Nordjyske aktivister har i foreløbigt 262 dage forsøgt at stoppe det franske firma Totals boringer efter skifergas i Dybvad. I centrum for kampen er et villatelt, et udekøkken og et par campingvogne, hvor aktivisterne hver dag mødes og beslutter, hvad det næste skridt skal være
Hvad med fremtiden?« står der på et skilt, som en mand i 60’erne trækker efter sig i en plastiktrækvogn. 40 mennesker går på Ovnstrupvej ned mod en byggeplads med et højt hvidt boretårn, der rager godt op i horisonten. Den er der meget af i Dybvad i Vendsyssel, og man kan så småt høre larm fra maskinerne på pladsen, hvor det franske firma Total er i gang med de sidste forbederelser til Danmarks første prøveboringer efter skifergas.
»Jo værre du synger, des bedre. Hvis du kan synge så højt, at de forsvinder, så har vi nået vores mål,« siger Aage Olsen og deler sanghæfter rundt på pladsen. I snart 260 dage i træk har demonstranterne mødtes i protestlejren på Skævevej, er gået de 500 meter ned til borepladsen og har sunget deres hjemmelavede sange. Nogle gange er de kun to – andre gange 50.
Det sprøjter med mudder og flyder med slam/ naturen spoleres for evigt en skam./ Vort grundvand forgiftes for tusinde år/’Der er penge i skidtet’ de klogeste spår, synger demonstranterne på melodien til »Hjemmebrænderiet«. En gulklædt arbejdsmand kravler rundt halvt oppe i det hvide boretårn helt upåvirket af koret. Det er her fra tårnet, at Total inden for få uger vil bore flere hundrede meter ned, sende en blanding af vand, kemikalier og grus ned i jorden i håb om at finde gas i skifferlagene. Firmaet og Nordsøfonden håber, at det kan sætte gang i et nyt dansk gaseventyr, mens demonstranterne frygter, at kemikalierne siver ud i drikkevandet, og at de fossile brændsler vil bidrage yderligere til den globale opvarmning. Både Total og demonstranterne har været i gang siden sidste sommer, men for et par uger siden fik de ørenlyd i offentligheden, da de med hjælp fra aktivister fra resten af landet begyndte at blokere for lastbiler med materiale til byggepladsen. Tidligt mandag morgen trængte aktivister fra Greenpeace ind på pladsen og op i boretårnet. Det gik så vidt, »at TV2 News sendte sin helikopter helt til Nordjylland« for at filme det, som en af de lokale udtrykker det. Det sker ikke hver dag.
Lejren
Kampen mod klimaforandringer er abstrakt og global. Den handler om indviklede videnskabelige risikovurderinger, om dårligt fungerende politiske institutioner, der holder maratonmøder som ikke fører til noget. Om penge og magt. Men her på en mark i Vendsyssel er den helt konkret og lokal. Aage Olsen sidder i et stort villatelt med regnen trommende på taget – iført en Hirtshals-habit af en flyverdragt købt for 600 kroner i et byggemarked. Han er 61 år og førtidspensioneret med dårligt hjerte, men her i lejren »kan man tage det stille og roligt,« forklarer han.
Han startede med at engagere sig i kampen mod skifergas allerede tilbage i 2012, efter en bekendt havde sendt ham et link, der handlede om skiffergasudvindingen i USA.På det tidspunkt havde Total fået tilladelse af Folketinget til at foretage prøveboringer i Nordjylland og Nordsjælland og flere protestgrupper var begyndt at røre på sig. Der blev holdt møder i forsamlingshuse og på kroer, og Aage Olsen delte materiale ud foran supermarkeder i en kampagne, der skulle lægge pres på Frederikshavns Byråd, så de blokerede planerne. Det hele kulminerede foran rådhuset ved en demonstration, som ifølge Aage Olsen var med til at presse politikerne til at kræve en fuld VVM-undersøgelse af boringerne og fik forsinket projektet med næsten et helt år.
