Et folkeligt oprør

Onsdag, 23. maj, 2018, 07:09:46

Henning Hyllested
MF for Enhedslisten, 3F’er og tidligere havnearbejder
Medlem af Folketinget for Enhedslisten. Ordførerskaber: Transport, social dumping og landdistrikter. Havnearbejder fra 1981-2011. Var medlem af bestyrelsen for Havnearbejdernes Landsklub og bestyrelsen for 3F Esbjerg.

Et folkeligt oprør

Planerne om at rejse 500 høje elmaster gennem noget af Jyllands smukkeste natur har skabt et sandt folkeligt oprør i seks vest- og sønderjyske kommuner.

Et sandt folkeligt oprør er under opbygning i det vestlige og sydlige Jylland. I ikke mindre end seks vest- og sønderjyske kommuner har knejt’ene og knejt’inderne rejst sig til modstand mod overmagten i form af Energinet, en statslig virksomhed under Energi- Forsynings- og Klimaministeriet.

Der er gode muligheder for at få ændret på beslutningen om luftledningerne.

500 til borgermøde i Ribe, 300-400 i Bredebro, Varde og Videbæk, 200 i den lille landsby Endrup ved Esbjerg. Borgermøderne var arrangeret som informationsmøder af Energinet, men fik alle karakter af regulære protestmøder.

Protesterne retter sig imod Energinets planer om at rejse 500 elmaster á 35 meters højde på en 170 km lang strækning fra lidt vest for Holstebro til den dansk-tyske grænse øst for Tønder. Elmasterne skal bære nye 400 kV højspændingsledninger, der forbindes med det tyske elnet og det engelske via den nyligt vedtagne kabelforbindelse på Vesterhavets bund, Viking Link.

Ødelægger smuk natur

Borgerne i Vest- og Sønderjylland er tossede over, at man kan finde på at etablere en elektrisk motorvej i luften gennem noget af den smukkeste natur på de egne. Højspændingsmasterne og ledningerne vil gå igennem ikke mindre end otte Natura 2000 områder – særligt beskyttet natur – og grænser op til 15 andre Natura 2000 områder, og vil samtidig berøre en række små landsbysamfund og landbrug.

Kravet er, at kablerne skal graves ned på hele strækningen. Et alternativ som er noget dyrere, men teknisk lader det sig gøre.

Borgerne har en god sag. Tilbage i 2008 besluttede Folketinget at både eksisterende og fremtidige højspændingsforbindelser skulle lægges i kabler i jorden.

Men i forbindelse med aftalen om afskaffelse af PSO-afgiften i 2016, som Enhedslisten og Alternativet var imod, ændrede man på aftalen fra 2008, så det nu alligevel blev muligt at etablere store højspændingsforbindelser som luftledninger. Det skulle bane vej for Viking Link, der har brug for reservekapacitet, men hvor økonomien i forbindelsen ville blive forringet, hvis de jyske forbindelser skulle lægges i jorden.

Politikere padler baglæns

Viking Link er politisk forsøgt solgt som en grøn forbindelse, idet kablet skal bruges til at sælge dansk vindmøllestrøm til England. Mest sandsynligt er det dog, at med de nye ledninger til Tyskland kommer vi til at ”fragte” billigt tysk fossilt fremstillet strøm via Viking Link til England.

I Enhedslisten har vi hele tiden været imod Viking Link, da vi finder, der er nok at bruge vores egen vindmøllestrøm til herhjemme i den grønne omstilling blandt andet til varmepumper.

Bemærkelsesværdigt er det, hvordan den grønne dagsorden pludseligt kan få medvind i meget brede kredse, når de politiske beslutninger kommer tæt på. Bemærkelsesværdigt er det også at se de ansvarlige politikere padle baglæns, når folk rejser sig.

Især hos Venstre og Socialdemokratiet og så småt også i DF har de pludseligt fået travlt med at lytte. Der er jo ikke længe til næste Folketingsvalg, og den har ”oprørerne” for længst lugtet. Derfor er der gode muligheder for at få ændret på beslutningen om luftledningerne.