Forord
Vi har på foranledning af vores medlem, Carsten fra Sæby, gengivet nærværende artikel fra dagbladet Politiken der har været bragt i den trykte udgave 25 marts 2018. Vi mener den rapport fra Aalborg universitet der ligger til grund for indlægget kan være med til at gøre os klogere på den de nuværende overenskomstforhandlinger og en måske kommende storkonflikt der efter påske kan lamme hele det danske samfund. God læselyst.
Red.fho
|
|||
Offentlige ansatte risikerer for tredje gang på ti år at ende i en konflikt. Derfor er der brug for at justere aftalemodellen, vurderer forsker. Inspiration kan findes i nabolandene.
Det viser en undersøgelse, der sammenligner Danmark med Sverige, Norge og Finland, som postdoc ved Center for Arbejdsmarkedsforskning, Aalborg Universitet, Laust Kristian Høgedahl står bag.
»Vi bryster os normalt af at have et lavt konfliktniveau, fordi den danske aftalemodel skaber stabilitet på arbejdsmarkedet. Men på det offentlige område er konfliktniveauet relativt højt i et nordisk perspektiv«, siger Laust Kristian Høgedahl.
Overenskomstforhandlinger i både den offentlige og private sektor har fra perioden 2008-2016 i alt medført 1.098 tabte arbejdsdage pr. 1.000 lønmodtager i Danmark. Til sammenligning har Sverige haft 44. Det løber op i knap tre millioner tabte arbejdsdage i Danmark, hvilket hovedsageligt kan tilskrives konflikter i den offentlige sektor, eftersom der ikke har været en overenskomstkonflikt i den private sektor siden ‘Gærkrisen’ i 1998.
Der vil være noget oprydningsarbejde efter de igangværende forhandlinger uanset udfaldet, for der er for meget mistillid og det holder ikke.Nana Wesley Hansen, lektor ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, FAOS.
Særligt den næsten to måneder lange sygeplejerskestrejke i 2008 og tre uger lange lærerlockout i 2013 trækker statistikken op.
Skævt styrkeforhold mellem parterne
Årsagen til det høje konfliktniveau er ikke entydig. En del af forklaringen er, at der er urafstemninger blandt medlemmerne. Selv om forhandlingslederne anbefalede et ja, stemte eksempelvis BUPL’s medlemmer i 2008 aftalen ned og endte i en strejke. I Sverige er det medlemmernes hovedbestyrelse, der træffer en afgørelse.
En anden forklaring, og det, der tyder på at være roden til den lurende storkonflikt nu, er et ujævnbyrdigt styrkeforhold mellem arbejdsgiver og lønmodtagere i det offentlige, vurderer Laust Kristian Høgedahl. Styrkeforholdet illustreres eksempelvis med lærelockouten i 2013, hvor regeringen endte konflikten med et lovindgreb. Det har sået frøene til den mistillid, vi ser mellem parterne nu, mener han.
»Forhandlingerne er blevet mere anspændte, og i år har parterne i den offentlige sektor stået meget langt fra hinanden allerede inden, de gik i gang. Forløbet i 2013 satte sine spor, og man har ikke tillid til, at arbejdsgiverne holder sig fra at spekulere i deres dobbeltrolle«, siger Laust Kristian Høgedahl.
Med arbejdsgivernes dobbeltrolle henviser Laust Kristian Høgedahl til, at de offentlige arbejdsgivere samtidig er lovgivere. Den dobbeltrolle er mest fremtrædende på det statslige område, hvor Sophie Løhde (V) både er minister i regeringen, arbejdsgiver og chefforhandler.
Forhandlingerne i 2013 gav et ordentligt knæk i tilliden til de offentlige arbejdsgivere.Anders Bondo Christensen, chefforhandler for kommunalt ansatte
At forhandlingerne i 2013 har skabt grobund for mistillid, er en analyse, som de kommunalt ansattes chefforhandler Anders Bondo Christensen, kan nikke genkendende til.
»Forhandlingerne i 2013 gav et ordentligt knæk i tilliden til de offentlige arbejdsgivere. Der var aldrig en reel forhandling, og det hele var politisk styret fra begyndelsen af. Det har helt klart ændret mit syn på modellen, og forløbet har vist, at der er behov for et stort serviceeftersyn«, siger Anders Bondo Christensen.