»Inden det snakkede de om 200 millioner i budget for projektet, og senere har vi hørt om både 300 og 350 millioner kroner. Hvis vi har haft den virkning på det, så har den tid vi har brugt på det, da ikke været helt spildt,« siger Aage Olsen. Byrådet endte dog med at give tilladelse i sommeren 2014, og selv om Aage Olsen var skuffet, tog han til marken i Dybvad, hvor nogle andre i bevægelsen var gået i gang med at etablere den permanente protestlejr.
»Jeg var dernede anden eller tredje dag. Der var en bar mark, og så var der nogen, der var ved at lave det borde-bænke-sæt, der står bag dig. Der gik jeg så hen og hjalp med at holde, mens der blev slået et søm i,« siger han. Senere blev lejren udbygget med et udekøkken med tag og vægge, et stor villatelt til møder, en skurvogn, fire campingvogne og to telte, der er halvt blæst omkuld. Aage Olsen var med til at bygge flere af tingene og på et tidspunkt begyndte han ikke længere at tage hjem.
»Jeg boede i et telt nede på marken indtil 20. december, men så begyndte fugten at trænge ind i teltet, selv om det stod oven på to paller. Heldigvis var skurvognen ved at være færdig, og så flyttede jeg derop i stedet,« siger han.
»Jeg har aldrig besluttet at bo her fast. Det var noget med, at i stedet for at køre de 15 kilometer frem og tilbage, så smed jeg en sovepose ind i et telt, der stod, og så, ja … min hund og mig – vi blev heroppe.«
Sidste chance
Tirsdag er 30 mennesker med en gennemsnitsalder godt på over 50 samlet i teltet, hvor de hver eftermiddag efter fællessangen holder møde om næste dags strategi.
»Det er ved at være slut med transporterne, men jeg synes, vi skal blokere, det vi kan. Jeg ved godt, at det er rigtigt hårdt, men det er sidste chance,« siger Anne-Marie Kristensen. Aktiviteterne bliver besluttet fra den ene dag til den anden, og Anne-Marie Kristensen står foran et whiteboard og ser, om hun kan få folk placeret på vagtplanen.
»Jeg tager den fra kl. 03-06,« siger en mand med hvidt skæg. En anden skriver sig på fra kl. 06-09. Strategien er at placere en vagtbil i en by godt 10 minutter derfra. Hvis vagterne ser nogle af lastbilerne, kontakter de folkene i lejren, der så har omkring 10 minutter til at komme i tøjet, få samlet bannere sammen og løbe ned for at blokere på grusvejen. I sidste uge var der aktivister fra både København og resten af Jylland i campen, men de er taget hjem, og nu sover der faktisk kun to personer. Så spørgsmålet er, om man er nok til at fortsætte.
»Uanset hvad, så skal jeg nok hoppe ud af sengen og komme. Jeg har stået der alene med en stol og et banner, indtil der kom forstærkninger,« siger Anne-Marie Kristensen. Hun og manden Karsten Kristensen, der træner travheste, lægger jord til protestlejren. Normalt holder lastbilerne tilbage for blokaden, indtil politiet kommer og fjerner den, og alt i alt kan det maksimalt forsinke arbejdet i nogle timer.
»Om få dage kommer der nok ikke flere lastbiler, og så skal vi finde ud af, hvad vi så skal gøre,« siger Anne-Marie Kristensen.
30 gange værre end CO2.
Tilhængere af skiffergas hæfter sig ofte ved, at det er langt mindre CO2-udledende end kul, og at den succesfulde erstatning af kul med skiffergas i USA har ført til at landet for første gang i nyere tid, rent faktisk har formået at nedbringe sin udledning af CO2.
»Det er rigtigt, at hvis man virkelig kunne få det op uden at forurene, så giver det et mindre CO2-forbrug, end hvis man brænder kul af. Problemet opstår under selve produktionen, hvor der bliver pumpet kemikalier ned, og der samtidig er udslip af metan. Metan er ikke så slem hvis den bliver forbrændt, men hvis den går op uden at blive forbrændt, så er den 30 gange værre end CO2,« forklarer Aage Olsen.
