- Undtagelsestilstanden
- Information 7.03.2020
Det er en respektindgydende handlekraft, der afspejles i regeringens nye coronainitiativer præsenteret fredag.
»Der er grund til, at alle tager situationen meget alvorligt. Vi skal passe på de mest udsatte i vores samfund,« sagde statsminister Mette Frederiksen (S), da hun opfordrede til aflysning af alle arrangementer med over 1.000 deltagere for at bremse smittespredningen.
Hold op med at give kys, kram og håndtryk, og vær forsigtig med tætte menneskemængder i metroen og supermarkeder, lød Sundhedsstyrelsens henstilling.
Så uanset besværet, afsavnene og de markante BNP-tab må der handles ufortøvet.
»Der kan være omkostninger for almindelige mennesker og familier, virksomheder og arrangører. Når vi tager de skridt, så er det fordi, det, vi ønsker at afværge, er potentielt at miste menneskeliv,« sagde statsministeren.
Og straks efter budskabet aflystes en hastigt voksende liste af arrangementer overalt i landet. Borgerne, virksomhederne, institutionerne tager ansvar og yder de nødvendige ofre i krisens stund.
En sådan resolut handlekraft har vi set før. Efter Anden Verdenskrig stod nationen sammen i en imponerende indsats for at genopbygge det mistede og skabe det nye velfærdssamfund. Og under oliekrisen i 1973-74 accepterede borgerne uden at kny at lade bilerne stå om søndagen, skrue ned for varmen, tage korte brusebade etc. I en undtagelsestilstand må bekvemmelighed og egeninteresse vige for fællesskabets handlekraft.
Men i dag står samfundet i en anden krise, som overgår både corona- og oliekrise, og som fordrer en langt større indsats end genopbygningen efter krigen. Klimakrisen kræver mange flere menneskelige ofre end coronavirussen. Og i modsætning til virusepidemien, som nok spredes hurtigt, men også relativt hurtigt vil ebbe ud, vil klimakrisen være hos os, så langt øjet rækker og med stadig større omkostninger.
Fremtrædende klimaforskere erklærer i tidsskriftet Nature, at verden er så langt bagud med den nødvendige handling, at »regeringer, den private sektor og lokale samfund er nødt til at overgå til krisepolitik«. Og 1.500 akademikere erklærede for nylig, at regeringernes passivitet »retfærdiggør fredelige og ikkevoldelige protester og direkte aktioner, selv hvis de måtte bevæge sig hinsides gældende lov«.
Hvornår ser vi statsministeren gå på talerstolen og erklære klimamæssig undtagelsestilstand og varsle hasteindgreb, fordi hun forstår, at klimakrisen nok er mere snigende, men i sin langsigtede konsekvens langt, langt værre end virusepidemien? jsn