Så blev det 1.maj igen, med taler af bla. Peder Hvelplund fra Enhedslisten,
en rigtig fin dag, rigtig god tale og flot forårsvejr 2014
Gode venner og kammerater
Tak for muligheden for at komme og holde 1. Maj tale for jer. Dejligt at kunne få ørenlyd.
Der har været megen debat om 1. Maj taler og fløjteri. Nu er det normalt sådan at man fløjter når man er glad eller bliver glad for at se nogen. Derfor forstår jeg slet ikke hvorfor så mange får en stor trang til at fløjte når de ser vores statsminister. Jeg synes sandt for dyden ikke altid der er så meget at fløjte af i regeringens politik. Men ok – vi kan trøste os med at det KUNNE være værre – trods alt!
Men jeg vil begynde min 1. maj tale et helt andet sted. For 1. Maj handler jo også om solidaritet og det samfund vi kan skabe hvis vi tænker i fællesskab frem for egoisme. På et samfund hvor vi giver plads til hinanden. Men samtidig oplever vi en virkelighed hvor alle taler om effektiviseringer og produktivitet. Produktivitetskommisionen hylder det. CEPOS lever af det. Corydon elsker det. Privatisering af den offentlige sektor er det helt store mantra. Sjældent hører man en 
sætning hvor ordene ”privatisering” og ”effektivisering”, ikke marcherer taktfast sammen. Hvis man skulle stille sig tvivlende overfor projektet er det helt sikkert udelukkende af ideologiske årsager. Al sund fornuft taler for det.
For nylig var vi i Berlin. På Stationen ved Alexanderplatz lå der et offentligt toilet. Der plejede at være et nydeligt toilet, med en ansat rengøringskone/mand. Men sådan er det ikke mere. Denne gang var det sat en bom op, med et ordentligt monstrum af en maskine som opkrævede 1 Euro. Det gav adgang til toilettet – hvor rengøringskonen stadig sad– maskinen spyttede en billet ud med en voucher med 50 cents rabat på en kop kaffe på Dunkin Donut og et par andre cafeer. Det blev vi oplyst om på farvestrålende plakater og brochurer. Så veludstyret med lekture kunne vi sætte os ud og gøre os nogle lokumstanker.
Scenariet har altså været følgende. Dygtige regnedrenge har tænkt: Det toilet på Alexanderplatz kan der tjenes penge på. Det fungerer ganske vist fint, alle kan bruge det, det er rent, der er opsyn – ingen klager. Men der ligger uudnyttet profit i menneskets pludselige trang til at besørge. Derfor sætter de sig ned. Bruger nogle uger/måneder på at lave udbudsmateriale, det bliver sendt i udbud, adskillige firmaer har adskillige regnedrenge til at udregne deres præcise bud. Sanityfair hed firmaet der kom med det bedste bud og vandt licitationen.
Straks efter jubelen har lagt sig hos Sanityfair går de i gang. Der bliver afgivet ordre på store monstrummer der kan tage imod 1 Euro og spytte voucher ud (med bomme selvfølgelig) regnedrengene holder nye og mange møder med regnedrengene fra Dunkin Donut og de andre Cafeer og får lavet aftaler om rabatordninger. Der bliver trykt bruchurer og lavet farvestrålende plakater om at det nu ganske vist koster 1 Euro at gå på toilettet, men du møder både en fin maskine og får 50 cent rabat hvis du bare køber for 2,50 Euro på udvalgte kaffebarer. Det er jo ganske mageløst.
Er det effektivt? Næppe. Oplever mennesker en forbedret service? Tvivlsomt. Er det mindre ressourcekrævende? Absolut ikke. Har vi opnået et værdigere samfund? Nej.
Men vi har opnået at endnu et alment menneskeligt behov er blevet underlagt markedets kontrol fordi der kan skabes vækst og profit. Det er bare blevet dyrere og dårligere af det.
Men hvorfor gør vi det så? Vi hører ofte at danske virksomheder er under pres fra udlandet og ikke kan tjene penge. Det må være derfor.
I de første 3 kvartaler af 2013 var opsparingsoverskuddet i danske virksomheder på 70 mia. kr. Altså det de kunne sætte ind på bankbogen. Og når vi taler om bankbøger – så var forrentningen af egenkapitalen i danske industrivirksomheder i 2011 på 20,2 %. Jeg ved ikke hvor mange af jer der kan gå ned i jeres bank og sige at i gerne vil have 20 % i rente på jeres lønkonto. De vil formentlig grine af jer hele vejen ud af banken! Men for en aktionær i en dansk industrivirksomhed er det et helt rimeligt krav.
Alligevel fortsætter vi. Også en socialdemokratisk ledet regering. DONG – vores fælles energiselskab sælges til Goldman Sachs. Nets vores fælles dankort skal sælges til Bain Capital. Ligesom det skete med Girobank, Københavns Lufthavn, Datacentralen og TDC.
