Offentligt ansatte tør ikke ytre sig frit. Det bliver igen og igen slået fast. Og en ny vejledning fra justitsministeren har mere karakter af vildledning. Derfor har jeg kaldt ministeren i samråd. Den manglende fokus på reel ytringsfrihed giver nemlig det indtryk, at regeringen hader ytringsfrihed – i det mindste den, der gælder for de ansatte.

Uklarhed og mangel på gennemsigtighed skaber utryghed og mistillid til den offentlige sektor.

Men ytringsfriheden for offentligt ansatte er vigtig for demokratiet. De ansatte er de nærmeste til at vurdere, hvordan politiske beslutninger udmøntes i praksis og herunder naturligvis også, om vores skattekroner bruges fornuftigt.

Men ytringsfriheden lægger også pres på både ledere og politikere. Især når der træffes beslutninger, som ikke har den ønskede virkning. Men god (politisk) ledelse handler også om at turde – både at prøve muligheder af – men også at have mod til at erkende, at løsningen var forkert.

Den leder, som har respekt for de ansattes erfaringer, løser typisk også problemerne i mindelighed. Omvendt er de ansattes ytringsfrihed vigtig for demokratiet, hvis ledere mangler anerkendelse af, at noget er gået galt.

Privates indtog

Hvorfor skal det være så svært? Årsagen skal sandsynligvis findes et helt andet sted – nemlig i politiske beslutninger om markedsvilkår og konkurrence i den offentlige sektor. Private virksomheders indtog på det offentlige ”marked” er nemlig sket på helt andre vilkår, end dem der gælder for den offentlige sektor. De private virksomheder er ikke underlagt lov om offentlighed i forvaltningen, og er ikke forpligtede til at sikre gennemskuelighed og sikre de ansatte ytringsfrihed. Det skaber en ulige konkurrence.

Det er svært for medierne at få indblik i, hvordan private virksomheder prioriterer de skattekroner, som virksomhederne får som betaling. Og de ansatte er pålagt tavshedspligt af konkurrencehensyn, fordi kritik skader virksomhedens renommé. Så mens medierne stadig har adgang til aktindsigt i offentlige institutioners beslutninger og regnskaber, så gælder det samme ikke for private virksomheder, selv om institutionerne udfører de samme lovgivningsbestemte opgaver.

Manglen på ytringsfrihed for de privatansatte i eksempelvis sundhedssektoren gør det også svært for de ansatte at leve op til deres faglige ansvar. For mens de har ansvar for at gøre anskrig, hvis behandling af borgere er fagligt uforsvarlige, så kan det koste en fyreseddel at leve op til det ansvar.

Lige vilkår

Den problemstilling ligger stadig i Beskæftigelsesministeriet, som endnu ikke har udmøntet en fælles beslutning om at give de privatansatte ret til at ytre sig om kritisable forhold.

Uklarhed og mangel på gennemsigtighed skaber utryghed og mistillid til den offentlige sektor, og det gør det svært for borgerne at gennemskue tilstanden i samfundet og søge reel indflydelse.

Et reelt værn om ytringsfriheden handler derfor også om at skabe lige vilkår for såvel offentligt ansatte som privatansatte, der løser opgaver på vegne af den offentlige sektor.

Dagbladet Arbejderen