Den kollektive trafik bløder – der er brug for en akutpulje

Den kollektive trafik bløder  – der er brug for en akutpulje

Alle kommuner og regioner står i efterårets budgetlægninger overfor store nye udgifter i busdriften, som vil betyde besparelser og nedlæggelse af busruter, omlægning af busruter og færre afgange. Det går den helt forkerte vej. Ikke mindst fordi en kollektiv trafik er helt nødvendig for at vi fortsat kan have bosætning i landdistrikterne

Når den kollektive trafik forsvinder – så kan man ikke bo i landdistrikterne. Børn og unge skal kunne deltage i spejder og sport i byen og besøge kammerater – uden at være afhængig af at forældre kører dem.

Ældre uden adgang til egen bil skal kunne gå til lægen, til banko, gå i teatret og til vinsmagning uden at skulle blande naboer eller voksne børn ind i kørsel frem og tilbage.

Og så har mange mennesker med helt almindelige jobs ikke nødvendigvis hverken kørekort eller bil.

Og her går det den helt forkerte vej. Kommuner og regioner er i stor stil i gang med at lukke den kollektive trafik ned – nogle kommuner i sådan en grad at den stort set er helt væk. Hele kommuner defineres som ”byzoner” så prisen på flextrafik kan køres op i pris, så ingen har råd til at bruge den – og plusturen forsvinder samtidig.

I kommuner og regioner fjerner man grundlaget for at kunne bosætte sig i landdistriktet. Ikke som gammel, ikke med børn og unge i husstanden og slet ikke hvis man er på arbejdsmarkedet og ikke har bil.

Vi skal ikke have store tomme busser kørende rundt – men et fleksibelt net af små landsbybusser, fælles landsbybiler, flextrafik, der er til at betale og plusture til den sidste kilometer i landdistrikterne.

Nu er det så heller ikke store tomme busser der er årsag til at den kollektive trafik bløder. I vores egen Region Nordjylland – hvor væsentligste  nye penge er finansministeriets regulering af løn- og prisstigninger  – er Finansministeriets skøn for løn og prisstigninger i perioden 2022-2024 – en stigning på 7,17 % -. Ja det er jo ikke ingenting – men Nordjyllands trafikselskabs skøn er en løn- og prisstigning på 24 %. Så der mangler unægtelig en del millioner – ikke pga af. færre passagerer – men fordi tallene ikke stemmer når løn og diesel stiger og er steget  meget mere end staten forudsætter og tidligere har forudsat.

Aktuelt afventer alle kommuner og regioner tilbagemelding fra et regeringsnedsat ekspertudvalg om kollektiv mobilitet – med anbefalinger for ny struktur for busser og modeller for takststruktur – vi forventer en delrapport i foråret 2024 og en afslutning af arbejdet ved udgangen af 2024. Men skal ekspertudvalgets ideer blive til virkelighed, skal der være der en kollektivt trafik i kommuner og regioner og det vil der ikke være, hvis alle kommuner og regioner har måtte spare den kollektiv trafik i hjel.

Tiden er derfor at sætte foden ned og afvente anbefalingerne –

Derfor er der behov for en akutpulje –  til at hjælpe den kollektiv trafik igennem et par svære år – så der også rent faktisk er en kollektiv trafik at lave anbefalinger til ved udgangen af 2024.

Regionsrådsmedlem for Enhedslisten

Søren B. Andersen

 

Susanne Flydtkjær