fuld fart mod nye katastrofer

Mandag, 17. september, 2018, 15:00:41

Stop kasino-kapitalisterne

I disse dage er det 10 år siden, finanskrisen for alvor brød ud med banken Lehman Brothers krak.

Når man kigger tilbage på det seneste årti, er der intet, der tyder på, at politikere eller finanskapital har lært noget som helst af krisen.

Det er ikke et spørgsmål, om der kommer en ny finanskrise, men hvornår den kommer.

Og dog: Finanskrisen åbnede en dør for angreb på arbejderklassen af hidtil uset brutalitet.

Den blev for eksempel brugt som rambuk for ikke mindre end 400 “reformer” vendt mod de europæiske befolkninger. Krisen blev en gylden mulighed for at kunne realisere mange af de planer, som havde ligget i skuffen i regeringskontorer og lobbyistmapper i årevis:

Højere pensionsalder, nådesløse angreb på arbejdsløse og syge, knægtelse af overenskomster, jobs uden rettigheder. Idérigdommen var enorm i forsøget på at presse lønnen ned.

Banker_Finans_Pengesedler-og-mønter

Væksten er nu på vej op, selv om den ikke har nået niveauet fra før krisen. Men selv om antallet af folk i arbejde er højere i Europa end i mange år, lever 24 procent af europæerne på kanten af fattigdom. Hver tiende europæer, der har et arbejde, er fattig. I USA er tallene endnu mere skræmmende.

Samtidig buldrer spekulanterne derudaf. Finansmarkedet tjener styrtende med penge og undgår stadig i al væsentlighed at blive beskattet og reguleret. Den finansielle vækst overgår langt den del af økonomien, der rent faktisk skaber værdi.

Det får virksomheder, der ikke kan afsætte deres varer – fordi forbrugerne tjener for lidt – til at skyde deres penge i spekulativ økonomi. Der er overskud af kapital, men det kommer ikke befolkningen til gode – tværtimod.

Finanskrisens svindlere er naturligvis på fri fod og i fuld gang med at tilrane sig nye formuer og skabe nye bobler. Derfor er det ikke et spørgsmål, om der kommer en ny finanskrise, men hvornår den kommer. Det konkluderer eksempelvis Deutsche Bank, der selv spekulerer for et uhørt milliardbeløb.

Kasino-kapitalisterne og deres Tesla’er styrer i fuld fart mod nye katastrofer. Hvem slukker for auto-piloten og overtager styringen?

Dagbladet Arbejderen