Enhedslisten Frederikshavn – For mennesker, miljø og fællesskab
Indledning: En verden i krise kræver lokal handlekraft
Verden er i brand. Krige raser i Ukraine, Gaza og mange andre steder. Millioner er på flugt. Klimaet forandrer sig dramatisk. Uligheden vokser. Demokratier trues – også i vores del af verden. I denne situation er det afgørende, at vi som lokalbefolkning i Frederikshavn, Skagen, Sæby, Strandby, Skovsgård, Dybvad, Ravnshøj og alle de andre dejlige steder i kommunen tager ansvar og arbejder for en mere retfærdig, grøn og fredelig fremtid. I Enhedslisten Frederikshavn vil vi styrke fællesskabet og skabe løsninger, der tager afsæt i mennesker og natur – ikke i kortsigtet profit. Vi tror på, at forandring starter lokalt, og vi vil kæmpe for en kommune, hvor alle kan leve et godt liv i tryghed og solidaritet.
Frederikshavn som frontløber i grøn omstilling
Klimakrisen kræver handling nu. Vi vil investere massivt i grøn omstilling og naturbeskyttelse. Frederikshavn Kommune skal være drivkraft for reelle CO2-reduktioner, og vi vil prioritere kollektive løsninger over symbolske tiltag. Vi ønsker flere grønne områder og større biodiversitet både i byen og på landet. Energirenovering af offentlige bygninger og støtte til grønne boligløsninger skal fremmes. Den kollektive trafik skal udbygges med billigere og bedre forbindelser. Vi siger nej til affaldsforbrænding som løsning og ja til affaldsreduktion og genbrug.
Folkeskolen: Fællesskab og faglighed i balance
Vores skoler skal være steder, hvor børn og unge trives, lærer og dannes i fællesskab. Frederikshavn Kommune skal sikre tilstrækkelige ressourcer, så hver skole kan skabe de bedste rammer for deres elever. Skolerne skal have frihed til, at lærere, elever og forældre kan samarbejde om netop deres skole, så der kan læres, leves og dannes i et meningsfuldt fællesskab. Men frihed gør det ikke alene – der skal være tilstrækkeligt med uddannede lærere til opgaverne, også til børn med specielle behov. Vi vil styrke holddeling, to-lærerordninger og specialpædagogisk støtte.
Pasning: Trygge rammer for de mindste
Alle børn skal have en god start på livet. Derfor skal daginstitutioner og dagpleje være præget af tryghed, leg og nærvær. Der skal overalt være reelle minimumsnormeringer. Samme principper for et godt børneliv i skolerne skal gælde på førskoleområdet, i SFO og i klubber. Medarbejdernes faglighed og trivsel er forudsætningen for kvalitet.
Handicap, omsorg og ældre: Respekt og ligeværd
Alle mennesker har ret til et værdigt liv – uanset alder eller funktionsniveau. Vi vil sikre sammenhængende og respektfuld støtte til alle, der har behov. Frederikshavn Kommunes indsats skal bygge på respekt, tillid og selvbestemmelse. Brugere og medarbejdere skal inddrages i beslutningerne. Selvstyrende teams, ansvar og faglighed skal være bærende principper.
Kommunens økonomi: Ansvarlighed og gennemsigtighed
Frederikshavn Kommunes økonomi skal styres med fokus på borgernes behov og langsigtede, bæredygtige løsninger. Privatisering og udlicitering, der kan svække kvalitet og ansvarlighed, skal stoppes. Budgetprocesser skal være gennemsigtige, og borgerinddragelse skal styrkes, så alle får reel indflydelse på prioriteringer og investeringer. Vi er bevidste om, at problemerne og gælden på havnen har økonomiske konsekvenser for økonomien i Frederikshavn Kommune. Vi vil arbejde for en realistisk langsigtet plan for økonomien. Den skal være offentlig og gennemsigtig. Denne gang skal “krisen” ikke bruges til at skræmme os til at tro, det er nødvendigt at forringe og centralisere velfærden. Vi vil bygge på energien i selvstyrende fællesskaber over hele kommunen og understøtte dem.
De små byer og landsbyer: Livskraftige lokalsamfund
Livet i vores mindre byer og på landet skal styrkes. Frederikshavn Kommune skal understøtte lokale fællesskaber, nærdemokrati og adgang til service. Nærskoler og pasningstilbud skal bevares og udvikles. Der skal sikres bedre kollektiv trafik og digital infrastruktur i hele kommunen, og kommunen skal støtte lokale initiativer og grønne projekter.
Erhverv og beskæftigelse: Grøn omstilling og gode arbejdspladser
Et stærkt lokalt erhvervsliv skal gå hånd i hånd med klimahensyn og ordentlige arbejdsforhold. Vi ønsker grøn erhvervsudvikling og vil støtte lokale virksomheder, der går foran. Vi siger nej til social dumping og ja til uddannelse og opkvalificering. Frederikshavn Kommune skal stille sociale og miljømæssige krav ved udbud.
