Ukraine – hvad nu?

Efter søndagens præsidentvalg
23. apr. 2019 – 13:23
af Aksel V. Carlsen

Ukraine – hvad nu?

Anden runde af præsidentvalget i Ukraine blev en klar sejr for Volodymir Zelenskij, som fik 73 procent af stemmerne. Men hvad vil den kommende præsident egentligt?

Ukraine har valgt ny præsident. Komiker og tv-producent Volodymir Zelenskij vandt valgets anden runde med 73 procent af stemmerne.

Enhver valgkamp medfører, at oligarkerne revurderer deres alliancer og gensidige forhold vedrørende omfordeling af landets rigdomme.
Petro Simonenko, formand for Ukraines  Kommunistiske Parti

Den klare sejr var vælgernes protest mod Petro Porosjenkos styre. De reagerede mod det regime, der varmt støttet af EU, USA og den danske regering, men som i vælgernes øjne står for borgerkrig, korruption og asocial politik. Mange ser resultatet som udtryk for den sunde fornufts sejr.


Anden runde af Ukraines præsidentvalg 2019

Fandt sted den 21 april.

29.622.527 vælgere kunne stemme.

61 procent deltog.

Den siddende præsident Petro Porosjenko fik 34,5 procent af stemmerne.

Udfordreren Volodymir Zelenskij fik 73,2 procent.


Zelenskij sagde efter valget, at Porosjenko i fem år har svigtet sine vælgere og splittet landet. Den kommende præsident siger, at han står for en genforening. Men hvordan?

Zelenskijs første udfordring

Hans ambitioner som fornyer kommer allerede på prøve, før han officielt tiltræder posten. På torsdag den 25.april skal Ukraines parlament andenbehandle en sproglov.

Den vil styrke ukrainsk på bekostning af etniske mindretals rettigheder. Loven har skabt bekymring blandt landets russisksindede, men også blandt det ungarske mindretal i Vestukraine. Porosjenko er varm tilhænger af den nye lov. Spørgsmålet er, hvordan Zelenskij forholder sig.

Generelt kan man i skrivende stund kun forholde sig til hans første – uklare – politiske udtalelser efter valget og til det panel af rådgivere, som han præsenterede i TV som sit ”Ze-team”.

Han har sagt, at han vil have soldaterne hjem fra østfronten, få frigivet ukrainske krigsfanger og inddrage folket i politiske beslutninger gennem folkeafstemninger.

Han ønsker lighed for loven og mener, at han allerede på valgdagen viste et godt eksempel. Her fremviste han på valgstedet, i strid med loven, sin udfyldte stemmeseddel til pressen, hvorefter han straks blev opsøgt af politiet. Han betalte en kontant bøde med ordene: ”Respekt for loven. Og det bør nu gælde alle”.

Hans ”Ze-team” består blandt andet af flere yngre jurister og sociologer. Af dem kender ukrainerne især to, Oleksandr Daniljuk og børnelægen Evgenij Komarovskij.

Den første har amerikansk universitetsdiplom og var i en årrække investeringsmanager hos McKinsey i London. Han arbejdede fra 2014 til 2018 tæt sammen med præsident Porosjenko, og inden da med præsident Janukovitj. Han var i to år finansminister, men blev fyret efter uenighed om personalepolitik. Han er nu Zelenskijs udenrigspolitiske rådgiver.

Den anden er sundhedspolitisk rådgiver. Han blev populær for sin optræden som TV-læge. En kendt ukrainsk overlæge har udtalt: ”Komarovskij har ingen politisk erfaring, men man kan i det mindste tale sagligt med ham, i modsætning til den nuværende amerikansk-ukrainske sundhedsminister”.

Hvor står oligarkerne?

Oligarken Ihor Kolomojskij ejer den tv-station, som vise Zelenskijs tv-show. Det er dog uvist, hvilken indflydelse Kolomojskij, der opholder sig i Israel, vil få på den nye præsident, og om rigmanden får genprivatiseret den Privatbank, som han var medejer af, og som Porosjenko fik nationaliseret.

Zelenskij har ikke udtalt sig om sit forhold til Ukraines rigmænd. Derimod har formanden for Ukraines Kommunistiske Parti, Petro Simonenko, ifølge ukrainske netavis Golos.ua udtalt, at ”enhver valgkamp medfører, at oligarkerne revurderer deres alliancer og gensidige forhold vedrørende omfordeling af landets rigdomme. Man må derfor forvente forhandlinger mellem landets fire store oligarker Kolomojskij, Akhmetov, Firtash og Porosjenko om hvem der nu skal bestemme over landets økonomiske sektorer med henblik på fortsat berigelse”.

Et andet overordnede spørgsmål for Ukraine er borgerkrigen i Donbass. Både Zelenskij og Kolomojskij har aktivt støttet Kijev-styrets militante linje.

Den kommende præsident siger, at Minsk-aftalen skal virke efter hensigten og afviser ikke mulighed for dialog med Putin. Men har han rygrad til en direkte dialog med oprørsrepublikkerne, hvilket kræves af Minsk-aftalen, og som er nødvendig for at komme videre?

Valget blev et nederlag for Porosjenkos spekulative parole: ”Vælg mellem mig eller Putin”. Alligevel skal man ikke forvente større ændringer af ukrainsk udenrigspolitik.

Frem til parlamentsvalget vil den nye præsident følge Porosjenkos spor. Herunder de seneste forfatningsændringer med hensigtserklæringer om EU- og NATO-medlemskab, der reelt underminerer Ukraines hidtidige neutrale status, og som Rusland ser som en udfordring.

Har begrænset magt

Alt andet lige er præsidentmagten i Ukraine begrænset. Man har et blandet parlamentarisk-præsidentiel styre. Derfor vil meget afhænge af Zelenskijs forhold til det parlament, der siden 2014 har været splittet og præget af militaristiske og nationalromantiske holdninger.

Her spiller den højreradikale parlamentsformand Andrij Parubij en vigtig rolle. Han bestemmer datoen for Zelenskijs tiltrædelse og har ifølge stationen ICTV allerede taget afstand fra Zelenskijs overvejelser om at opløse parlamentet og udskrive nyvalg i utide.

Det nuværende valgsystem er en blanding af flertalsvalg og forholdstalsvalg. Det er ikke populært i Ukraine. Erfaringerne med flertalsvalg viser, at de gavner pengestærke og ressourcestærke kandidater. I sidste ende er det en af kilderne til korruption blandt politikere.

Derfor overvejer Zelenskij desuden en ny valglov med større vægt på forholdstalsvalg. Præsidentens første lovforslag vil dog ifølge ”Ze-team” omhandle muligheden for ophævelse af parlamentarisk immunitet, og om mistillidsvotum til præsidenten.

Dagbladet Arbejderen