Debat: Vores sundhedssystem bløder

Vores sundhedssystem bløder

Af regionrådsmedlem Susanne Flydtkjær

Ingen i Nordjylland er i tvivl om at vores sundhedssystem bløder, økonomisk.

Personalet i det offentlige sundhedssystem har knoklet for at få ventelisterne ned – og for at give alle  patienter en god behandling. De har taget overtid og ekstraarbejde.  De har gjort alt det som de er bedt om og som har været prioriteret af regeringen og af regionsrådet – knoklet for at få ventelisterne ned og sikre alle god behandling.

Årsagerne  til det økonomiske morads er velkendte.  Ventelisterne fra nedlukning af ikke-akut behandling under Covid presser hele systemet – bliver udrednings- og behandlingsgarantien ikke overholdt – så har patienten ret til at komme på privathospital. Det er dyrt meget dyrt – betalt af det offentlige sundhedssystem.

Hertil kommer flere patienter – både på hospitalerne – men også ude i almen praksis og ikke mindst den højeste inflation i 25-30 år, som betyder at ud over stigningen i antallet af behandlinger – så er de også dyrere. Meget dyrere.

Men finansieringen fra staten er ikke fulgt med – slet ikke. – Ikke i år – ikke i foregående år – og da slet ikke til næste år.

Derfor bløder vores sundhedsvæsen – økonomisk.

Strategien fra  skiftende regeringers side er synes ganske gennemskuelig :

Først en langsom udsultning af sundhedsvæsenet.

Processen forud for de årlige økonomiaftaler afspejler fint dette – en uenighed mellem danske regioner og staten  om fx det demografiske træk – med andre ord – altså når vi alle bliver ældre og der kommer flere og flere af os, også af os der har brug for behandling i sundhedssystemet så koster det det mere – end hvis der  ikke var så mange af os gamle. En uenighed om hvad udgifterne til medicin vil stige – og en uenighed om hvordan pris og lønudviklingen vil være – inflationen – hvor regeringen lægger sig helt urealistisk lavt. Viser det sig i alle faktuelle tilbageblik.

Og når pengene ikke slår til – ja så skal regionerne alligevel finde dem. Penge som regionerne ikke har – for regionerne har stort set kun de penge som staten mener de skal ha.

Herefter bliver det så helt nødvendigt at bruge private aktører – privathospitaler, som er dyrere end det offentlige, privathospitaler som gerne byder sig til. Og lader det offentlige sundhedsvæsen betale for de dyre behandlinger. For det er sådan systemet aktuelt hænger sammen – kan en patient ikke få en behandling i det offentlige sundhedsvæsen indenfor udrednings- og behandlingsgarantierne  grundet manglende ressourcer – så får patienten ret til at få behandlingen i privat regi, som er dyrere – betalt af de ressourcer som det offentlige sundhedssystem ikke har.

Samtidig konstateres det og insinueres det slet skjult  at regionerne nok  ikke er i stand til at drive sundhedsvæsenet.

Absurditeten er næsten ikke til at rumme.

Sundhedsmisteren, har forholdt sig til situationen som går igen i alle regioner – hun melder friskt ud  – at når hun ikke har tænkt sig at sikre flere penge til de mange flere og dyrere behandlinger i sundhedsvæsenet – så er det fordi hun mener det vil skabe inflation …..mens hun med den anden hånd forærer 13  mia til militæret – som så  ikke skaber inflation, må man konkludere..

Det er jo en prioritering der er til at forholde sig til.

Der er brug for al opbakning  til vores offentlige sundhedssystem. Men mest af alt er der brug for ressourcer til at drive det.

For det er et offentligt sundhedssystem til gavn for alle borgere –  og ikke et privatiseret sundhedssystem for de få  – vi ønsker.