Hjemmeplejen: Tryghed og kvalitet i borgernes eget hjem
Hjemmeplejen skal levere nærvær og omsorg med faste medarbejdere, der har tid til at yde en værdig service uden tidspres. Den skal være offentligt drevet for at sikre kvalitet og kontinuitet. Fokus skal være på forebyggelse, så flere borgere kan klare sig længst muligt i eget hjem. Medarbejdernes arbejdsmiljø og muligheder for efteruddannelse er afgørende for at fastholde og tiltrække personale.
Landbrug: Bæredygtigt og lokalt forankret landbrug
Landbruget skal drives med respekt for klima, natur og dyrevelfærd. Vi ønsker tæt samarbejde med lokale landmænd om omstilling til økologi og miljøvenlig produktion. Kortere fødevarekæder skal fremmes, så flere kan købe lokale produkter af høj kvalitet. Landbrugsjorden, som Frederikshavn Kommune ejer og lejer ud, skal drives økologisk og bæredygtigt, så pesticider og sprøjtegifte udfases, og drikkevandsbeskyttelse prioriteres højere end kortsigtede økonomiske interesser.
Fiskeri: Lokalt fiskeri med respekt for havet og fritidsfiskeri
Fiskeriet skal være bæredygtigt og til gavn for lokalsamfundene. Forbud mod bundtrawl i sårbare områder og fremme af mere skånsomt fiskeri og beskyttelse af havmiljøet er vigtige. Vi vil også arbejde for at styrke fritidsfiskeriets muligheder, da det er en vigtig del af vores kultur og friluftsliv.
Turisme: Bæredygtig turisme for fællesskabet
Turismen skal udvikles med omtanke og i samarbejde med borgere og erhvervsliv. Cykelturismen og den grønne infrastruktur skal styrkes. Kystturisme, vandreture i Råbjerg Mile, natur- og kulturhistoriske oplevelser som Bangsbo Museum og Bangsbo Plantage, samt overnatningsmuligheder skal udvikles uden at belaste naturen. Frederikshavn Kommune skal stille krav til krydstogtskibe om miljøstandarder og lokal forankring.
Frederikshavn Havn: Fællesskab, ansvar og bæredygtighed
Frederikshavn Havn er en vigtig grænse- og marinehavn. For at sikre havnens langsigtede udvikling og økonomiske bæredygtighed bør staten overtage en del af gælden og dele ejerskabet. Det vil styrke investeringer i miljøvenlig infrastruktur og sikre arbejdspladser. Frederikshavn Kommune skal arbejde for gennemsigtighed, borger- og medarbejderinddragelse og mod privatisering, der kan underminere havnens samfundsrolle. Udviklingen skal understøtte den grønne omstilling og sikre, at nye aktiviteter på havnen bidrager til fællesskabets bedste.
Uddannelse efter gymnasiet: Flere muligheder i lokalområdet
Unge i Frederikshavn Kommune skal ikke tvinges til at flytte væk for at tage en videregående uddannelse. Vi ønsker at skabe bedre rammer for fjernundervisning og lokale studiemiljøer, hvor unge kan følge uddannelser fra f.eks. VIA University College og Aalborg Universitet uden at skulle rejse langt. Frederikshavn Kommune skal stille faciliteter til rådighed, som kan understøtte studiearbejde og faglige fællesskaber. Det kan være på biblioteket, gymnasiet eller i ledige lokaler, der indrettes til studiebrug med moderne udstyr og gode digitale forbindelser. Vi vil arbejde for et tæt samarbejde med uddannelsesinstitutionerne for at sikre, at deres tilbud er tilpasset de unges behov og lokalområdets udvikling. Flere praktik- og studiepladser inden for grøn teknologi, digitalisering og fremtidens erhverv skal sikres lokalt, så uddannelsesmuligheder og jobskabelse går hånd i hånd. Ved at styrke uddannelsesmulighederne i kommunen ønsker vi at fastholde de unge i lokalområdet, støtte deres udvikling og bidrage til kommunens bæredygtige vækst og fremtid.
Afslutning
Enhedslisten kan ikke love, at fremtiden i vores kommunefællesskab bliver tryg, grøn og solidarisk, men vi lover at arbejde og anstrenge os for det. Følger vi mange den sti, får vi en bedre fremtid, hvor angsten ikke tager overhånd. Forandring kommer ikke af sig selv – men sammen kan vi skabe en kommune, hvor ingen overlades til sig selv, og hvor vi tager ansvar for hinanden og for klodens fremtid.
Sammen om fremtiden – med fællesskab, ansvar og mod!