Afpolitisering af aftalemodellen
Sverige, Norge og Finland har alle i nogen grad aktivt justeret deres aftalemodel, så styrkeforholdet parterne i mellem er blevet mere balanceret, viser undersøgelsen. I Norge har man blandt andet et rotationsprincip, der sikrer, at det ikke kun er finansministeren med fokus på udgiftspolitikken, der sidder ved bordenden, men også andre ministre.
Og på den anden side af Øresund oprettede man 1994 den særlige arbejdsorganisation, Arbetsgiververket. Det betyder, at det ikke er ministre, men embedsmænd med ledelsesret på det statslige område, som varetager forhandlingen. Det gjorde man med henblik på at sikre et armslængdeprincip mellem de svenske politikere og deres arbejdsgiveransvar, og en evaluering fra 2014 viser, at svenskerne er meget begejstrede for den model.
Herhjemme har man imidlertid ikke drøftet en justering, og derfor skal rapporten først og fremmest ses som en opfordring til, at parterne tager den diskussion, fortæller Laust Kristian Høgedahl.
På baggrund af sine forskningsresultater kommer han med en række anbefalinger til, hvordan den danske aftalemodel kan tilpasses. Én af anbefalinger er, at man kan skabe en mere uafhængig arbejdsgiverorganisering på det statslige niveau inspireret af Sverige.
»Jeg tror ikke, man kan indføre Arbetsgiververket i Danmark, da de politiske systemer er indrettet anderledes med mindre ministeransvar og mere kollektiv ledelse. Men man kunne måske lade sig inspirere af modellen og genskabe noget af tilliden mellem parterne«, siger Laust Kristian Høgedahl.
Det er dog ikke kun forskellen mellem de de to landes politiske system, der udfordrer overførslen af den model, men også bredden af de overenskomster, der forhandles, forklarer lektor ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, FAOS, Nana Wesley Hansen.
»I de offentlige overenskomster har vi en tradition for, at man aftaler på områder som barsel, barnets første sygedage, arbejdsmarkedspensioner etc. Store brede velfærdsproblematikker bliver løst her, fordi man har forhandlet med politikere, som kan se perspektiver i disse løsninger«, siger Nana Wesley Hansen og vurderer, at det kan blive en vanskeligere opgave, hvis det er en embedsmand, der sidder for bordenden.
Økonomisk ubalance
Foruden arbejdsgivernes dobbeltrolle kommer det ujævnbyrdige styrkeforhold også til udtryk med parternes økonomiske konsekvenser ved en konflikt. På det private arbejdsmarked vil arbejdsgiverne som udgangspunkt tabe penge på tabt produktion ved en strejke eller lockout, mens de offentlige arbejdsgivere sparer penge på en konflikt, da de slipper for at betale lønninger, samtidig med at skatteindtægterne fortsætter med at tikke ind.
Derfor har lønmodtagerorganisationerne givet udtryk for, at man ønsker en dialog med arbejdsgiversiden om, hvordan man i fremtiden kan styrke den danske model på det offentlige område.
Særligt to store overvejelser skulle tages i sådan en dialog, fortæller Anders Bondo Christensen. Det ene er, hvordan man med inspiration fra Sverige kan skabe et armslængdeprincip og klinke tilliden mellem parterne. Det andet er, hvordan man skaber mere økonomisk balance i konfliktmodellen.
Men lønmodtagerne må vente til efter de igangværende forhandlinger er afsluttet for at se, i hvilket omfang innovationsminister Sophie Løhde (V) vil imødekomme det ønske.
»Af respekt for det forhandlingsforløb, vi er i fuld gang med, synes jeg ikke, at det er det rette tidspunkt at begynde at spekulere i, om der skal ændres på den måde, arbejdsmarkedets parter aftaler løn- og arbejdsvilkår på«, skriver ministeren i en mail til Politiken.
Og dét er en god ide at drøfte justeringer i aftalesystemet, som historisk har udviklet sig meget. Det behøver ikke være store strukturelle forandringer, men der er under alle omstændigheder behov for at drøfte nye tiltag, mener Nana Wesley Hansen.