I Frankrig er det ulovligt at udvinde skifergas via hydraulisk frakturering, og det vækker særligt vrede i lejren, at det franske firma i stedet bare kommer til Nordjylland. Andre taler om det radioaktive affald som kan blive en konsekvens af udvindingsprocessen, og endnu andre henviser til konsekvenserne for det globale klima.
Mens medieopmærksomheden mest har drejet sig om blokaderne og Greenpeaces indtrængning, lever lejren sit eget liv som permanent protest, som den har gjort det i mange måneder, før Greenpeace kom. Folk kommer forbi og stiller spørgsmål og får en snak, og de faste aktivister mødes til en kop kaffe og reparerer et skilt eller to i løbet af dagen.
»De daglige sangaftener er vores stærkeste kort. Det har givet os en enorm kontaktflade, som har gjort, at vi har kunnet fortsætte med at lave blokade, også efter at folk langvejsfra er taget hjem. At vi går tilbage bagefter og drikker kaffe sammen og snakker om verdenssituationen, har også betydet, at man har lært nye mennesker at kende igennem det fælles engagement,« siger Aage Olsen.
— Har du nogensinde troet på, at I kunne stoppe det?
»Det har ikke været det væsentlige. Selvfølgelig
ville det være skønt, hvis det bare stoppede, men uanset om vi kan stoppe det eller ej, skal vi protestere. Vi skal gøre, hvad vi kan,« siger Aage Olsen.
»Hvis jeg om 20 år har nogle børnebørn, der er voksne, så kan jeg se dem i øjnene og sige, at jeg var med til at gøre, hvad jeg kunne. Det sjove er, at de folk der er med til sangdemonstrationerne, for en stor dels vedkommende er nogle, der har børnebørn, eller som kan forvente at få det inden for en overskuelig fremtid. Det handler om, hvad vi efterlader. Vi synes, at det er en dejlig natur – der er masser af muligheder, og det er værd at slås for.«
Blokade
»Så er det nu«, råber en af de tre kvindelige aktivister i lejren og løber igennem det store villatelt og hiver fat i en trækvogn med skilte og bannere. Det er onsdag morgen klokken lidt over 10, og det regner meget.
Vagten, der har siddet nogle kilometer væk og holdt øje med Totals lastbiler, har netop ringet. Der er lastbiler med læs på vej til borepladsen. Aage Olsen kommer ud af sin orange mandskabsvogn, og går efter de to, der halvt løber ned mod grusvejen, hvor blokaden skal sættes op. En tredje alarmerer de andre på sms, om at der er brug for opbakning.
»Vi startede blokaderne, fordi vi ville prøve at stoppe projektet, men også for at få skabt noget opmærksomhed om, at det er i gang. Vi oplever stadigvæk, at der er mange mennesker, der overhovedet ikke aner, at man er i gang med et projekt, der kan have så vidtrækkende konsekvenser, som det her kan,« forklarer Aage Olsen på vej derned.
De fire stiller op og spærrer vejen et par hundrede meter fra byggepladsen. Fem minutter senere kommer en hvid bil fra pladsens vagtfirma kørende med en stor rød lastvogn på udenlandske plader efter sig.
»Skal de nu herud igen,« råber vagten med henvisning til, at han vil tilkalde politiet, hvis ikke de fire mennesker med banneret flytter sig fra vejen.
»Jaaeh,« svarer Aage Olsen på jysk. To lastbiler mere, der skal ind på pladsen, kommer til og holder i kø foran de protesterende med banneret. En chauffør ryger cerut i førerhuset og tager et billede med sin mobiltelefon.
»Så er vi her igen. Det er lidt, som om det er vores andet hjem,« siger Karsten Kristensen, og går om bag banneret med sin rolator. Han er netop kommet til for at styrke blokaden, så den nu tæller 10 personer.
»Ja, sådan har jeg det også,« siger Aage Olsen.
En halv time senere kommer politiet og blokaden opløses.
Sebastian Gjerding
17. april 2015
Kilde-URL: http://www.information.dk/530464
