – er det Rusland, der deltager som modpart. Senest har Kiev udtalt, at man muligvis vil acceptere deltagelse af folk fra Donbass, hvis disse kun har ukrainsk pas, og altså ikke har benyttet sig af muligheden for at få ukrainsk-russisk dobbelt statsborgerskab. Det er desuden en forudsætning, at de “ikke har deltaget i krigshandlinger mod den ukrainske hær”. Denne pludselige betingelse findes dog ikke i Minsk-aftalen. Om dette er en åbning eller forsøg på at sylte fredsprocessen er uvist. Et svagt håb om fremskridt i processen kan der knyttes til, at Zelenskij har styrket Ukraines delegation ved at udpege Ukraines eks-præsident Leonid Kravtjuk som ny ukrainsk chefforhandler ved TKG-mødet i maj.

Det er dog et åbent spørgsmål, om befolkningen i Donbass overhovedet ønsker genforening med et Ukraine, hvor russisksprogede skoler lukkes ned, hvor en skærpet sprog- og medielovgivning begrænser brugen af russisk i medier og forvaltning. Det til trods for, at russisk faktisk er mest udbredt i de to udbryderrepublikker, og at sproget anvendes bredt i hverdagen i det meste af Ukraine.

Det helt store spørgsmål er, hvilke konsekvenser for den fortsatte krig – og den fortsatte amerikanske militærstøtte til Ukraine – præsident Trumps udnævnelse af ny USA-ambassadør vil få? Han hedder Keith Dayton og er pensioneret generalløjtnant i den amerikanske hær med indgående kendskab til Rusland. Efter 366 dage med Volodymyr Zelenskij på præsidentposten, er landets fremtid stadig usikker, og valgløfterne lader vente på sig.

 

Aksel Vladimir Carlsen er ph.d. fra statskundskab i Aarhus og ph.d. i historie fra Moskva Universitet. Han har blandt andet skrevet bogen “Ruslands sorte oktober”.

Senest: Kærlighed i krig og kaos. Dusja og Eriks rejse fra  Nazityskland til Danmark og Sovjet, forlaget Frydenlund

Nedenstående link er tilføjet af nærværende hjemmesides web redaktør: Flemming H Olsen

web, fho