– Ruslands største samfundsproblem er den enorme sociale ulighed. I de seneste to år er antallet af rige med formuer på over én milliard dollars steget fra 77 til 106 personer. Og trods diverse vestlige sanktioner vokser deres formuer. Imens de 10 procent rigeste ejer 50 procent af nationalformuen, så lever 22 millioner under den officielle fattigdomsgrænse…

Dagbladet Arbejderen taler i Moskva med tre ledere af Det Forenede Kommunistiske Parti (OKP) i deres beskedne partilokaler i byens østlige industrikvarter. Væggene er udsmykket med fotos, diplomer og plakater, og der bliver budt på saftig vandmelon, te og vafler.

Det var egentlig meningen, at jeg skulle mødes både med OKP’s formand Vladimir Lakejev og med lederen af den socialistiske Venstrefront, Sergej Udajltsov. De to organisationer tilhører den russiske systemkritiske opposition og har været aktive i sommerens protester mod Medvedjev-regeringens pensionsreform, der hævede pensionsalderen.

Men inden jeg ankom til Moskva, var Udajltsov blevet anholdt som arrangør af protestdemonstrationerne og sad – endnu en gang – fængslet. Han var ellers i august 2017 sat på fri fod efter over tre års fængsel for at stå bag protestdemonstrationer mod valgsvindel tilbage i maj 2012.

Hos OKP fik jeg som gæst fra Danmark en hjertelig modtagelse af  den 69-årige formand Vladimir Lakejev samt hans to unge kolleger fra partiledelsen, Denis Zommer og Kirill Vasiljev.

Denis Zommer er som partisekretær ansvarlig for solidaritetsarbejdet med Donbass og tillige formand for ungdomsforbundet, mens Kirill Vasiljev er redaktør for OKP’s hjemmeside. Alle tre lytter med interesse.

Jeg fortæller om Danmark, om nyliberalismens angreb på velfærdsmodellen, om vores kritik af EU og generelt om de danske kommunister. Bliver kun afbrudt én gang af formanden, der spørger: ”Hvilket af de nuværende kommunistiske partier var Knud Jespersens?”

I den efterfølgende besvarelse af mine spørgsmål supplerer de tre ivrigt hinanden:

Oligarkerne

– I dag svarer den sociale ulighed i Rusland til forholdene i 1905 forud for den første russiske revolution. Og hvad skyldes denne ulighed? Præsident Putin har med god grund bekræftet, at en gruppe oligarker blev beriget ved kriminel tilegnelse af sovjetisk socialistisk ejendom – og at de nu lever fedt på eksport af naturrigdomme, olie, gas, tømmer, diamanter og farvede metaller.

Men, tilføjer de, Putin er tavs om det forhold, at enkelte virksomheder, ja hele brancher som under dække af at være ”statsejet” faktisk blev overdraget til hans venner blandt diverse business-konger.

Oftest ejer staten aktiemajoriteten, men på markedet optræder de som almene kommercielle aktører, hvor topdirektørerne tjener svimlende summer.

– I forhold til 1990’erne er leveforholdene forbedret. Men millioner af jævne russere blev revet ud af stabile rammer. Dødsraten steg voldsomt og omfattede den brede befolkning. Prisen, for at lønudbetalingerne under Putin atter blev stabile, var, at vi fik frataget mange af sovjettidens sociale velfærdsgoder.

– Nu skal de fleste betale for en universitetsuddannelse. Brugerbetaling er udbredt i sundhedsvæsenet, og mange mindrebemidlede må se langt efter social understøttelse. Det oprindeligt billige, sociale boligbyggeri blev undermineret. Og nu har den herskende klasse besluttet at hæve pensionsalderen samtidig med at momsen steg.

Arbejderbevægelsen

Hvordan står det til med den russiske arbejderbevægelse? Og hvordan er jeres indflydelse blandt lønarbejdere?

– Siden 1990’erne er både arbejderklassen og arbejderbevægelsen blevet splittet. I Rusland arbejder millioner uden ordnede forhold. De har i dag ingen garanti for en otte-timers arbejdsdag, for ferie, for sygedagpenge og så videre. De kan ikke samles i anerkendte fagforeninger og er ikke forsikret imod vilkårlig afskedigelse. For os der var vant til sovjetisk velfærdstryghed er dette helt vildt.

– Ruslands faglige LO (FNPR) er blot et bureaukratisk maskineri, der som en del af magtsystemet hverken vil eller kan organisere lønarbejderne i kampen for deres interesser.

– Der findes et par mindre uafhængige fagforeninger, som eksempelvis indgår i KTR, Ruslands Arbejdskonføderation. De fører en reel kamp for bedre arbejdsforhold og samarbejder i enkelte sager med de politiske venstrekræfter.

– Vi har som parti kontakt til faglige aktivister fra jernbanearbejdernes, havnearbejdernes, piloternes, lærernes, lægernes og bygningsarbejderes fagforeninger – både i Moskva, Petersborg og et par andre byer. OKP har et fagligt udvalg, men vi må beklage, at lønarbejderne sjældent reagerer på vores initiativer.

– På enkelte virksomheder finder der strejker sted, men de er få og kortvarige. I det lys var det positivt, da mange faglige aktivister mødte op til sommerens protestarrangementer mod pensionsreformen.

Hvorfor er OKP ikke registreret af myndighederne som parti?

– OKP’s hovedopgave er at samle alle russiske marxister, alle der vedkender sig videnskabelig socialisme, demokrati og internationalisme i ét parti. Det skal være et parti, der kæmper for at højne lønarbejdernes klassebevidsthed og organisere kampen om magten igennem en socialistisk revolution.