Men det værste ved effektiviserings og privatiseringsbølgen er næsten at den er med til at presse en stor gruppe mennesker udenfor samfundet. Vi ser hele tiden hvordan kravene til job og uddannelse skærpes. Mange af vores unge mennesker får aldrig en chance for at komme indenfor. Med erhvervsskolereformen er kravene til at komme ind på erhvervsskolerne hævet til at man skal have mindst 2 i både matematik og dansk. Samtidig med at de økonomiske vilkår forringes. Det er næppe særligt klogt når man ved at alternativet for de unge der ikke kan leve op til kravene er kontanthjælp. Rimeligt udsigtsløst. 
Der mangler stadig 12.000 praktikpladser på landsplan. Det er horribelt at unge mennesker, der har levet op til kravene, er kommet ind på en uddannelse må tvinges til at afbryde den, fordi virksomhederne ikke stiller praktikpladser til rådighed. Især fordi vi ved at om 1-2 år kommer vi til at mangle faglært arbejdskraft.
Istedet risikerer vi de unge mennesker havner på kontanthjælp. En kontanthjælp der med kontanthjælpsreformen er havnet på et uhørt lavt niveau for mennesker under 30. Mange har et rådighedsbeløb når kun huslejen er betalt på kun 1500,- om måneden. Samtidig har de ikke – i modsætning til studerende – mulighed for at supplere indkomsten med et fritidsjob. Det er uforståeligt at man ikke giver mulighed for at kontanthjælpsmodtagere kunne få et perspektiv om en tålelig tilværelse ved at tillade at de arbejder på overenskomstmæssige vilkår nogle få timer om ugen – og supplere kontanthjælpen på den måde. Det burde være en målsætning for en socialdemokratisk ledet regering at hæve niveauet for de mest udsatte.
Men de vil hellere sende dem i Nyttejob. Det har nok større nytteværdi for Mette Frederiksens popularitet i middelklassen end for kontanthjælpsmodtagerens selvværd.
Men hvorfor fortsætter vi så med en politik der fremmer udliciteringer og privatiseringer?! En stor del af svaret ligger hos EU. EU er et gennemført liberalistisk projekt der i sit formål sætter hensynet til kapitalens fri bevægelighed over hensynet fælles velfærd.
EU presser reformer igennem hvor medlemslandene tvinges til privatiseringer. Tidligere betalte vi alle til vores fælles pension gennem skatten. I dag betaler alle de af os der har råd til vores individuelle pension gennem vores bank. Vi får ovenikøbet skattefradrag for det, så de der ikke selv har råd til en pension betaler til vores. Vi ser det med EU´s parodi på en Bankunion hvor regningen for kommende bankkrak bliver sendt videre til bankkunderne i stedet for at finansieringen blev fundet gennem beskatning af bankernes gevinster på spekulation.
Tidligere kunne vi lade vores arbejdsmarked regulere gennem fælles overenskomster, hvor arbejdere kunne tilkæmpe sig rettigheder om løn- og arbejdsvilkår. I dag bliver det undergravet af arbejdsgivere der finder arbejdskraft der er villige til at arbejde for langt dårligere vilkår. Udenlandsk arbejdskraft skal være hjertelig velkommen men det skal være på rimelige overenskomstmæssige vilkår. Det forsøger kapitalen i EU at forhindre i markedskræfternes hellige navn. Vi har hidtil kunne sikre fri adgang til undervisning, sygebehandling, ældrepleje og børnepasning gennem skattefinansierede løsninger. Men gennem EU´s krav om konkurrenceudsættelser og udbud er vores samfundsmodel under hårdt pres.
Ligesom det er tilfældet i det øvrige Europa. I Grækenland, Italien og Spanien er der kampe mod EU´s krav om privatiseringer af vandforsyningen. Et krav der herhjemme heldigvis forsat at opbakning til at forsøge at modstå. I Spanien er en hel generation af unge mennesker presset ud af arbejds- og uddannelsessystemet på grund af EU´s krav om en omfattende nedskæringspolitik. En politik der overalt i Europa har vist sig at slå fejl og føre til øget marginalisering og dermed fremvækst af fascistiske bevægelser som f.eks. Jobbik i Ungarn.
Det er en udvikling vi som socialister, demokrater og internationalister må stå op imod. Det gør vi bedst ved at forsvare og udbrede en solidarisk samfundsmodel der sikrer plads til alle der giver plads til alle.
Derfor skal jeg opfordre til at stemme til EU-parlamentsvalget d. 25/5 og til at stemme på Folkebevægelsen mod EU. Vi har en glimrende lokal kandidat fra 3F i Aalborg, Ole Nors på Folkebevægelsens liste.
Med håbet om at vi i fællesskab kan intensivere kampen for et samfund hvor hensynet til mennesker natur og miljø sættes over hensyn til kapital, vækst og profit, vil jeg ønske jer alle sammen en fortsat god kampdag.
God 1. Maj
af Peder Hvelplund, Hjørring