– En sådan opgave har hverken KPRF eller de mindre kommunistiske organisationer kunne magte. Vi afviser ikke muligheden for at arbejde i lovgivende forsamlinger, derfor har vi forsøgt at blive registreret hos myndighederne. Vi ser dog ikke registrering som noget mål i sig selv. Det giver ingen bonus ud over adgang til at deltage i valgkampe. OKP er et udenomparlamentarisk parti og satser på arbejdet i bevægelserne.

– Fem gange har myndighederne givet afslag. Man har angivet både teknisk-formelle og politiske grunde. Vi har derfor gang på gang måttet ændre partilovene. Sidst vi fik afslag, hæftede man sig ved, at vores partiprograms strategiske mål hedder: ”…ad revolutionær vej at skabe et klasseløst samfund”. Det blev fortolket som opfordring til vold og social uro, hvilket jo er forbudt ifølge borgerlig lovgivning.

– Lovgivningen forbyder dog ikke vore partikammerater at opstille på andre – godkendte – venstrefløjslister eller som uafhængig kandidat i enkeltmandskredse. Det benytter vi os af. Og det lykkedes sidste år to af vore kammerater at blive indvalgt i bydelsråd i Moskva. Senest fik vi her i september en mand indvalgt i den autonome sibiriske republik Khakasiens parlament og en anden i byrådet i Zapadnaja Dvina, nordvest for Moskva.

Hvad er jeres holdning til den i Rusland berømte tese: ”Rusland har opbrugt sin revolutionskvote”

– Denne tese tilhører KPRF’s formand Gennadij Zjuganov fra 1993 og stammer fra en tid præget af vores bevægelses tilbagetog og forvirring. Det er en skammelig tese, som på ingen måde svarer til kommunisternes strategiske opgave. Og i øvrigt, hvor skulle sådanne kvoter komme fra? Hvem skulle fastsætte dem? I dag undgår KPRF at nævne deres formands tese, men gør heller ikke noget for at formulere revolutionære opgaver.

Ukraine

Hvad med Donbass? Hvordan løses konflikten, og hvad har OKP foretaget?

– Siden konfliktens start har vi støttet venstrekræfterne i Donbass og i Ukraine og deltaget i det humanitære hjælpearbejde. I vores vurdering af statskuppet i Kijev i februar 2014 har vi fulgt vores kammerater i den ukrainske bevægelse Borotba.

– Det er en kommunistisk bevægelse, der allerede i 2012 advarede mod det ukrainske borgerlige demokratis krise. De udtalte, at hvis Janukovitjs styre falder, så vil nyliberale kræfter komme til magten med støtte fra Vesten og fra ekstreme højreterrorister. Og sådan kom det til at gå.

– I OKP nedsatte vi en arbejdsgruppe, der fik kontakt til kammerater i Ukraine og Donbass. I 2014 sendte vi tryksager og røde faner af sted. Blandt andet til Odessa forud for 1. maj. Dengang var der endnu håb (eller måske nærmere illusioner) om dialog og fredelig løsning af konflikten.

– Men så kom det til mordbranden den 2. maj, hvor nazister stod bag mord på snesevis, blandt andet ungkommunister. Det blev et point of no-return for de mange, der i Donbass havde vendt sig imod det nye Kijev-styre.

– De anerkender ikke det styre, der blev etableret ved statskuppet i februar. Og deres begrundede had mod dette styre viste sig at være så dybt, at de var villige til at betale en høj pris med bitre krigsforhold, med blokade og ukrainske propagandaterror.

– Krig er naturligvis ikke en løsning. Vi mener der skal et regimeskifte til. Både i Rusland og i Ukraine. Da vil Donbass blive styrket, og så vil spørgsmålet om deres fremtid enten som en del af Ukraine, som en del af Rusland eller som uafhængig stat vise sig at være af sekundær betydning.

– Derfor opfatter vi kampen mod vort eget styre som vores partis hovedopgave. Positive forandringer i selve Rusland vil også påvirke situationen i nabolandene. Det er også vores ukrainske kammeraters opfattelse.

– I en situation, hvor deres nye styre har formået at svække venstrekræfterne, håber de, at vi formår at overvinde den russiske kapitalisme. Det vil smitte af på alle tidligere sovjetiske unionsrepublikker.

Rusland og imperialismen

Kan man i dag tale om russisk imperialisme?

– Ja, det er et reelt forhold, og vi vedkender os Lenins klassiske definition. Imperialismen viser sig i form af monopoldannelser som Gazprom, Rosneft, Lukoil, Sberbank, A/S Ruslands Jernbaner, Rosatom, «X5 Retail» etc. samt med omfattende kapitaleksport og dannelse af finansoligarki.

– Rusland inddrages i den igangværende imperialistiske verdensopdeling. Det gælder Syrien, men også Centralafrikanske Republik, hvor væbnede private russiske vagtselskaber deltager i beskyttelse af diamantminer.

– Dog er det problematisk at betegne Rusland som aggressor eller at sammenligne Ruslands militære rolle og kapacitet med de største imperialistiske centre, USA og EU.

– Under Putin vil Rusland fortsat manøvrere mellem de større imperialistiske aktører. Man vil ikke udfordre EU, USA eller Kina. Og på den anden side vil man fastholde sine positioner på Krim, i andre tidligere sovjetrepublikker og delvis i Syrien.

– Ruslands oligarker og topembedsfolk opbevarer deres formuer udenlands. Deres børn studerer i Vesten, og deres ægtefæller har bopæl der. Sådanne personer ønsker ikke konflikt med de globale hovedaktører. Så Ruslands rolle i dag er som en andenrangs partner i forhold til verdens magtcentre.

---

Fakta om Det Forenede Kommunistparti OKP